Christian Braad Thomsen er død

Christian Braad Thomsen er gået bort, og jeg skylder ham et mindeord. Det bliver ikke et mindeord, der opsummerer hele Christians omfattende oeuvre eller for den sags skyld hans gang på venstrefløjen – dertil er jeg ikke kompetent – men et som tager udgangspunkt i vores fælles bestræbelser. 

Efter 9/11, da USA angreb Afghanistan, var Christian en af de få danske intellektuelle, som uforfærdet gik i rette med den amerikanske krigsførelse og langvarige de facto besættelse af landet. Christian manglede måske eksperternes specialviden og nuancer, når det angik udenrigspolitik, men efterplaprede ikke magten som mange andre. Først nogle år senere, da USA angreb Irak og konsekvenserne af den såkaldte krig mod terror blev tydeligere, blev det populært at slå på antikrigstrommerne. 

Af samme grund var Christian en af de første, som jeg rakte ud til, at da jeg i 2006 tog initiativ til at danne det venstreintellektuelle tidsskrift ”Det Ny Clarté.” Han kvitterede med at engagere sig i opstarten af tidsskriftet, inden det blev etableret, mens mange andre endnu kun havde kritiske bemærkninger til overs for projektet.

Christian bidrog med flere artikler gennem årene, og som redaktør satte jeg stor pris på at modtage hans skriverier. Både fordi jeg ønskede, at tidsskriftet udviklede en mere kulturel profil (noget der desværre aldrig helt lykkedes), men også fordi han skrev glimrende.

Parallelt med vores fælles bestræbelser lærte jeg Christian at kende. Jeg kan ikke påstå, at vi blev nære venner, men jeg besøgte ham adskillige gange i hans lejlighed, der lå skråt over Det Lille Teater. Der diskuterede vi verdens gang, film, musik osv. 

Christians og min kunstneriske smag var påfaldende ens. Først og fremmest var vi begge disciple af Bob Dylan. Christian havde ligefrem skrevet en bog om Dylan, og på nettet kan man også finde en 10-episoders podcast om Dylan, som han medvirkede i. 

Mønstret var det samme, når det angik film. Hvor andre fremhæver ”Citizen Kane” som Orson Welles’ bedste film, var vi ganske enige om, at den ære snarere tilfaldt ”Touch of Evil.” Vi var begge vilde med Hitchcocks ”Strangers on a Train”. Samt von Triers ”Idioterne” og ”Breaking the Waves”. I Christians bog ”Drømmefilm” finder I hans indsigtsfulde introduktioner til en række filmperler, men han har også skrevet adskillige bøger, hvor han mere indgående behandler særskilte instruktørers værk. 

Christian var også selv filmkunstner. Selvom jeg har til gode at se hele hans bagkatalog, var jeg blandt andet med, da han fremviste sin ”Blues for Montmartre” i Husets biograf i 2012. Det er en fantastisk dokumentarfilm om dengang, København var Europas jazzhjerte, ikke mindst fordi en række eksilerede amerikanske jazzmusikere på flugt fra racismen i det amerikanske samfund slog sig ned i byen. Det var før racisme også blev et politisk fænomen i Danmark. 

Hvad angik det sidste, var Christian i øvrigt en ivrig polemiker mod Dansk Folkepartis ideologiske bagland i skikkelse af Søren Krarup. Når højrefløjen foreslog tærklædeforbud, yndede Christian at hidkalde sig sin salige bondemor, der aldrig kunne forlade huset uden først at tildække håret med et tørklæde. 

Christian var uhyre produktiv og fik heldigvis sat et mindeværdigt punktum i 2015 med en film, som han arbejdede på i årevis, og havde haft i tankerne endnu længere, nemlig ”Fassbinder – at elske uden at kræve”. Christian havde i sin tid lært Fassbinder indgående at kende og rangerede ham på højde med sine øvrige idoler, Freud og Godard, Blixen og Inger Christensen. Som et lille kuriosum fortalte Christian mig, at den tyske byguerilla Rote Armé Fraktion efter hans bedste mening var opstået i kulisserne på en af Fassbinders mange filmproduktioner. 

Jeg mistede kontakt med Christian for en del år siden, bortset fra når jeg gik i vores fælles yndlingsbiograf, Grand Teatret. Der stødte jeg af og til ind i ham, og så fik vi en snak om den film, vi netop havde set, eller Det Danske Filminstituts uendelige dårskab, et af Christians yndlingsemner. 

Jeg flyttede snart til Kenya, og af samme grund fik vi ikke diskuteret hans holdning til #MeToo-bevægelsen. Her skiltes vores synspunkter. Christian var meget kritisk over for bevægelsen og forfægtede i den offentlige debat kunstens grænseoverskridende karakter og seksualitetens noget nær absolutte frihed.

Det lå i og for sig godt i tråd med meget af hans tidligere virke, samt ånden fra 1968, som han var et barn af, men jeg syntes, at han overså det nødvendige magtopgør, som bevægelsen banede vejen for – og at den havde noget nær samme ophav som han, om end den nok især står i gæld til 1970’ernes kvindebevægelse og feminisme.

Alt i alt vil jeg huske Christian som en myreflittig filmskaber og forfatter, en af de få, der virkelig gik i brechen for kunsten, en som ikke svigtede sine idealer eller sine standpunkter og som ganske frygtløs – nogle gange måske endda en smule for stædigt – forfægtede dem i den offentlige debat, også når det kostede.

Jeg kommer til at savne hans engagement, indsigter og generøsitet.