Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
20. marts. 2021

Brexit, kapitalen og demokratiet

Skal kapitalen tøjles, kræver det deltagelse i et EU, der kan sætte kapitalen foden for døren. Svar til Tobias Clausen om Brexit.

Brexit er en realitet, men giver det anledning til optimisme for den britiske venstrefløj? Nej, mener dagens kronikører. Illustration: David Airey.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Tobias Clausen (TC) har en interessant vurdering af Brexit i Solidaritet. Han mener, at demokratiet i UK får bedre vilkår uden for EU, mens kapitalen får det sværere. Det er vi uenige i.

Diskussionen om Brexit har mange aspekter. Vil UK brydes op med skotsk uafhængighed, og måske forening af Irland med Nordirland? Vil UK opleve en økonomisk opblomstring, nu da det i højere grad selv kan bestemme? Det afhænger af, om landet kan få fornuftige handelsaftaler med USA og asiatiske lande. Det tvivler vi på, for mens EU har økonomiske muskler, er UK i international sammenhæng en mindre spiller; hvortil kommer at der ikke kan forventes megen goodwill fra Biden, der aldrig har brudt sig om den Trump-lignende Boris Johnson og Brexit.

Men det afgørende for såvel Clausen som os er, hvordan Brexit påvirker styrkeforholdet mellem kapitalen og demokratiet. Clausen taler her mest om ‘markedskræfterne’, men disse er i vore dage styret af den store kapital, fx varetages langt den overvejende del af verdenshandlen med varer og tjenester af multinationale selskaber; derfor er den smukke ‘frihandel’ i praksis den mere dystre ‘frihed for kapitalen’ til at handle, som den vil. So let’s name the Beast: kapitalen.

Ifølge Clausen tager UK med Brexit kontrollen tilbage og kan derfor demokratisk regulere økonomien, modsat EU hvor det Indre Marked betyder at ‘markedet’ altid kommer først, mens regulering er sekundært.

EU kan flyttes, hvis magtforholdene er til det

Vi er enige i kritikken af det indre marked, fordi det frigør kapitalen (i form af egentlige kapitalbevægelser, gerne af finansiel karakter, og handel med varer og service). Og kapitalfrihed er selve kernen i nyliberalismen.

Denne frihed kan ifølge Tobias Clausen ikke rokkes, fordi den er traktatfæstet. Men er det nu rigtigt? Tag indgreb over for skattely; intet effektivt er sket her, men det skyldes de politiske magtforhold i EU, ikke nogen traktater, så den sag er da et argument for at engagere sig i EU for at flytte tingene.

Eller sammenlign EU’s respons på finanskrisen omkring 2008 – med de aktuelle tiltag over den økonomiske krise, der er affødt af Coronaen. Dengang var kuren en benhård sparepolitik, anført af Tyskland, der hensatte Sydeuropa i en dyb krise med langvarig massearbejdsløshed og offentlige nedskæringer. Modsat politikken i dag, hvor man for det første har suspenderet kravet om balancerede offentlige budgetter, således at en ekspansiv Keynesiansk politik bliver mulig. Og for det andet har EU vedtaget en stor Genopretningspakke, især til gavn for det fattige Sydeuropa, hvilket også diskuteres andetsteds.

Nyliberalismen er kommet til forhandling – det er da et enormt fremskridt! Så traktater eller ej: EU kan flyttes, hvis magtforholdene er til det.

Nationalismen spænder ben for solidariteten

Har Brexit så gjort de venstreorienterede vilkår i Storbritannien bedre? Her mener vi, at TC er alt for optimistisk, og vi kan slet ikke følge ham, når han åbenbart mener, at en dybt konservativ premierminister som Johnson i forhandlingerne skulle have prioriteret demokrati over ussel Mammon.

UK ønskede i udgangspunktet fuld adgang til det indre marked, uden at forpligte sig på dette markeds regler, og det gik selvfølgelig ikke. Briterne har nu fået adgang for deres varer, hvilket Clausen nævner, men ikke for handel med service, hvilket han glemmer at nævne, skønt den udgør 80 % af UK’s handel med EU. De egentlige kapitalbevægelser er stort set lige så frie, som de hele tiden har været.

Men her er der noget lidt mærkeligt i TC’s tankegang. Det er muligt, at frihandel for varer er en økonomisk gevinst for UK, men frihandel er og bliver frihed for kapitalen, altså en begrænsning af den demokratiske styring. Det er ikke UK, der har taget kontrollen tilbage, men den britiske kapital der har fastholdt magten.

Det Indre Marked indebærer jo også frihed for arbejdskraften til at bevæge sig inden for EU. Her får UK nu ret til selv at regulere, altså fx udelukke polske arbejdere. Er det så godt? Det synes vi ikke. Socialister har alle dage været internationalister og understreget solidariteten med arbejdere i andre lande. Derfor byder vi udenlandske arbejdere velkomne, men arbejdsgiverne skal selvfølgelig respektere de nationale løn- og arbejdsvilkår, når de ansætter dem.

Dette sidste har det som bekendt knebet gevaldigt med i EU, herunder Danmark. Med den nuværende konservative regering tillader vi os at tvivle på, at det vil ske. Men det vigtige er, at EU (trods et par bespænd fra EU-domstolen) ikke forhindrer os i at holde arbejdsgiverne i ørerne på dette område. Når det er sket i alt for ringe omfang – således at udenlandsk arbejdskraft langt hen ad vejen har fungeret som løntrykkere – skyldes det, at de danske fagforeninger har været for svage i forhold til arbejdsgiverne (der selvfølgelig er glade for løntrykkeri). Det har intet med EU at gøre.

Med Brexit er briterne nu i højere grad overladt til Boris Johnsons regering. Stiller det arbejderne bedre, når det gælder fx løntrykkeri? Foto: Number 10 / Flickr.

‘De fremmede’

Det bringer os til spørgsmålet om ‘de fremmede’. Demokratiske socialister har i vore dage to modstandere. For det første kapitalen og dens nyliberale politik og ideologi, og for det andet højrepopulismen, der breder sig som en pest i disse år i USA og Europa.

De to kampe hører sammen, fordi de to modstandere gør det. Kapitalens frihed, hvor man hurtigt kan flytte produktion og virksomheder til Østeuropa eller fjernere himmelstrøg, sætter især den gamle, industribaserede arbejderklasse under pres. Kapitalen er deres fjende, men det, de ser og oplever, er at udenlandske arbejdere tager deres jobs, hvilket så generaliseres til en almen trussel mod deres kultur. Konkrete mennesker, der ser anderledes ud og har andre vaner, er lettere at forholde sig til end en abstrakt trussel som kapitalens frie bevægelighed. På den måde fodrer nyliberalismen fremmedfjendskheden.

Her ser vi ikke UK som et foregangsland, snarere tværtimod. EU er nok kapitalistisk, men det er også liberalt i den gode forstand, med tolerance, retssikkerhed og regler mod diskrimination. Uden for EU kan man frygte, at UK giver friere løb til landets stærke nationalistiske strømninger.

Frit Syssel! …eller hvad?

Afslutningsvist vil vi gerne adressere påstanden om, at UK efter Brexit har fået bedre muligheder for at fremme demokratisk styring af økonomien. National suverænitet betyder, at indbyggerne på papiret får mere at skulle have sagt. Men hvis omkostningen er, at der kan tales – og besluttes – om mindre, er fordelen begrænset.

“Demokratiske socialister har i vore dage to modstandere. For det første kapitalen og dens nyliberale politik og ideologi, og for det andet højrepopulismen, der breder sig som en pest i disse år i USA og Europa.”

Hvis Vendsyssel i morgen løsrev sig fra Danmark, slap vi nok for en masse love og regler fra København. Så kunne vi selv bestemme suverænt! Men i realiteten over meget lidt. Medmindre vi afvikler arbejdsdelingen med det øvrige Danmark, og det vil nok de færreste, vil vi være afhængig af ‘udenrigshandel’ og fremmede investorer, og her vil vor indflydelse være såre begrænset, fordi vor økonomi – dermed vor magt – er så lille. Vores reelle indflydelse på vores liv ville nok være betydeligt større, hvis vi nøjedes med at bestemme de lokale forhold selv (by- og regionsråd), og så sendte repræsentanter til Folketinget, således at hele Danmark kan forhandle økonomi, klima og meget mere.

Samme logik gælder forholdet mellem Danmark (eller UK) og EU. Det er sagt før, men skal alligevel siges igen: Grænseoverskridende problemer kan kun løses i grænseoverskridende fora. Det gælder også kapitalen. Formelt set kan et suverænt Danmark eller et suverænt Storbritannien godt erstatte kapitalistisk styring af økonomien med en mere demokratisk styring. Men gør vi det, især et lille land som Danmark, vil landet den næste dag være drænet for kapital, med økonomisk ruin til følge. Det eneste realistiske er at regulere kapitalen på europæisk niveau. Kun her kan det gøres, fordi EU’s samlede økonomi har en sådan volume, at det er muligt at sætte kapitalen stolen for døren, og at true den med repressalier. Men vil det blive gjort? Det kan ingen vide, for det afhænger af de fremtidige politiske (og økonomiske) styrkeforhold.

Det er selvfølgelig et argument for, at vi engagerer os helhjertet i kampene i EU. Derfor er vi modstandere af Tobias Clausens ønsker om en løsere tilknytning, selv om han dog ikke ikke – så vidt vi kan forstå – taler for udmeldelse. Det er trods alt lidt et fremskridt i Enhedslistens politik.

Om skribenten

Anders Lundkvist

Anders Lundkvist

Politisk økonom. Skriver også på hjemmesiden anderslundkvist.net Læs mere

Om skribenten

Poul Erik Pedersen

Poul Erik Pedersen

Læs mere

Om skribenten

Søren B. Andersen

Søren B. Andersen

Læs mere