Brev fra Kyiv til venstrefløjen i Vesten

 ​​​​ 

Af Taras Bilous,

26. februar 2022

Oversat af Peer Møller Christensen fra ​​ https://www.opendemocracy.net/en/odr/a-letter-to-the-western-left-from-kyiv/

Jeg skriver disse linjer i Kyiv, mens byen ​​ er under artilleriangreb.

Indtil sidste øjeblik havde jeg håbet, at de russiske tropper ikke ville iværksætte en total invasion. Nu kan jeg kun takke dem, der lækkede oplysningerne til de amerikanske efterretningstjenester.

I går brugte jeg halvdelen af dagen på at overveje, om jeg skulle slutte mig til en lokal forsvarsenhed. I løbet af natten, der fulgte, underskrev den ukrainske præsident Volodymyr Zelensky en fuld mobiliseringsordre, og russiske tropper rykkede ind og forberedte sig på at omringe Kiev og gjorde det overflødigt for mig ​​ selv at tage ​​ beslutningen .

Men inden jeg tiltræder min post, vil jeg godt fortælle venstrefløjen i Vesten, hvad jeg mener om dens reaktion på den russiske aggression mod Ukraine.

Først og fremmest er jeg taknemmelig over at venstreorienterede nu demonstrerer ved de russiske ambassader – selv dem, der først havde svært ved ​​ at erkende, at Rusland var aggressoren i denne konflikt.

Jeg er taknemmelig over, at der er politikere, der støtter, at der lægges pres på Rusland for at få dem til at stoppe invasionen og trække deres tropper tilbage.

Og jeg er taknemmelig for, at en delegation af britiske og walisiske parlamentsmedlemmer, fagforeningsmedlemmer og aktivister kom for at støtte os og høre os i dagene før den russiske invasion.

Jeg er også taknemmelig for den hjælp Ukraines solidaritetskampagne i UK har ydet ​​ gennem mange år.

Denne artikel handler om den anden del af venstrefløjen i Vesten. Dem, der talte om ​​ "NATO-aggression i Ukraine", men kke kunne se den russiske aggression – som New Orleans afdelingen af Democratic Socialists of America (DSA). Eller DSA’s ​​ International Committee, som offentliggjorde en skamfuld udtalelse, der undlod at ytre et eneste kritisk ord mod Rusland (jeg er meget taknemmelig over for den amerikanske professor og aktivist Dan La Botz og de andre for deres kritik af denne udtalelse).

Eller dem ​​ der kritiserede Ukraine for ikke at implementere Minsk-aftalerne og forholdt sig ​​ tavse om ​​ Ruslands og de såkaldte ”Folkerepublikker”s krænkelser.

Eller dem der overdrev den radikale højrefløjs indflydelse i Ukraine, men ikke lagde mærke til den radikale højrefløj i "Folkerepublikkerne" og undgik at kritisere Putins konservative, nationalistiske og autoritære politik. En del af ansvaret for, hvad der sker, ligger hos Jer.

Dette er en del af det bredere fænomen i Vestens "anti-krigs"-bevægelse, som ​​ kaldes "lejr-tænkning" af kritikere på venstrefløjen. Den britisk-syriske forfatter og aktivist Leila Al-Shami gav det et stærkere navn: "idioternes anti-imperialisme." Læs hendes vidunderlige essay fra 2018, hvis du ikke har gjort det endnu. Jeg vil blot gentage hovedtesen her: aktiviteten i en stor del af Vestens "antikrigs”-venstre i forhold til krigen i Syrien, havde intet at gøre med forsøg på at stoppe krigen. Den modsatte sig kun vestlig indblanding, mens den ignorerede eller endda støttede Ruslands og Irans engagement, for slet ikke ikke at tale om deres holdning til det "lovligt valgte" Assad-regime i Syrien.

"En række antikrigs-organisationer har retfærdiggjort deres tavshed om russiske og iranske interventioner ved at argumentere for, at 'hovedfjenden findes hjemme'," skrev Al-Shami. "Det fritager ​​ dem fra at foretage nogen seriøs magtanalyse for at finde ud af, hvem de vigtigste aktører bag krigen ​​ faktisk er."

Desværre har vi set den samme ideologiske kliché blive gentaget i forhold til Ukraine. Selv efter at Rusland anerkendte "Folkerepublikkernes" uafhængighed tidligere på ugen, skrev Branko Marcetic, en skribent for det amerikanske venstrefløjs-tidsskrift Jacobin, en artikel, der næsten udelukkende indehold kritik af USA. Hvad angik Putins handlinger, gik han kun så langt som til at bemærke, at den russiske leder havde "signaleret ikke så godartede ambitioner." Ærligt talt ?

Jeg er ikke fan af NATO. Jeg ved, at efter afslutningen på Den Kolde Krig mistede blokken sin defensive funktion og førte en aggressiv politik. Jeg ved, at NATOs ekspansion mod øst underminerede indsatsen for atomnedrustning og dannelsen af et fælles sikkerhedssystem. NATO forsøgte at marginalisere FNs og Organisationen for Sikkerhed og Samarbejdes rolle i Europa og at miskreditere dem som "ineffektive organisationer." Men vi kan ikke bringe fortiden tilbage, og vi er nødt til at orientere os om de nuværende omstændigheder, når vi søger en vej ud af denne situation.

Hvor mange gange har ​​ venstrefløjen i Vesten ikke talt om ​​ USAs uformelle løfter til den tidligere russiske præsident, Mikhail Gorbatjov, om NATO ("ikke en tomme mod øst"), og hvor mange gange har den nævnt Budapest-memorandummet fra 1994, der garanterer Ukraines suverænitet? Hvor ofte har ​​ venstrefløjen i Vesten ikke støttet de "legitime sikkerhedsproblemer" i Rusland, en stat, der ejer verdens næststørste atomarsenal? Og hvor tit har den mindet om bekymringerne i Ukraine for statens sikkerhed, en stat, der under pres fra USA og Rusland måtte bytte sine atomvåben, for et stykke papir (Budapest-memorandummet), som Putin så trampede på i 2014? Er det nogensinde gået op for venstreorienterede kritikere af NATO, at Ukraine er hovedofferet for de ændringer, som NATO-udvidelsen medfører?

Gang på gang reagerede venstrefløjen i Vesten på kritik af Rusland ved at henvise til USAs aggressioner mod Afghanistan, Irak og andre stater. Selvfølgelig skal disse stater bringes ind i diskussionen - men hvordan præcist?

Venstrefløjens argument burde være, at i 2003 lagde andre regeringer ikke nok pres på USA i forhold til Irak. Ikke at det er nødvendigt at lægge mindre pres på Rusland i forhold til ​​ Ukraine nu.

En åbenlys fejl

Forestil dig et øjeblik , at Rusland i 2003, da USA forberedte sig på at invadere ​​ Irak, havde opført sig, som USA har gjort i de seneste uger: med trusler om eskalering.

Forestil dig så, hvad den russiske venstrefløj kunne have gjort i den situation, ifølge dogmet om "vores hovedfjende findes hjemme." Ville den have kritiseret den russiske regering for denne "eskalering" og sagt, at den "ikke burde risikere at fremkalde ​​ modsætninger mellem imperialistiske stater. "? Det er indlysende for enhver, at en sådan adfærd ville have været en fejl. Hvorfor var dette ikke lige så indlysende i forhold til aggressionen mod Ukraine?

I en anden artikel fra Jacobin fra tidligere på måneden gik Marcetic så langt som til at skrive, at Tucker Carlson fra Fox News havde "fuldstændig ret" om "Ukraine-krisen". Det, Carlson havde gjort, var at stille spørgsmålstegn ved "Ukraines strategiske betydning for USA." Selv Tariq Ali i New Left Review anerkendte den tyske admiral Kay-Achim Schönbachs overvelser, når han udtalte, at det at give Putin "respekt" i forhold til Ukraine havde "små omkostninger, ja nærmest var uden omkostninger", i betragtning af, at Rusland kunne være en nyttig allieret mod Kina . Ærligt talt? Ønsker vi virkelig, at ​​ USA og Rusland skal nå til enighed og som allierede starte en ny kold krig mod Kina ?

Reform af FN

Jeg er ikke fan af liberal internationalisme. Socialister burde kritisere den. Men det betyder ikke, at vi skal støtte etablering af ”interessesfærer" mellem imperialistiske stater. I stedet for at lede efter en ny balance mellem de to imperialismer, må venstrefløjen kæmpe for en demokratisering af den internationale sikkerhedsorden. Vi har brug for en global politik og et globalt system for international sikkerhed. Vi har det sidste: det er FN. Ja, FN har masser af fejl, og bliver ofte udsat for velbegrundet kritik. Men man kan kritisere noget enten for at fordømme det ​​ eller for at forbedre det. I tilfældet med FN har vi brug for det sidste. Vi har brug for en venstreorienteret vision om reform og demokratisering af FN.

Det betyder selvfølgelig ikke, at venstrefløjen skal støtte alle FN’s beslutninger. Men en samlet styrkelse af FNs rolle i løsningen af væbnede konflikter ville give venstrefløjen mulighed for at minimere betydningen af militær-politiske alliancer og reducere antallet af ofre. (I en tidligere artikel skrev jeg om, hvordan FN's fredsbevarende styrker kunne have hjulpet med at løse Donbas-konflikten. Desværre har dette nu mistet sin relevans.) Vi har trods alt også brug for FN til at løse klimakrisen og andre globale problemer. Mange internationale venstreorienteredes modvilje mod at appellere til FN er en frygtelig fejltagelse.

Efter at russiske tropper invaderede Ukraine, skrev Jacobins Europa-redaktør David Broder, at venstrefløjen "ikke burde undskylde for at modsætte sig en amerikansk militær reaktion." Det var heller ikke Bidens hensigt, som han har understreget flere gange. Men en stor del af venstrefløjen i Vesten burde ærligt indrømme, at den var fuldstændigt ude af stand til at formulere et svar på den "ukrainske krise."

Mit perspektiv

Jeg vil slutte af med at skrive kort om mig selv og mit perspektiv.

I løbet af de seneste otte år har Donbas-krigen været det vigtigste spørgsmål, der har splittet den ukrainske venstrefløj. Hver af os har dannet vores egen holdning under indflydelse af personlige erfaringer og andre faktorer. En anden ukrainer på venstrefløjen ville derfor have skrevet denne artikel anderledes.

Jeg er født i Donbas, men i en ukrainsk-talende og nationalistisk familie. Min far blev involveret i den radikale højrefløj i 1990'erne, som reaktion på Ukraines økonomiske forfald og på hvordan den tidligere ledelse af ​​ kommunistpartiet, som han havde bekæmpet siden midten af 1980'erne, berigede sig selv . Selvfølgelig har ​​ han meget anti-russiske, men også anti-amerikanske holdninger. Jeg husker stadig hans ord den 11. september 2001. Da han så tvillingetårnene falde på tv, sagde han, at de ansvarlige var "helte" (det mener han ikke længere - nu tror han, at amerikanerne sprængte dem i luften med vilje) .

Da krigen begyndte i Donbas i 2014, sluttede min far sig som frivillig til den radikalt højreorienterede Aidar-bataljon, min mor flygtede fra Luhansk, og min bedstefar og bedstemor blev i deres landsby, som kom under "Folkerepublikken Luhansk”s kontrol". Min bedstefar fordømte Ukraines Euromaidan-revolution. Han støtter Putin, som, siger han, har "genoprettet orden i Rusland." Ikke desto mindre forsøger vi alle at blive ved med at tale med hinanden (dog ikke om politik) og at hjælpe hinanden. Jeg prøver at være forstående over for dem. Min bedstefar og bedstemor har jo hele deres liv arbejdet på et kollektivt landbrug. Min far var bygningsarbejder. Livet har ikke været venligt mod dem.

Begivenhederne i 2014 – revolution fulgt af krig – skubbede mig i den modsatte retning af de fleste mennesker i Ukraine. Krigen dræbte nationalismen i mig og skubbede mig mod venstre. Jeg vil kæmpe for en bedre fremtid for menneskeheden og ikke for nationen. Mine forældre, med deres post-sovjetiske traumer, forstår ikke mine socialistiske synspunkter. Min far er nedladende over for min "pacifisme", og vi havde en grim samtale, efter at jeg dukkede op til en anti-fascistisk demonstration med et skilt, der opfordrede til opløsning af det radikalt ​​ højre-orienterede ​​ Azov-regiment.

Da Volodymyr Zelensky blev præsident i Ukraine i foråret 2019, håbede jeg, at det kunne have forhindret den katastrofe, der udspiller sig nu. Det er trods alt svært at dæmonisere en russisktalende præsident, der vandt med et fredsprogram for Donbas, og hvis vittigheder var populære blandt ukrainere såvel som russere. Desværre tog jeg fejl. Mens Zelenskys sejr ændrede mange russeres holdning til Ukraine, forhindrede den ikke krigen.

I de senere år har jeg skrevet om fredsprocessen og om civile ofre på begge sider af Donbas-krigen. Jeg har forsøgt at fremme dialog. Men det hele er gået op i røg nu. Der bliver ikke gået på kompromis. Putin kan planlægge, hvad han vil, men selvom Rusland erobrer Kyiv og indsætter sin besættelsesregering, vil vi modstå det. Kampen vil vare, indtil Rusland forlader Ukraine og betaler for alle ofrene og al ødelæggelsen.

Derfor er mine sidste ord rettet til det russiske folk: skynd jer at vælte Putin-styret. Det er i både jeres og vores interesser.

----------------------

Taras Bilous er en ukrainsk historiker og aktivist i organisationen Social Movement. Som redaktør for Commons: Journal of Social Critique dækker han emnerne krig og nationalisme.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet i openDemocracy.

( https://www.opendemocracy.net/en/odr/a-letter-to-the-western-left-from-kyiv/)