Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
5. august. 2021

Byg bro mellem arbejderklassen og klimabevægelsen

En stærkere forbindelse mellem arbejderklassen og klimabevægelsen kan lægge det nødvendige pres på regeringen – og forhindre, at højrepopulismen udnytter den voksende vrede over krisen, skriver Jette Kromann.

Foto: Malcolm Sutton / Anton Moss
Denne artikel tager cirka 3 minutter at læse.

Information har lige bragt en artikelserie – AktivistAkademiet – med udveksling af erfaringer mellem gamle og unge aktivister. De unge blev bekræftet i, at de er ” skarpe”, og at der ”…måske ikke er grund til længere at være så høflig, og gå i gang med at besætte og være mere radikal.” Derudover gav generationsudvekslingen ikke nogen dybere erfaringsoverførsel. Serien rejste heller ikke strategiske spørgsmål.

Magt og modmagt i klimabevægelsen

Det første man må gøre sig helt klart er, at vi er oppe imod en lille herskende klasses store økonomiske magtinteresser, og at de bliver varetaget i kollektiv form af folketingets store flertal. Hvis vi er enige så langt, hvad er så den modmagt, som vil kunne stilles over for de kapitalistiske interesser, der varetages her? Det er tydeligvis ikke tilstrækkeligt med en dybt engageret, energisk ungdom bakket op af en folkelig opinion. Hvis der eksisterer sådan en progressiv modmagt, må den nødvendigvis inddrages i klimakampen (og alle andre progressive bevægelser). Det er hér, den historiske aktivist-erfaring kommer ind i billedet. For der er og har gennem hele kapitalismens historie eksisteret en sådan modmagt. Det er arbejderklassen. Den er jo – gennem sin daglige levering af arbejdskraft – selve forudsætningen for kapitalens eksistens.

“I den næste periode kan vi forvente klimatiltag, hvor regeringen vælter en betydelig økonomisk byrde over på arbejderbefolkningen – noget som vil ramme de fattigste hårdest.”

Hvis vi kan være enige om dét, tegner omridset af opgaven sig klart. Klimabevægelsen må bruge sin kreative energi på at henvende sig til alle typer af arbejdspladser. Arbejderne kunne opfordres til at oprette klimakomitéer på den enkelte arbejdsplads – og knytte dem sammen med klimabevægelsen i en demokratisk landsorganisation. Klimakomiteerne kunne afsløre klimaskadelig virksomhed på arbejdspladserne – der har netop været eksempler på dette i byggeriet i selv samme Informations spalter – med helt konkrete, offentliggjorte krav.

Klimabevægelsen kunne lave en central opsamling af disse afsløringer og krav – og derudfra stille dokumenterede, mere overordnede krav til regeringen om øjeblikkelig handling. Det er først og fremmest befolkningen, der skal være i fokus for bevægelsen, snarere end regeringen. Regeringen frygter den organiserede arbejderbefolkning og dens indflydelse på befolkningen langt mere end en bevægelses nok så velbegrundede lobbyistiske appeller.

Klimakamp mod højrepopulisme

En organisk, demokratisk forbindelse mellem klimabevægelsen og arbejdspladserne ville også have en yderst aktuel og central betydning: Nemlig som værn mod vækst i højrepopulismen. I den næste periode kan vi forvente klimatiltag, hvor regeringen vælter en betydelig økonomisk byrde over på arbejderbefolkningen – noget som vil ramme de fattigste hårdest.

“Radikalitet er ikke små grupper, der brænder noget af. Det er derimod at forene de mange i demokratisk kampenhed mod de fås udemokratiske magt.”

En alliance mellem klimabevægelsen, arbejdspladserne og de øvrige progressive bevægelser ville være en stærk modmagt mod sådan en reaktionær regerings politik, og ville desuden give vreden et progressivt udtryk. Det kan også give politisk styrke til at standse højrepopulismens reaktionære udnyttelse af netop denne vrede.

Det er afgørende i den kommende tid, at der bliver skabt enhed i kamp mellem alle progressive bevægelser. Det afgørende er ikke deres kravs forskellighed, men at de har en fælles modstander i regeringen. Sådan en enhed er en åben trussel mod enhver regering om, at den står til at miste sin legitimitet og den politiske kontrol over situationen. I særdeleshed hvis de forskellige progressive bevægelser udvikler fælles demokratiske aktionskomiteer på landsplan.

Radikalitet er ikke små grupper, der brænder noget af. Det er derimod at forene de mange i demokratisk kampenhed mod de fås udemokratiske magt.


Om skribenten

Jette Kromann

Jette Kromann

 Revolutionær marxist og bevægelsesaktiv bl.a. på antiracisme, det kurdiske folks befrielseskamp og kampen i fagbevægelsen. Læs mere