Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
4. februar. 2021

Centralasien i 2021: Skrøbelig fred og stabilokrati

Meget forventes at forblive det samme i de centralasiatiske lande, hvor Armenien og Aserbajdsjan har sluttet fred, og hvor mange lande holder fast i “stabilokrati” frem for demokrati.

Russiske fredsbevarende styrker patruljerer i Nagorno-Karabakh-regionen. Aserbajdsjan har foreløbigt trukket sig sejrrigt ud af den igangværende konflikt, hvor en yderst skrøbelig fred er kommet på plads. Foto: Jack Losh
Artiklen tager cirka 6 minutter at læse.

Meget forventes at forblive det samme i de centralasiatiske lande, hvor Armenien og Aserbajdsjan har sluttet fred, og hvor mange lande holder fast i “stabilokrati” frem for demokrati.


Af Søren Riishøj

2020 var et historisk år i Kaukasus-regionen. Det skyldes først og fremmest optøningen af Nagorno-Karabakh konflikten, hvor Aserbajdsjan gennemførte en militæraktion for at tilbageerobre de territorier, som gik tabt til Armenien i 1990’erne. Som Peter Leonard og Joshua Kucera skriver i en oversigt for Eurasianet, vil vi i løbet af 2021 formentlig kunne se konturerne af en ny, mere varig orden i Kaukasus-regionen.

Krig mellem Armenien og Aserbajdsjan

Umiddelbart ser det værst ud i Armenien. Det vil være et mirakel, hvis ministerpræsident Nikol Pashinyan skulle fastholde sin stilling. Hvis han som forventet må forlade embedet, bliver spørgsmålet om de værdier, som bar revolutionen i 2018 – bekæmpelse af korruption og fremme af demokrati – kan videreføres. Vil vi i stedet opleve en længere periode kendetegnet ved lav stabilitet og usikkerhed.

Aserbajdsjan vandt militært. Nu ligger der imidlertid en stor opgave med at rekonstruere og genbebo de regioner, som blev erobret under krigen. Vil det være muligt at få de nye beboere til at føle sig hjemme som aserbajdsjanere? Vil historien om Armeniens arrogance i Nagorno-Karabakh kunne fastholdes?

Covid smadrer turisme

Stort set alle lande i verden har været hårdt ramt af COVID-19 pandemien. Det gælder også for Centralasien, hvor turisterhvervet er dybt svækket, mens restauratører, Airbnb-værter og turistguider i særligt Georgien håber inderligt, at tiderne bliver ”normale”. Georgien oplevede i 2020 – som flere andre lande rundt om i verden – et parlamentsvalg, som taberne i oppositionen erklærede ufrit og unfair. Tilliden til landets politiske ledere har aldrig været høj i Georgien, det være sig før eller under regeringer ledet af Georgiens Drøm. At der i 2021 bliver ændret ved det, er ikke sandsynligt, og slet ikke i corona-tider. Landet er stærkt gældsat, har en af de højeste tal for gæld målt i forhold til nationalproduktet (BNP).

2021: Demokratisk usikre valg

Centralasien kan i 2021 se frem til et par valg, der ikke lover godt for demokratiet.

10. januar var der valg i Kirgisistan, nogle måneder efter den folkelige uro i oktober sidste år. Den tidligere premierminister, Sadyr Japarov sad op til parlamentsvalget i oktober 2020 i fængsel. Han var anklaget for kidnapning. Befolkningen skulle 10. januar ikke alene afgøre, hvem der skulle være præsident, og om Kirgisistan skulle have et parlamentarisk eller præsidentielt system. Blev det præsidentielt, ville landet måske vende tilbage til et ”strong man”- styre, sådan som det var tilfældet under den afsatte præsident Bakiyev. Et stort flertal i landet afviste et sådant superpræsident-styre med Japarov som ”strong man” præsident. Det betyder også, at parlamentet, der bliver valgt i oktober måned, vil have lav indflydelse.

Kazakhstan er som andre centralasiatiske lande et (semi)autoritært ”stabilitokrati” med en magtfuld sikkerhedstjeneste, restriktioner over for journalister og bestemte websites, samt brug af domstolene til politiske formål. Som Kirgisistan afholdt Kazakhstan valg 10. januar. Da Kassym-Jomart Tokaev i 2019 overtog præsidentposten efter sin livslange ven, Nursultan Nazarbayev, troede mange på forandring i demokratisk retning, måske i mildere udgave. Det var naivt. Det ledende parti Nur Otan vandt overbevisende med 72 pct. af stemmerne, men de reelle oppositionspartier boykottede valget. Corona-pandemien havde gjort det ekstra svært at skabe forandringer. Hvis olieprisen vender tilbage til sit gamle leje i 2021 i takt med vaccinationer, vil de økonomiske udsigter blive bedre, men det er ikke lykkes at diversificere økonomien, altså at gøre den mindre energi-afhængig.

Nogle havde håbet på en mere demokratisk udvikling i Kazakhstan, efter Kassym-Jomart Tokayev overtog præsidentposten fra sin tætte allierede, Nursultan Nazarbayev, i marts 2019. Indtil videre er der dog ikke noget, som tyder på andet end “business as usual” i landet. Foto: Eric Bridiers

Autoritære styrer og sejr over corona

Trods pandemien har Usbekistan i 2020 opnået økonomisk vækst på 1.5 pct., men fra et lavt udgangspunkt – og lavere end året før, hvor væksten var på 5.5 pct. Spørgsmålet er om Usbekistan, som ønsket i 2021, kan blive medlem af verdenshandelsorganisationen, WTO. I december 2020 fik landet observatørstatus i Den Eurasiske Union (EZEU), hvor Rusland er dominerende. Det forventes derfor, at Rusland i løbet af 2021 vil mindske de bureaukratiske forhindringer for indrejse for usbekisk arbejdskraft. Også et større privatiserings-program er i vente. Året 2021 slutter med et præsidentvalg, hvor den siddende præsident Shavkat Mirizioyev formentlig bliver genvalgt uden de store problemer. Der er med andre ord økonomiske ændringer forude, selvom der politisk næppe vil ske noget af betydning. Også Usbekistan vil satse på ‘stabilitokrati’, og selv om landets styreform måske ændres lidt, forbliver den autoritær.

“Lederne i Tadjikistan skildrer sjældent med at åbne landet op over for omverdenen. Præsident Emomali sluttede året af med at erklære sejr over COVID-19 pandemien.”

Lederne i Tadjikistan skildrer sjældent med at åbne landet op over for omverdenen. Præsident Emomali sluttede året af med at erklære sejr over COVID-19 pandemien. Det kunne i givet fald kun være opnået gennem at lukke landet helt af over for omverdenen. At påstanden fremsættes, skyldes formentlig en strategi for at få udlandet til at åbne op for arbejdskraft fra Tadjikistan. Penge (”remittances”) sendt fra arbejdere i udlandet vejer tungt i landets økonomi. Tadjikistan bærer på en tung gæld og er således med i den lange kø af lande, der ønsker henstand af lån. Det er svært at se, hvordan myndighederne i 2021 vil være i stand til på synlig vis at omskabe landet. Nogle iagttagere mener, at Rahmon i 2021 vil overdrage magten til sin søn, Rustam Emomali, der i dag er formand før parlamentets førstekammer og derudover borgmester i hovedstanden Dushanbe. Turkmenistan skal også have valg i 2021, i marts måned, med valget til Folkerådet (”Khalk Maslahaty”), en form for Senat.

Heller ikke i Turkmenistan skal vi vente de store forandringer. Oprettelsen af Folkerådet ses som en politisk manøvre for at sikre en ordnet overgang, den dag præsident Berkymukhademov ønsker at trække sig tilbage – eller som sin forgænger afgår ved døden, mens han har posten. Præsidenten finder hvert år på et nyt slogan. I år lyder det: ”Turkmenistan, Fredens og Tillidens Land”. Heller ikke her skal man dog forvente meget andet end nogle fyringer inden for politiet.

Trods corona og store forandringer, ser meget derfor ud til at forblive det samme i Centralasisen.


Om skribenten

Søren Riishøj

Søren Riishøj

Lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Tidligere medlem af Folketinget for SF (1981-1994).   Læs mere