Borgerlig modkampagne om ulighed er useriøs og manipulerende

De borgerliges økonomiske politik tilgodeser de rigeste med skattelettelser, og straffer de fattigste med fattigdomsskabende reformer. De borgerlige er presset i den debat, og forsøger gang på gang at benægte og bagatellisere uligheden ved manipulation og halve sandheder.

Af Jonas Gielfeldt

Der er faktisk ikke så meget at diskutere: uligheden i Danmark er stigende. Det kan man se i Danmarks Statistiks opgørelse over den såkaldte Gini-koefficient, der er det mest anvendte mål for uligheden. Gini-koefficienten måler alle borgernes indkomster, udmåler forskellen, og tager et gennemsnit over befolkningen. Gini kan gå fra 0 til 100. Er Gini 0, er der en fuldstændig lige indkomstfordeling, og er Gini 100, så sidder meget få personer på al indkomst i samfundet. På samme måde kan man også opgøre formueuligheden, men her fokuseres på indkomstuligheden.

Når det kommer til indkomstuligheden i Danmark, var Gini-koefficienten ifølge Danmarks Statistik 29,32 i 2017. 30 år før, i 1987 var Gini-koefficienten 22,07. Men er det så en stor stigning? Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger nej, og ironiserer over, at “oppositionen sætter himmel og jord i bevægelse, når ginikoefficienten stiger med nul komma dut”. Men hvor meget er en stigning på over 7 point i Gini-koefficienten egentlig? Da Lars Løkke i 2009 vedtog ‘rødvinsreformen’ øgede den Gini-koefficienten med 0,46 point. Det var en skattereform, der sænkede den højeste marginalskat med næsten 7 procentpoint, og gav skattelettelser for knap 25 milliarder kroner. Så en stigning på 7 point i Gini-koefficienten er meget!

Det er heldigvis ikke længere kun venstrefløjen, der råber op om, at den stigende ulighed er et alvorligt samfundsproblem. Socialdemokratiet kræver ligesom 3F og Fagbevægelsens Hovedorganisation handling. Det er glædeligt. Men ikke for de borgerlige, som gerne ser den ulighedsskabende politik fortsætte.

Derfor har de borgerlige i løbet af årets første måneder lanceret en reel modkampagne, der skal stille spørgsmålstegn ved, om vi overhovedet har et problem med uligheden. Lad mig blot afsløre, at de borgerlige har en rigtig dårlig sag.

Troels Lunds tynde kritik af ulighedsanalyser

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen var således ude med et modangreb i slutningen af januar i Berlingske Tidende. Adspurgt af journalisten om, hvorvidt Troels Lund virkelig ikke mener, at den stigende ulighed er et problem, svarer ministeren: “Nej, det mener jeg bestemt ikke. For den fordummende måde, som fagbevægelsen og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd gør uligheden op på, betyder, at uligheden stiger, des flere der kommer i arbejde”. Det figenblad som Troels Lund prøver at dække sig ind bag er, at Gini-koefficienten påvirkes af mange faktorer. Gini-koefficienten stiger således, når flere kommer i arbejde. Det skyldes, at overførselsindkomster er en indkomsttype, der udjævner indkomstforskelle, så når færre modtager overførselsindkomst, så stiger Gini også. Det har de økonomiske vismænd også dokumenteret i Vismandsrapporten fra efteråret 2016. Men når Troels Lund Poulsen forfladiger den stigende ulighed til kun at handle om dette forhold, så er det i den grad et skønmaleri. Vismændene påpeger i samme rapport, at både lavere kontanthjælp, skattelettelser og en større lønspredning også har betydning.

Troels Lund peger selv på, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet) opgør uligheden på en ‘fordummende’ måde. Den kritik er helt til grin. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dokumenterer i flere glimrende analyser, hvor grel en udvikling, der faktisk ligger bag den lidt abstrakte Gini-koefficient. Her kan man fx nævne AE-rådets analyse af indkomstudviklingen fra 2010-2015. Med udgangspunkt i Danmarks Statistiks registre viser analysen, at den rigeste procent af befolkningen har haft en vækst i indkomsterne på 240.000 kr. i gennemsnit. Modsat har de 10 pct. fattigste decideret mistet 2.000 kr. Den blå økonomiske politik bærer et stort ansvar for denne udvikling. Også det har AE-rådet dokumenteret. Man har opgjort skattelettelserne fra 2002 og frem til 2017. Tallene, der baserer sig på Finansministeriets tal, viser, at der i perioden er givet skattenedsættelser for 52 mia. kr. Den rigeste procent har fået 81.000 kr. ned i foret hvert år. De fattigste ti procent har fået 1.000 kr. Der er intet fordummende ved disse analyser. De viser bare, hvilke sindssyge uretfærdigheder, der ligger nedenunder Gini-koefficienten.

Hvis den officielle statistik siger én imod laver man sin egen  

Da Danmarks Statistik udkom med deres årlige opgørelse over indkomstfordelingen sidste efterår, skrev de: “I løbet af de seneste ti år er indkomstniveauet stort set uforandret for de 10 pct. med lavest indkomst, hvorimod dem i toppen af indkomstfordelingen har oplevet indkomststigninger”. Dette faktum er en ubekvem sandhed for de borgerlige, da det er med til at fjerne det ideologiske slør, der bliver lagt ned over den blå økonomiske politik; forestillingen om en ‘trickle down’-effekt, der med et gammelt dansk ordsprog kan oversættes til, at ‘når det regner på præsten, drypper det også på degnen’. Statistikken fortæller os imidlertid en anden historie om, at borgerlig økonomisk politik snarere er til gavn for et mindretal i toppen.

Derfor har CEPOS været i gang med at prøve at underminere statistikken, for derefter at lave den om, så den passer bedre ind i deres verdensbillede. Dette gøres bl.a. i analysen En myte at de lavest lønnede har mindst vækst i indkomst – det forholder sig omvendt. Analysen viser, at personer, der hørte til de 20 pct. med laveste indkomster i 2008, frem til 2017 har haft en gennemsnitlig indkomststigning på 110.500 kr. Til gengæld har de rigeste i samme periode blot haft en stigning i indkomsten på 3.100 kr. De opsigtsvækkende resultater skyldes, at CEPOS kigger på indkomstmobilitet for de personer, der var blandt de 20 pct. laveste indkomster, og laver en forløbsanalyse på disse personer, frem for at se på, hvordan indkomstfordelingen udvikler sig over tid, hvilket Danmarks Statistik gør.

Der er tale om en gang pseudo-statistik fra CEPOS’ side. Grunden til de vilde tal er jo, at rigtig mange med lav indkomst er studerende. Og når man går fra SU til lønnet beskæftigelse, så øger man sin indkomst voldsomt. Det samme vil ske, hvis man går fra fx kontanthjælp til ordinær beskæftigelse.

Det er jo ikke overraskende. Det helt centrale problem ved at bruge dette som mål for uligheden er, at mange af de personer, der er blandt de 20 pct. med lavest indkomst i 2008 jo ikke længere er blandt de 20 pct. med lavest indkomst i 2017. Den fortæller at en række konkrete personer er rykket op i indkomstfordelingen og væk fra de 20 pct. med lavest indkomst. Det er bare ikke den historie CEPOS fortæller, når de mener at have slået en pæl gennem Danmarks Statistiks konklusion, nemlig at de rige stikker af fra de fattige. Man må give CEPOS, at de er umanerligt kreative, når de skal få nord til at blive til syd og lort til at blive lagkage.

“Der er tale om en gang pseudo-statistik fra CEPOS’ side. Grunden til de vilde tal er jo, at rigtig mange med lav indkomst er studerende. Og når man går fra SU til lønnet beskæftigelse, så øger man sin indkomst voldsomt. Det samme vil ske, hvis man går fra fx kontanthjælp til ordinær beskæftigelse.”

En forsidebasker af tvivlsom karakter

Også den borgerlige avis Berlingske Tidende har kastet sig ind i diskussionen om ulighed. Det gør de med en forside 4.februar, hvorpå der står ”Er den rigeste 1% af danskerne stukket helt af?” Underrubrikken uddyber – ”Jo, de rigeste danskere er blevet rigere de seneste år. Men i det store perspektiv tjener de allerrigeste danskere – den rigeste ene procent – mindre end stort set nogensinde i historien”.

Læser man den overskrift er budskabet, at de rigeste har aldrig haft så lidt indkomst, som de har nu. Når man så besøger artiklen bag, så er billedet langt mere nuanceret. For i artiklen fremgår det tydeligt, at de rigeste på 25 år næsten har fordoblet deres andel af den samlede indkomst. Og går man lidt længere tilbage, så er den rigeste procents andel af indkomsten den højeste siden 1970. Men det fremgår af artiklen, at 1970 ikke var et normalt år. I 1970 indføres kildeskatten nemlig, hvorfor man havde et såkaldt skattefrit år, der booster de rigestes indkomst. Hvis vi ser bort fra dette særlige år, så skal vi faktisk hele 60 år tilbage i tiden til 1959 for at finde i lige så høj indkomstandel på til den rigeste procent på 8,7 pct. af den samlede indkomst. Det er altså langt fra overskriftens budskab, og man kan selv tjekke det inde på World Inequality Database, som også refereres i artiklen. Tjener den rigeste procent mindre end nogensinde i historien? Yderst tvivlsomt, og i hvert fald ikke hvis vi taler om den nyere Danmarkshistorie.

Men det er da rigtigt, at når man ser på tidsserien fra World Inequality Database, som går tilbage til slutningen af 1800-tallet, er den rigeste procents andel af indkomsten i dag markant lavere end den var for 130 år siden. Og heldigvis for det! For hvordan så verden ud i 1800-tallet? En forarmet arbejderklasse med ringe levevilkår, der levede en fattig og elendig tilværelse, mens de rige levede i en helt anden virkelighed. Heldigvis fik arbejderbevægelsen presset en mere rimelig fordeling mellem løn og profit igennem, som manifesterede sig i markant forbedrede lønforhold for lønmodtagerne. Samtidig blev der skabt en velfærdsstat, der blev finansieret gennem progressiv beskatning. Alt sammen noget, der fjerner indkomst fra den ene procent. Selv om Berlingske Tidende er en borgerlig avis må man håbe, at de ikke i ramme alvor mener, at 1885, hvor man pryglede sine tjenestefolk, og folk levede i fattigdom og armod, er et meningsfuldt sammenligningsgrundlag for, hvorvidt uligheden i dag er stor eller lille. Samlet set fremstår overskriften voldsomt manipulerende når faktum er, at den rigeste procents andel af den samlede indkomst er i markant fremmarch. Havde Berlingske Tidende været tro mod de faktiske forhold, havde dette i stedet været overskriften.

Kære borgerlige – stå dog ved jeres politik

Det er tydeligt, at de borgerlige føler sig presset i ulighedsdebatten, og de har en regulær lortesag. Deres politik medvirkende til, at uligheden stiger. Hvis de da så bare ville stå ved det. Men det tør de ikke en gang! Det er ærlig talt ynkeligt at høre på deres bortforklaringer og talmanipulation. Ja Danmark er stadig et relativt lige land, men uligheden vokser og vokser. Hvis ikke vi griber ind i tide, vil det forandre Danmark i en skidt retning.

Medicinen mod uligheden er ganske klar. Hæv topskatten for millionærerne, beskat kapital- og aktieindkomster lige så hårdt som vi beskatter lønindkomst, indfør formueskat, og fjern en række fradrag i topskatten. Til gengæld kan man så give skattelettelser i bunden, fx ved at hæve personfradraget, som kommer både kassedamen, såvel som kontanthjælpsmodtageren og pensionisten til gode. Fjern derudover kontanthjælpsreformerne, og stop mindrereguleringen af overførselsindkomsterne og SU’en. Så vil man have taget nogle vigtige første skridt til at øge ligheden i det danske samfund, efter årevis med dokumenterbart ulighedsskabende politik.

Den politiske kurs er afgørende for uligheden. Derfor er det vigtigt, at vi stemmer ulighedens politik ud på historiens mødding, hvor også de borgerliges bortforklaringer hører hjemme. ■

Jonas Kylov Gielfeldt er cand.scient.soc, og arbejder som økonomisk rådgiver for Enhedslisten.