Carl Valentin til COP29

Jeg sidder på mit hotel i Baku – oliestaten Aserbajdsjans hovedstad.

Her lugter utrolig dårligt. Kloakken på vores hotel er gået i stykker, så det er vist alle værelser, der er ramt. Alligevel tænker jeg, at her trods alt ikke lugter helt så fælt som ude på COP’en. I hvert fald i overført betydning.
 
På klimatopmødet er den unikke kombination af stank fra olie og gylle nemlig ikke til at tage fejl af. Olielobbyen er massivt til stede – og ligeså er lobbyisterne fra landbrugsindustrien. Især på dag 2, hvor temaet er fødevareproduktion.

Lobbyisterne gør alt, hvad der står i deres magt, for at forhindre klimahandling – og i år har i hvert fald olielobbyisterne også stærk opbakning fra værtslandet. Noget af det første, vi får at vide i de papirer, vi har fået udleveret fra de danske embedsfolk, er nemlig, at svimlende 92 procent af Aserbajdjans eksportindtægter kommer fra olie og gas. For at sige det, som det er: Ikke det bedste udgangspunkt for et klimatopmøde.

Omvandrende jakkesæt

Når jeg står op om morgenen, tager jeg jakkesæt på.

Det er standard for de fleste af mine kolleger, men for mig er det alt andet end normalt. Jeg gør mig sjældent i den slags til hverdag, men har erkendt, at når jeg rejser med Folketinget, så er det det, jeg gør. De kulturelle koder rundt om i verden er så forskellige, og jeg vil så nødig være uhøflig. Og jeg vil jo også gerne have, at folk lytter til mig og tager mig seriøst. Så jeg har altså fundet det stiveste puds frem.
 
Da jeg kommer ind på COP’en er det tydeligt, at alle andre har gjort det samme. Titusindvis af mennesker farer rundt som gale i jakkesæt – med rygsæk på og med ens drikkedunke, vi har fået udleveret ved indgangen. Det virker skørt, at alle føler sig så travle og vigtige, tænker jeg, for det er jo de færreste, der for alvor har noget at skulle have sagt på COP’en. Men det er altså stemningen, og vi er en del af den.
 
Sammen med de syv andre danske folketingsmedlemmer render jeg rundt til møder med alt fra vigtige forhandlere, ungdomsdelegerede, udviklingsorganisationer og klimaaktivister til lobbyister fra Dansk Industri, Carlsberg og Landbrug & Fødevarer. Der er smæk på, og vi mærker virkelig stemningen af, at der sker noget vigtigt på den her COP. Noget, der har betydning for hele vores verden.

Det er virkelig unikt at få indblik i det diplomati og den helt vilde opgave, det er at skulle samle verdens lande om noget. Så jeg suger til mig. Og jeg kan mærke, at jeg er glad for, at jeg er taget med.

Oplægsholderi og landsforræderi

Ikke længe inde i klimatopmødet skal jeg holde oplæg. Vores skønne og servicemindede udvalgssekretær Mathias følger mig dertil, og jeg er spændt. En række grønne NGO’er har hørt om nogle af de tiltag, SF og jeg er lykkedes med at få igennem i Danmark for at fremme et mere plantebaseret fødevaresystem, og de vil gerne have mig til at fortælle om det.

Og tilfældighederne vil, at den grønne trepart, som jeg har forhandlet i månedsvis op til klimatopmødet, bliver offentliggjort under 24 timer inden mit oplæg. Så ikke bare kan jeg fortælle om, at vi i Danmark har lavet verdens første handlingsplan for plantebaserede fødevarer, jeg kan også fortælle, at vi investerer mere end 100 millioner euro i den danske Plantefond de næste fem år, gør fonden permanent og indfører verdens første CO₂-afgift på landbruget.
 
Hjemme i Danmark synes jeg jo, det er en god, men ikke perfekt, aftale. Men hernede er folk altså ved at tabe kæben over, hvad vi har opnået. Så stoltheden over vores sejre vokser i mig. Selvom det, vi laver i Danmark, kunne være så meget bedre, har vi trods alt også opnået noget, der kan inspirere andre.

Kort efter mit oplæg skal jeg videre til møde med nogle unge repræsentanter fra det globale syd. De andre danske folketingsmedlemmer er også med. Efter de unge har fortalt deres hjerteskærende historier om, hvordan de oplever klimakrisen på egen krop, spørger en af vores repræsentanter fra højrefløjen dem: ”Hvorfor I ikke bare udfaser jeres olie?”

Spørgsmålet bliver lynhurtigt returneret med: ”Hvorfor stopper I ikke bare med at købe den?”
 
Diskussionen bliver hård, men jeg kan mærke, at den er vigtig. Og efter vi også har holdt møde med vores moderate klimaminister om Danmarks prioriteter i forhandlingerne, kan jeg mærke, at jeg ikke er sikker på, at jeg holder med mit eget land i de forhandlinger her. Det globale syd har så meget at slås med, og vi i den rige del af verden har så ufatteligt mange ressourcer.

Der står ”PAY UP!” på et banner, nogle demonstranter fra verdens fattigste lande har lavet. Det er henvendt til os. Jeg tænker, at de har ret.

300 milliarder dollars

Da klimatopmødet er ved at lakke mod enden, er der ingen aftale endnu. Det er ikke første gang, der er tvivl om, om der overhovedet bliver en aftale.

Jeg hører nogle tale om, at der ikke må opstå et ”Copenhagen-moment” som henvisning til dengang i 2009, hvor COP’en blev holdt i Danmark og faldt fuldstændig til jorden. Dengang stod jeg uden foran og demonstrerede.

Men efter vi er landet i Danmark, lander der en aftale. 300 milliarder dollars skal verdens rige lande bidrage med hvert år fra 2035. Det er for lidt og for sent, og det er igen lykkes olieindustrien at få skrevet dens ansvar ud af papirerne. Det er nedslående, men at sammenbruddet udeblev, er en lettelse.
 
Jeg læser med interesse de mange iagttagere, der siger, at COP’en er forældet, og at der skal noget nyt til. Jeg tænker, at de nok har en pointe, men også at det ikke bare er formen, den er gal med. Vi har simpelthen endnu ikke erkendt, hvor offensive, vi skal være, hvis vi skal løse det her problem.
 
Jeg har lyttet, læst, lugtet og lært meget i denne uge. Men en følelse, der har siddet i mig i mange år, sidder nu blot i mig med ekstra styrke: Hvis vi vil løse klimakrisen, må vi tage magten fra de rige og lobbyisterne og gå til det her problem med den alvor og de midler, det kræver. Vi må tage ansvar for den verden, vi er så ufatteligt privilegerede at leve i og sætte fart på vores egen omstilling i Danmark, så vi kan inspirere resten af verden.

Der er ingen vej udenom.

Teksten er først udgivet 29. november på SF’s nyhedsbrev.