Coronakrisen – Hvordan magten blev centraliseret, mens jeg ingenting opdagede

Højrefløjen klagede sin nød over Mettes magtfuldkommenhed, og Men in Black demonstrerede og brændte dukker af på gaden. Den jævne dansker kan mene det ene og det andet, men altid med samme rungende spørgsmål i baghovedet:

Handlede Mette Frederiksen egentlig ikke bare, som vi alle ville have gjort i en lignende krisesituation? Var hendes hårde og vidtrækkende beslutninger ikke bare et eksempel på den handlekraft, som vi ellers altid synes, de danskere politikere mangler?

Nu skal jeg fortælle dig om centralisering på et så sofistikeret niveau, at selv spindoktoren Kasper Juul i TV-serien Borgen ville måbe. Sådan havde han alligevel ikke forestillet sig, at en statsminister kunne gebærde sig i dansk politik. Det kan alt sammen læses i udredningen ”Rapport om myndighedernes håndtering af covid-19-pandemiens første fase”.

AC, NOST, NOST+

Vi er tilbage ved corona-krisens begyndelse. Datoen er 27. februar 2020, og den første dansker er netop blevet smittet. Et krisemøde i regeringens sikkerhedsudvalg samme dag sætter gang i omfattende manøvrer, som bliver udgangspunktet for, hvor den afgørende politiske beslutningskraft bliver placeret henne.

Gjorde Mette Frederiksen da, som vi alle ville have gjort i en krisesituation? Svaret er nej.

Hun ændrede spillereglerne, så det passede til hendes eget spil. Her er hvorfor:

På daværende tidspunkt havde statsministeriet kun omkring 32 fuldmægtige ansat. Ressourcemæssigt er det ganske begrænset, når nye love og ordrer skal udfærdiges i en krise af den kaliber, som corona hurtigt blev til. Af den grund havde Mette Frederiksen og co. brug for at tilføre flere hænder; at udvide kapaciteten.

Den såkaldte AC-gruppe blev oprettet. Gruppen bestod af afdelingschefer fra de berørte ministerier – Sundheds- og Ældreministeriet, Justitsministeriet og Statsministeriet. De skulle rådgive og stå for koordineringen af information fra de forskellige styrelser og organer.

Det danske kriseberedskab – i daglig omtale NOST (National Operativ Stab) – blev ’opgraderet’ af en ny gruppe, kaldet NOST+, hvis medlemmer blev nøje udvalgt. Man kan kun gætte på af hvem. NOST+ skulle stå for strategier og koordinering af kriseberedskabet i mere praktisk forstand, for eksempel teststrategier, opsætning af testtelte og transport af medicinsk udstyr.

Halvanden måned inden corona-krisen kom departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen fra et lignende job i Justitsministeriet og havde gode kontakter. Justitsministeriet blev hevet ind som en mere central koordinerende rolle som Statsministeriets forlængede arm.

Mette Frederiksens krisestab udarbejdes

Disse tiltag gav Statsministeriet mange flere ressourcer at rykke rundt med. Ressourcer, der var bundet af Statsministeriet; uafhængig af den eksisterende struktur for krisesituationer i Danmark. Grupperne tjente Statsministeriets ordrer.

Dette viste sig i måden, hvorpå den eksisterende struktur blev undermineret. Sundheds- og Ældreministeriet, som egentlig skulle være det ansvarlige ministerium, blev fjernet fra ligningen. Magnus Heunicke må have været rasende. Eller lettet; det er trods alt ikke alle, der har lyst til at forbyde den danske befolkning kys, kram og fysisk nærvær – ved lov.

Chefen for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm blev brugt som afsender af den sundhedsfaglige rådgivning, der ifølge Statsministeriet lå til grund for den danske nedlukning 11. marts 2020. I virkeligheden var han ikke enig. I dag har Søren Brostrøm et andet job.

Statens Serum Institut – der på papiret er sideordnet med Sundhedsstyrelsen, men hvis kommunikation og rådgivning altid skal godkendes af Sundhedsstyrelsen – fik sit eget kommunikationsspor direkte til Statsministeriet og egne pladser i AC-gruppen og NOST+.

Dette fordi Serum Instituttets faglige rådgivning, modsat Sundhedsstyrelsen, var på linje med og støttede regeringens forsigtighedsprincip – hellere for mange forholdsregler end for få. Chefen Kåre Mølbak erstattede Søren Brostrøm som Statsministeriets primære rådgiver.

DC-gruppen

Kilder i udredningen melder om møder i en uofficiel gruppe, kaldet DC-gruppen, bestående af departementschefer, heraf navnet. Det var formentlig i denne snævre kreds af topembedsmænd, at beslutningen om nedlukningen blev truffet 11. marts. Ingen dokumenter tilknyttet de andre grupper og institutioner nævner planer om så drastiske tiltag, så dette er den eneste mulighed.

Derudover kan det nævnes, hvordan regeringen undergravede den struktur for håndtering af epidemier, der blev oprettet i 2007 i kølvandet på en omfattende influenza-krise, hvor regionale epidemi-kommissioner skulle være centrale aktører.

Epidemiloven af 11. marts 2020 overflødiggjorde bogstaveligt talt disse kommissioner og placerede beslutningskraften hos Sundheds- og Ældreministeriet i stedet – og dermed hos Mette Frederiksen.

Derudover bestemmer loven, at visse af sundhedsministerens beslutninger i forbindelse med større epidemier nu kan træffes udelukkende med rådgivning fra sundhedsfaglige myndigheder. Før skulle de sundhedsfaglige myndigheder indstille til beslutninger, før ministeren kunne træffe dem.

Derudover kan det også nævnes, hvordan virkelighedens Kasper Juul – Mette Frederiksens mest betroede rådgiver, Martin Rossen – allerede før krisen, som den eneste ikke-departementschef eller minister, havde plads i de to mest magtfulde udvalg i regeringen, Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget.

På få dage ændrede Mette Frederiksen og Statsministeriet altså den struktur af organer, institutioner og rollefordeling, der skulle have løst den danske corona-krise. Resultatet blev, at al beslutningskraften havnede i Statsministeriet. Måske er det fair nok, at landets øverste chef er involveret i så store krisesituationer.

Hvorfor sammenligner man ikke med enevældens centralisering af magt

Bevares.

Jeg siger ikke, at den form for centralisering, som Mette Frederiksen og co. præsterede, altid skal betragtes negativt. Størstedelen af verdens store udfordringer ville kunne blive løst med absolut magt til de rette personer.

Demokrati er som udgangspunkt en udfordring for stærk og handlekraftig politisk vilje, fordi der altid er nogen, der har indvendinger. Der er institutioner, strukturer og bureaukrati, der skal respekteres. Papirarbejde, der skal skrives under. Ideologier, værdier og moral.

Enevælde er ikke et reelt alternativ, og som Churchill sagde, er demokratiet den værste styreform – bortset fra alle de andre, man har prøvet.

Mette Frederiksen har alligevel på en overbevisende og sofistikeret måde vist, hvordan den centralisering af magt, der kendetegnede enevælden, kan inkorporeres i den politiske struktur i Danmark. Det kan man beundre eller lade være. Jeg har ikke besluttet mig endnu.

Det er en omdefinering af den måde, vi indtil videre har spillet spillet på. Du ændrer reglerne, hvis de ikke passer til dit spil. Tag den, Birgitte Nyborg. Virkeligheden har overgået fantasien.