Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
15. december. 2021

Boganmeldelse:Niviaq Korneliussen: Blomsterdalen

Blomsterdalen er svær at ryste af sig, fordi bogen beskriver den tunge arv fra den danske kolonisering af Grønland – verdens højeste selvmordsrate.

 

Af Peer Møller Christensen, medlem af Kritisk Revys redaktion.

 

 

 

For at komme ind i Blomsterdalen nær den østgrønlandske by Tasiilaq må man gå ad en sti, der fører forbi byens kirkegård, som ligger ved indgangen til den smukke dal. Kirkegårdens grave med de mange hvide kors, farvestrålende nissefigurer, kulørte papirblomster og små, blafrende lamper er en dyster påmindelse om, at Tasiilaq er det sted i verden, hvor der hvert år begås flest selvmord.

 

Blomsterdalen har givet navn til den roman, der gav den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen Nordisk Råds litteraturpris tidligere i år.

 

Det gennemgående tema i Blomsterdalen er den overvældende høje selvmordsrate i Grønland. Det er især unge grønlændere, der tager deres eget liv; i Blomsterdalen beskriver Niviaq Korneliussen fænomenet og det selvhad og mindreværd, der fører til de mange ulykkelige skæbner.

 

Kvinde. 25 år. Hængning i kærestens lejlighed

Teksten i romanen deles jævnligt op af små indskudte telegram-agtige eksempler på selvmord som: ”Kvinde. 38 år. Hængning.”, ”Mand. 19 år. Skud.”, ”Kvinde. 76 år. Hængning”, ”Mand. 23 år. Hængning”, ”Mand. 56 år. Skud. Dødsårsag: Drukning i havnen.”. ”Dreng. 17 år. Skud i et lagerhus”, Kvinde. 25 år. Hængning i kærestens lejlighed.”, ”Mand. 48 år. Skød sig i sin hytte ved fjorden.”, ”Kvinde. 27 år. Forgiftning. Slugte en blanding af piller i sine forældres hus.” og mange flere. Disse eksempler har ingen sammenhæng med den omgivende tekst, men falder ind som gentagne påmindelser om, hvad der er romanens egentlige ærinde.

 

Romanens jeg-fortæller er en ung grønlandsk kvinde, som ved bogens indledning står for at skulle flytte til Danmark for at studere antropologi ved Århus Universitet. Hun bor i hovedstaden Nuuk, er lesbisk og må - da hun rejser til Danmark - sige farvel til sin kæreste, der oprindeligt stammer fra Tasiilaq.

 

Hendes homoseksualitet giver hende tilsyneladende ingen synderlige problemer, hverken i familien, det grønlandske samfund eller da hun ankommer til Danmark. Men da hun starter på universitetet, løber hun ind i voldsomme sammenstød mellem sin grønlandske baggrund og de andre studerende. Hun har svært ved at finde ind i miljøet, undlader at gå op til eksamen, og da hendes grønlandske kæreste sender en besked til hende om, at kærestens kusine i Tasiilaq har begået selvmord, beslutter hun at vende tilbage til Grønland for at tage med kæresten til Tasiilaq.

 

Det er livet - ikke døden - der virker meningsløs

Ca. en tredjedel af bogen foregår i Tasiilaq, hvor jeg-fortælleren sammen med kæresten prøver at finde ud af, hvad der var baggrunden for, at kusinen tog sit eget liv. De får at vide, at hun to gange tidligere havde prøvet at begå selvmord, før det endeligt lykkedes, og opsøger sammen de myndighedspersoner, som kunne have hjulpet kusinen: læge, sygeplejerske, socialrådgiver, alle sammen med dansk baggrund. Parallelt hermed opridses andre selvmordshistorier blandt unge grønlændere.

 

Forfatteren kommer ikke med nogen firkantede forklaringer på fænomenet selvmord blandt unge grønlændere, men i indledningen af romanen beskriver jeg-fortælleren sin egen følelse af grundlæggende håbløshed, mens hun sidder ved kirkegården i Tasiilaq: ”Ingen, jeg holder af, ligger på den kirkegård. Alligevel føler jeg, at jeg har mistet nogen her.” Hun beskriver, hvordan det ikke er natten, men derimod dagen der virker truende. Det er livet - og ikke døden - der virker meningsløs.

 

Det nærmeste, man i romanen kommer på en forklaring på den høje selvmordsrate i Grønland, er da jeg-fortælleren, nærmest i forbifarten, stiller spørgsmålet: Hvorfor blev selvmord i Grønland først et problem, da landet blev koloniseret?

 

Mod slutningen af bogen vender jeg-fortælleren tilbage til Danmark for at genoptage sine antropologi-studier, men det er umuligt for hende at hamle op med sit selvhad og følelsen af underlegenhed i forhold til Danmark og danskerne. Så hun glider langsomt ind i rollen som den alkoholiserede, aggressive grønlænder, der ”grønlænderstiv” forbander de danske ”racister”, og hendes endelige, personlige katastrofe forekommer uundgåelig.

 

Blomsterdalen er svær at ryste af sig, fordi bogen beskriver den tunge arv fra den danske kolonisering af Grønland – verdens højeste selvmordsrate.

 

 

 

 

Om skribenten

Peer Møller Christensen

Peer Møller Christensen

Læs mere