COP26 i Glasgow handler om at droppe fossile brændstoffer. Resten er bare røgslør

På sin vis er det en kompliceret sag at forhindre klimasammenbruddet. Men man kan også se det som en såre simpel ting: Lad de fossile brændstoffer blive liggende i jorden. De store armbevægelser og bombastiske taler, de højtravende løfter og de komplekse mekanismer, der bliver snakket om i disse dage i Glasgow – kommer i sidste ende til at løbe ud i sandet, hvis dét indlysende skridt ikke bliver taget.

Et nyligt udgivet studie i det akademiske tidsskrift Nature gav os 50 % sandsynlighed for at undgå at overskride den katastrofale 1,5 graders opvarmningstærskel, hvis vi ellers lader 89 % af kulreserverne, 58 % af oliereserverne og 59 % af naturgassen blive liggende. Hvis vi skal have bedre odds end 50/50, bliver vi nødt til nærmest at lade det hele ligge.

Vanviddet fortsætter i USA, Tyskland og Storbritannien

Alligevel ser de fleste regeringer med store brændstof-reserver ud til at fortsætte ned ad den gale vej. Den seneste FN-rapport om forskellen mellem hvad vi producerer, og hvad kloden rent faktisk kan holde til (The Production Gap, red.) viser, at de næste to årtier vil se et lille fald i kulproduktionen, mens olie- og gasproduktionen ser ud til at vokse. Alt andet vil kræve en radikalt ændret politisk kurs. Verdens regeringer vil planmæssigt udvinde 110 % flere fossile brændstoffer end det tilladte i forhold til, hvad de forpligtede sig på i Parisaftalen, hvor der tydeligt står, at man vil “begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader over det førindustrielle niveau.”

“De næste to årtier vil se et lille fald i kulproduktionen, mens olie- og gasproduktionen ser ud til at vokse. Alt andet vil kræve en radikalt ændret politisk kurs.”

Selv de lande, der bryster sig af at være foregangslande i den grønne omstilling, regner med at fortsætte boringerne. Den amerikanske præsident Joe Biden har lovet at sætte alle nye udvindinger af olie og gas i bero, når det drejer sig om offentlig jord og til søs. Det resulterede i søgsmål fra 14 overvejende Republikanske stater. Klimaaktivister har forsøgt at indvende, at Biden har mange andre redskaber i værktøjskassen, men han bukkede straks under for presset. Den amerikanske regering er nu gået i gang med at udbyde borerettigheder i farvandet ud for Alaska og Den Mexicanske Golf. Dermed har han udvist præcis den type svaghed, Republikanerne håbede at finde.

Tyskland har lovet at udfase dets kulproduktion i 2038 – i øvrigt alt for sent. Alligevel leder man stadig efter nye forekomster. For eksempel er byen Lützerath i Nordrhein-Westfalen – der ligger ovenpå en tyk åre af brunkul – lige nu ved at blive revet ned. Hvis Tyskland skulle efterleve sine egne udmeldinger, ville en mine i Lützerath skulle rives ned – før den kunne hente kul op på fuld kraft. Derfor må man enten antage, at den tyske regering er i gang med at rive huse og skove ned uden grund – eller at den tyske regering ikke har tænkt sig at holde, hvad den lover.

I Storbritannien fastholder regeringen sin plan om at maksimere den økonomiske gevinst ved olie og gasudvinding. Sidste år udbød man 113 nye tilladelser til udvinding af offshore-forekomster. Det er også stadig planen at fordoble mængden af fossile brændstoffer, der kan blive udvundet.

Mælkebøtteblade i Glasgow

Alle de taler, løfter og tryllefagter, der bliver kastet rundt i Glasgow i de her dage, er som mælkebøtteblade, der blæser i vinden, når man sammenholder det med de faktiske forhold i jernindustrien: Nye kulminer, olieboringer og gasledninger. Det er mineudvindinger og boringer, der faktisk betyder noget. Resten er et røgslør.

Der er selvfølgelig store penge i at flytte fokus. Oliefirmaerne har brugt millioner og atter millioner på reklamer, memes og filmspot, der skal overbevise os om deres nyfundne grønne farve. Men som den seneste rapport fra Det Internationale Energiagentur (IEA) viser, “brugte olie- og gasindustrien kun 1 % af sine kapitalinvesteringer på vedvarende energi.”

Siden Parisaftalen blev indgået i 2015, har de 60 største banker i verden hældt mere end 24.000 milliarder kroner i den fossile brændstofindustri. De rige lande forsøger at give Indien og Kina skylden for klimasammenbruddet, alt imens de stadig selv planlægger at opføre kulkraftværker. Samtidig kan 40 % af alle udledninger fra asiatiske kulkraftværker føres tilbage til amerikanske og europæiske investorer. Men selv hvis det gav mening at placere skyld ud fra landegrænser – en tåbelig forestilling i en verden, hvor kapitalens magt bevæger sig frit henover grænser – kan vi ikke løsrive os selv fra beslutningerneos selv fra beslutningerne.

Der er stort set ingen udvindinger af fossile brændstoffer, som ikke bliver finansieret af offentlige midler. I 2020 brugte verdens regeringer ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) 2.900 milliarder kroner på direkte støtte til den fossile brændstofindustri. IMF redegør også for de andre omkostninger ved industrien – forurening, ødelæggelse og klimakaos, og anslår den samlede regning til at være i omegnen af 36.000 milliarder kroner. Sådanne tal kan nærmest virke meningsløse: Penge kommer aldrig til at kunne værdisætte tabet af menneskeliv, for slet ikke at tale om udsigten til et verdensomspændende miljømæssigt kollaps. Ét ud af fem dødsfald anslås i en nylig opgørelse at skyldes forurening fra fossile brændstoffer.

Meningsløst at holde fossilindustrien i live

De offentlige pengekasser hælder fortsat svimlende summer i kul, olie og gas. De seneste tre år har G20-landenes regeringer i samarbejde med en række multinationale udviklingsbanker brugt 2,5 gange flere penge på fossile brændstoffer end på vedvarende energi-investeringer. Det er det glade vanvid. Ifølge en opgørelse bliver 93 % af verdens kulkraftværker skærmet fra det frie marked af særlige aftaler med regeringer samt fordelagtige tariffer. Storbritannien har fuldstændig fjernet beskatning på råolie for oliefirmaer. Det betyder, at landets oliefelter formentlig snart kommer til at blive en udgift snarere end en indtægtskilde. – Giver det mening?

“De seneste tre år har G20-landenes regeringer i samarbejde med en række multinationale udviklingsbanker brugt 2,5 gange flere penge på fossile brændstoffer end på vedvarende energi-investeringer. Det er det glade vanvid.”

Til sammenligning ville det kun koste omkring 1.000 milliarder kroner at opkøbe samtlige kulkraftværker på kloden og lukke dem. Det er en brøkdel af de penge, regeringerne bruger på at holde fossilindustrien i live. Gjorde man dét som led i en retfærdig overgang, kunne man endda skabe langt flere jobs, end der ville gå tabt i processen. Oil Change International har dokumenteret, at Storbritannien kunne skabe tre gange så mange arbejdspladser ved at investere i vedvarende energi, sammenlignet med antallet af nedlagte stillinger i olie- og gasindustrien.

Alt ved forholdet mellem verdens lande og den fossile brændstofindustri er perverst, åndssvagt og selvdestruktivt. Regeringerne sender os direkte på katastrofekurs for at tilfredsstille en beskidt branches bundlinje, der endda kun kommer en forsvindende lille del af menneskeheden til gode.

Det er gået op for mennesker i hele verden, der mobiliserer for at skabe forandring. Det er deres stemmer, der har brug for at blive hørt i Glasgow. En kampagne for at afvikle den fossile brændstofindustri er blevet underskrevet af tusindvis af forskere og mere end 100 Nobelprismodtagere. Europe Beyond Coal forbinder bevægelser på tværs af kontinenter i et forsøg på at stoppe nye miner – og at lukke de eksisterende. De fremsynede regeringer i Danmark og Costa Rica har stiftet Beyond Oil and Gas-alliancen. Den bør andre regeringer også presses til at tilslutte sig.

Så enkelt er det faktisk. Vi har allerede teknologien til at erstatte fossile brændstoffer. Og der er penge nok, selv om de bliver spildt på at ødelægge Jorden. Overgangen kunne endda klares på et par måneder, hvis regeringerne var klar til at sætte handling bag ordene. Det eneste, der står i vejen for at komme i mål, er en række forældede industrier, og de mennesker der tjener penge på at holde dem kørende. Det er dem, der skal smides på porten – nu. Fine hensigtserklæringer og komplekse afledningsmanøvrer i Glasgow tjener først og fremmest det ene formål: I stedet for at sætte skub under udviklingen, forsøger man at ødelægge den.

Oversat af Morten Hammeken for Solidaritet. Første gang bragt i The Guardian: The climate crisis is just another form of global oppression by the rich world. Bragt som del af klimasamarbejdet Covering Climate Now.