Covid-19 og kapitalens kredsløb, del 1: Amerikanske tilstande

For at forstå en sygdom som Covid-19 ordentligt, må man gøre sig noget klart: Dens geografiske ophav er ikke kun Wuhan, men også London, New York og Hong Kong. 4 amerikanske forskere analyserer epidemier i en global, kapitalistisk verdensorden.

Oversat af Reinout Bosch. Redigeret af Morten Hammeken og Ole Bach

---

Af Rob Wallace, Alex Libman og Lius Fernando Chaves

COVID-19 sygdommen, som er den anden alvorligt akutte luftvejsvirus siden 2002, er nu officielt en pandemi. Siden slutningen af marts har hele byer været lukket ned, og én for én kastes hospitaler ud i et medicinsk kaos, der skyldes det stadigt stigende antal patienter.

Kina, hvor det første udbrud skete, trækker nu vejret lettere. Det gælder også for Sydkorea og Singapore. Europa – særligt Italien og Spanien, men også i stigende grad andre lande – bøjer allerede tidligt i udbruddet under for dødstallenes vægt. I Sydamerika og Afrika, hvor sygdomstilfælde først nu begynder at akkumulere, er forberedelserne bedre i nogle lande end i andre.

Amerikanske tilstande

I USA – et foregangsland, om end kun som det rigeste land i verdenshistorien – ser fremtiden dyster ud. Udbruddet er ikke berammet til at toppe i staterne før maj, men allerede nu slås sundhedspersonale og hospitalspatienter om adgangen til det svindende antal værnemidler. Sygeplejersker – der af Center for Disease Control and Prevention (CDC) rystende er blevet anbefalet at bruge bandager og halstørklæder som masker – har allerede erklæret, ”at systemet er dødsdømt.”

“Et epidemiologisk team forudsagde, at den bedste afbødnings-strategi til at udflade den forudsagte kurve af akkumulerede tilfælde, ville være at placere mennesker diagnosticeret med smitten i karantæne og sørge for, at de ældre holder social afstand. Dette ville stadig efterlade USA med 1.1 million døde”

Den amerikanske regering fortsætter i mellemtiden med at overbyde de forskellige delstater i anskaffelsen af standard hospitalsudstyr, som den har nægtet at købe til dem i første omgang. Regeringen i Washington har også bebudet, at den vil slå hårdt ned ved grænseovergangene, som en sundhedsmæssig sikkerhedsforanstaltning, mens virussen fortsætter sin raseren inde i landet.

Et epidemiologisk team ved Imperial College i London forudsagde, at den bedste afbødnings-strategi til at udflade den forudsagte kurve over akkumulerede tilfælde ville være at placere mennesker diagnosticeret med smitten i karantæne og sørge for, at de ældre holder social afstand. Dette ville stadig efterlade USA med 1,1 million døde og en sygdomsbyrde otte gange større end det totale antal sengepladser.

Sygdomsafbødningen, der har til formål at standse udbruddet, ville skubbe den offentlige sundhed yderligere i retning af en løsning med karantæne (også af familiemedlemmer) efter kinesisk forbillede, samt at holde fysisk afstand, hvilket inkluderer lukningen af institutioner. Det ville bringe USA ned på et projiceret dødstal i omegnen af 200.000.

Imperial College-forskerne forventer, at en succesfuld sygdomsafbødnings-kampagne vil skulle fortsætte i mindst 18 måneder, hvilket vil bidrage til en sammentrækning af økonomien og nedskæringer i de offentlige services. Holdet foreslog at balancere kravene til sygdomskontrol med økonomiske hensyn, ved at skifte ind og ud af samfundskarantæne, proportionelt med hvor mange sengepladser der blev optaget.

Afbødningsargumentet

Andre modeller tegner et andet billede. En gruppe anført af Nassim Taleb, forfatteren til bogen Black Swan, erklærede, at Imperial College-modellen ikke medregner opsøgningen af smittekæder og dør-til-dør overvågning. Deres modargument overser det forhold, at udbruddet har overskredet mange regeringers vilje til at gennemføre den form for ‘cordon sanitaire’ (fysisk karantæne med henblik på at stoppe bl.a. sygdomme, red.). Først når udbruddet er på tilbagetog, vil vi i mange lande se sådanne tiltag blive gennemført, forhåbentlig med velfungerende og nøjagtige tests på plads. Som én person satirisk bemærkede på Twitter: ”Coronavirussen er for radikal. USA har brug for en mere moderat virus, som vi kan besvare gradvist.”

Taleb-fløjen hæfter sig ved Imperial College-folkenes afvisning af at undersøge, under hvilke forhold virussen kan drives til at uddø. En sådan udryddelse betyder ikke at ramme nul tilfælde, men derimod tilstrækkeligt meget isolation til, at enkelttilfælde ikke risikerer at starte nye smittekæder. Kun 5 procent af de udsatte personer, som var i kontakt med et sygdomstilfælde i Kina, blev selv syge efterfølgende. Talebs team foretrækker Kinas afbødningsprogram, hvor alt sættes ind hurtigt nok til at udrydde udbruddet – uden at ende i en marathon-dans, hvor der veksles mellem sygdomsinddæmning og sikring af økonomien gennem et tilstrækkeligt udbud af arbejdskraft. Ud fra den logik sørger Kinas stramme, ressourcekrævende tilgang for, at landets befolkning ikke skal igennem månedlange – eller måske årelange – indhegninger, som Imperial-folkene anbefaler andre lande at være med i.

Brandslukning kræver regulering

Rodrick Wallace ønsker her at vende de herskende krisemodeller fuldkommen på hovedet. Krisemodeller – om end nødvendige – overser, hvor og hvornår man skal starte. Strukturelle årsager er nemlig i lige så høj grad en del af krisen. Der er derfor brug for at tænke i strukturelle løsninger, hvis vi skal finde ud af, hvordan vi bedst svarer på krisen, når vi skal kigge længere frem end bare til at genstarte den økonomi, der var skyld i pandemien i første omgang.

”Hvis brandmænd får de nødvendige ressourcer,” skriver Wallace, “kan de under normale forhold begrænse brande til at kræve et minimum af ofre og skader på ejendom. Denne begrænsning afhænger imidlertid af et langt mindre romantisk, men ikke desto mindre heroisk foretagende: Den vedholdende, bagvedliggende regulering, som begrænser bygningsfare ved at udvikle og håndhæve regler for brandsikkerhed, som samtidig sørger for, at ressourcer til brandvæsen, sanitet og bygningsvedligehold er fordelt på alle niveauer efter behov. De bagvedliggende forhold er også afgørende, når det kommer til pandemier, og den nuværende politiske struktur – som giver multinationale landbrugsvirksomheder frit spil til at snuppe profitten, mens omkostningerne bliver lagt over på fællesskabets hænder – må underlægges en række stramme krav, som kan lægge de udgifter tilbage på deres landbrugsvirksomhedernes skuldre. Det er den eneste måde at forhindre dødelige pandemier på i fremtiden.”

Problemets kerne

Den fejlslagne reaktion på virusudbruddet startede ikke i december måned, hvor lande i hele verden ikke formåede at reagere på udbruddet, efter COVID-19 slap ud af Wuhan. I USA startede det f.eks. heller ikke, da Donald Trump opløste CDC’s (Center for Disease Control, red.) epidemi-team, og lod syvhundrede stillinger stå ledige i den nationale sundhedsstyrelse. Det startede heller ikke med, at den føderale regering ikke formåede at handle på en pandemi-simulation, der viste, at landet var uforberedt.

Ej heller startede det, da – som Reuters udtrykte det i en overskrift – USA ”nedlagde sundhedsstyrelsens ekspertorgan i Kina, måneder før virussen brød ud”, selv om manglen på en direkte kontakt med en amerikansk ekspert i Kina, helt sikkert har svækket den amerikanske reaktion. Og det var heller ikke den uheldige beslutning om ikke at bruge det tilgængelige testudstyr, som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) havde sørget for. Lagt sammen vil de forsinkelser i informationsflowet og den totalt fejlslagne testning selvfølgelig være skyld i mange, måske tusinder, af mistede liv.

Nej, kimen til disse fiaskoer blev faktisk sået for mange årtier siden, da man på én gang forsømte de offentlige sundhedssystemer, og samtidig gjorde dem til profitmarkeder. Et land grebet af en individualiseret, just-in-time-tilgang til epidemiologi, som – totalt selvmodsigende – knap nok råder over hospitalssenge og udstyr nok til almindelige operationer, er som udgangspunkt ude af stand til at mobilisere de fornødne ressourcer til at kunne afbøde noget som helst efter ‘kinesisk forbillede’.

Som en mere politisk reflekteret opfølgning på Talebs pointe om forskellige strategiske modeller, bruger sygdomsøkologen Luis Fernando Chaves de dialektiske biologer, Richard Levins og Richard Lewontin til at erklære sig enig i at dét, at ”lade tallene tale” kun skjuler alle de antagelser, der er inkluderet på forhånd. Modeller som dén, der er blevet udarbejdet i Imperial College-undersøgelsen, begrænser nemlig analysens omfang til kun at kunne forstås inden for en meget snæver ramme af spørgsmål, der kun kan besvares inden for den herskende sociale orden. De er i sagens natur ikke i stand til opfatte problemet med de bredere markedskræfter, som er drivkraften bag den her type udbrud, og for den sags skyld heller ikke de politiske beslutninger, der ligger bag indgreb.

Den type fremskrivninger gør mere eller mindre ubevidst sundhed til et sekundært mål, ikke mindst for de mange tusinde der er i de mest udsatte risikogrupper for at dø, i en sådan balancering mellem sygdomskontrol og økonomiske interesser. Den Michel Foucault-agtige forestilling om en stat, der handler mod sin egen befolkning for at beskytte sine egne interesser, er egentlig bare en ny, lidt mere pænt indpakket udgave af den malthusianske (efter Thomas Malthus (1766-1834), engelsk økonom, som så befolkningsvækst som et stort problem, red.) ‘flokimmunitets-strategi’, som Storbritanniens konservative regering og også Nederlandene har foreslået. I det scenarie skal virussen bare have lov til at løbe løbsk i befolkningen uforstyrret. Der er ikke meget evidens – ud over et ideologisk håb – for, at flokimmunitet vil stoppe en pandemi. Virussen kan sagtens mutere sig ud over et sådant ‘immunitetstæppe’.

Indgriben

Hvad burde gøres i stedet? For det første må vi forstå, at den rigtige respons på krisen stadig vil indebære en diskussion af nødvendighed over for risiko. USA bør nationalisere hospitalerne, ligesom Spanien gjorde som svar på udbruddet. Derudover skal der sættes skub under testningen efter senegalesisk forbillede. Lægemidlerne skal socialiseres. Vi bør sørge for mest mulig beskyttelse af hospitalsmedarbejderne, så vi kan nedbringe de ansattes sygemeldinger. Vi skal sikre retten til, at ventilatorer og andet medicinsk udstyr kan repareres. Vi bør påbegynde masseproduktionen af anti-virale cocktails såsom Remdesivir og gammeldags antimalaria-medicin som chloroquine (og andre typer medicin der ser lovende ud) – mens vi foretager kliniske tests af, om de faktisk virker uden for laboratoriet. Et planlægningssystem bør iværksættes, som kan (1) tvinge virksomheder til at producere de nødvendige ventilationsapparater og værnemidler, der er behov for til sundhedspersonalet, og (2) prioritere omfordelingen til de områder, hvor der er størst behov.

“… der [er] ikke blevet gjort meget for at besvare det mest indlysende spørgsmål: Hvordan opnåede fødevaresektoren for salg af sjældne dyr en placering, hvor den kunne sælge sine varer side om side med mere traditionelle husdyr på det største marked i millionbyen Wuhan? Dyrene blev ikke solgt fra et bagagerum i en bil eller i en mørk gyde.”

Derefter skal der etableres et massivt pandemi-korps, som kan forsyne den arbejdsstyrke – lige fra forskning til omsorgssektoren – der indgår i arbejdet med hjælp i det omfang, som virussen (og andre, senere sygdomme) kræver af os. Behovet for sengepladser, ansatte og udstyr må sammenholdes med antallet af nye smittede, så afbødningen kan danne bro mellem det nuværende misforhold.

Med andre ord: Vi skal ikke blot acceptere ideen om at skulle overleve COVID-19s igangværende angreb, for så senere at gå tilbage til at overvåge smittede og isolere tilfælde for at få udbruddet under kontrol. Vi må i stedet hyre tilstrækkeligt med mennesker til, at vi kan identificere COVID-19-tilfælde hjem-for-hjem, og de folk skal udstyres det nødvendige udstyr, herunder tilstrækkeligt med masker. I samme ombæring må vi skille os af med den samfundsindretning, der drejer sig om udbytning; lige fra ublu udlejere til de aggressive sanktioner mod andre lande. Kun på den måde kan folk overleve både sygdommen og kuren.

Indtil et sådan program kan påbegyndes, er størstedelen af befolkningen imidlertid blevet overladt til sig selv. Til trods for at vedvarende pres på genstridige regeringer er en nødvendighed, bør almindelige mennesker – der er i stand til det – slutte sig til nyoprettede hjælpegrupper og nabolags-brigader. Det er en stolt, men efterhånden glemt proletarisk organiseringstraditions ånd gennem de seneste 150 år. Alt sundhedspersonale som fagforeningerne kan undvære, bør uddanne disse grupper i at forhindre, at virussen spredes gennem sådanne godhjertede initiativer. Denne insisteren på at indtænke virussens strukturelle begyndelse i nødberedskabet, giver os et redskab til at evaluere alle tiltag, som bestræber sig på at sætte mennesker før profit.

Fra opland til verdensscenen

En af de mange farer består i at normalisere det fuldkomment sindssyge, der sker i øjeblikket. Vi bør holde fast i det chok vi fik, da vi forstod, at endnu en SARS-virus var brudt ud af sit vildt-habitat, og inden for otte uger havde spredt sig ud over det meste af menneskeheden. Virussen opstod ved sidste led i en regional, eksotisk fødevare-forsyningslinje, hvilket satte en menneske-smittekæde i gang i en anden del af den kinesiske by, Wuhan. Derfra spredte udbruddet sig lokalt og hoppede ombord på flyrejser, der tog smitten med rundt på kloden, båret frem af et tætvævet net af rejseforbindelser og ned ad en rangstige fra større til mindre byer.

Ud over at beskrive dyremarkedet med de typisk orientalistiske (andetgørelsen af arabiske og til dels asiatiske mennesker som særligt eksotiske kulturer, red.) vendinger, er der ikke blevet gjort meget for at besvare det mest indlysende spørgsmål: Hvordan opnåede fødevaresektoren for salg af sjældne dyr en status som gjorde, at den kunne sælge sine varer side om side med mere traditionelle husdyr på det største marked i millionbyen Wuhan? Dyrene blev ikke solgt fra et bagagerum i en bil eller i en mørk gyde. Tænk over, hvilke tilladelser og afdrag (og mængden af deregulering af markedet), som har været involveret. Vildtlivs-industrien er i endnu højere grad end fiskeindustrien blevet en formaliseret sektor, som i stadig stigende grad er blevet kapitaliseret af de samme bagmænd, som står bag industriel fødevareproduktion. Selv om størrelsesordenen ikke er den samme, når det kommer til produktionen, er forskellen mellem disse blevet noget sløret.

Den overlappende, økonomiske geografi spreder sig fra markedet i Wuhan ud til områdets opland, hvor eksotisk og traditionel mad bliver opdrættet på steder på grænsen til vildnis. Når den industrielle produktion trænger ind på de sidste store skovområder, må vildt-producenterne samtidig trænge stadig dybere ind på disse territorier for at opdrætte de dyr, eller jage iblandt de sidste, vilde dyrebestande. På den må finder selv de mest sjældne sygdomme – i dette tilfælde den flagermusbårne SARS-2 – vej til lastbilens lad, enten via husdyr eller den arbejdskraft, som håndterer den. På den måde kommer sygdommen fra de lokale prdouktions-kredsløb ind på verdensscenen.

Infiltrering

Det er værd at uddybe sammenhængen, både for at vi kan planlægge frem i tiden under det igangværende udbrud, og for at give os en forståelse for, hvordan menneskeheden trængte sig selv op i den her krog i første omgang.

Nogle sygdomme springer direkte ud af fødevareproduktionen. Madbårne bakterier som salmonella og campylobacter er blandt de mest nævneværdige. Men mange andre, såsom COVID-19, kommer snarere fra den kapitalistiske produktions ydergrænser. Faktisk stammer mindst 60 procent af nye, menneskelige sygdomme fra vilde dyr, som spreder sig fra vilde områder til lokalsamfund, hvorfra de bevæger sig videre ud i verden.

Nogle af de fremmeste forskere på økosundhedsområdet – hvoraf nogle bliver delvist betalt af bl.a. Colgate-Palmolive og Johnson & Johnson, som er nogle af drivkræfterne i den brutale skovrydning verden over – har lavet et verdensomspændende kort, som kortlægger tidligere sygdomsudbrud tilbage til 1940. der antyder, hvor nye sygdomme sandsynligvis vil opstå i fremtiden. Jo varmere farver på kortet, jo mere sandsynligt er det, at en ny sygdom vil opstå.

Men ved at forvirre sådanne absolutte geografier, misser det kort – som er skrigende rødt i Kina, Indien, Indonesien og dele af Sydamerika og Afrika – en vigtig pointe. Et isoleret fokus på udbrudsområder ignorerer nemlig de forhold, der skabes af globale, økonomiske aktører, som former epidemiologien. Den kapitalinteresse, som understøtter netop denne udvikling – og produktionsskabte forandringer i brugen af land, og sygdommes opståen i ‘underudviklede’ dele af verden, belønner nemlig en tendens til at lægge ansvaret for udbrud over på oprindelige befolkninger og deres ‘ulækre’, kulturelle vaner. Tilberedning af vildtkød og hjemmebegravelser er to kulturelle skikke, der får meget af skylden for nye sygdommes opståen. Hvis man i stedet kigger på geografien som relationbåret, ser vi derimod, at steder som New York, London og Hong Kong – centre for den globale kapital – bliver tre af de største brændpunkter for sygdomme.

Udbrudszoner er heller ikke længere organiseret som traditionelle enheder. Den ulige, økologiske udveksling, som flytter de værste konsekvenser ved industrielt landbrug over på det globale syd, har bevæget sig væk fra kun at dræne områder for naturressourcer via en statslig imperialisme. I stedet er der opstået nye industrier i forskellige størrelser og på tværs af industrier. Landbrugs-virksomhederne kommer i stedet med nye idéer til, hvordan udbytningen kan ske i fragmenterede netværk, som ikke er bundet op på landegrænser, men som i forskelligt omfang udbytter befolkningens jord. Eksempelvis har en række multinationale ‘sojabønne-republikker’ spredt sig på tværs af Bolivia, Paraguay, Argentina og Brasilien. Denne nye ‘geografi’ har sin helt egen opbygning af virksomhedsstruktur, kapitalisering, udlicitering, leasing og sammenlægning af landområder på tværs af grænser. Ved at hoppe uden om de nationalstatslige grænser, kan disse ‘vare-lande’ slå rødder på tværs af såvel politiske som økologiske grænser. I processen skaber de nye sygdomme.

Fra lokale sygdomme til globale pandemier

Trods det generelle demografisk skifte i befolkningerne, fra vareproducerende landområder til byernes slum, der fortsætter kloden over i dag, overser diskussionen om opdelingen mellem land og by – som er omdrejningspunktet i mange diskussioner om fremkomsten af sygdomme – landlig arbejdskraft og den store vækst i mindre landsbyer og små ‘mellembyer’ (Zwischenstadt, red.). Mike Davis og andre har identificeret, hvordan disse nye, urbaniserede landskaber både fungerer som lokale markeder og regionale kraftcentre, som globale landbrugsvarer strømmer igennem. Nogle steder taler man endda om ”post-agrikulturelle samfund”. Derfor er den dynamik, som udspringer fra sygdomme i skovene, ikke længere begrænset til det lokale område. De sygdomme der følger med, er også blevet til en del af det forhold mellem sygdomme og kapital, som fører dem på tværs af tid og rum. En SARS-virus kan pludselig springe på mennesker i de store byer, blot få dage efter at den forlod sin flagermus-grotte.

Økosystemer, hvor den slags vilde virusser delvist blev holdt nede af tropeskovenes komplekse og spraglede økosystem, er på drastisk vis blevet ensrettet. Det skyldes dels den profitdrevne skovrydning, og dels den ‘periurbane’ (områder mellem by og landdistriker, red.) udvikling, hvor et veludviklet, offentligt sundhedssystem og hygiejniske forhold ofte er en mangelvare.

Mens mange skov-sygdomme derfor dør ud sammen med deres truede værtsarter, er en lang række under-infektioner, som tidligere døde ud i lukkede skovsystemer, nu begyndt at sprede sig på tværs af de modtagelige menneskebefolkninger. Menneskers sårbarhed over for infektioner bliver ofte forstærket af at bo i byer ramt af nedskæringer og manglende regulering. Selv stillet over for effektive vacciner, er de udbrud man ser nu om dage kendetegnet ved at have større rækkevide, vare længere tid og sprede sig med et større momentum. Hvad der en gang resulterede i lokale sygdomsudbrud, bliver nu potentielt verdensomspændende epidemier, som rejser langs det globale handels- og rejsenetværk.

Gennem denne forskydning, som er sket på grund af de ændrede miljømæssige forhold, har velkendte sygdomme som Ebola, Zika, malaria og gul feber – der ikke tidligere har muteret i særlig stor grad – taget en skarp drejning i retning af at blive regionale farer. De er gået fra indimellem at springe til fjerntliggende landsbybeboere, til at smitte tusinder i hovedstadsbyer. I en lidt anden økologisk boldgade oplever selv vilde dyr, der vanligvis er langtids-sygdomsbærere – at blive udsat. Eksempelvis er oprindelige vestaber – der er modtagelige over for gul feber (som de har været udsat for i mindst hundrede år) – begyndt at miste deres flokimmunitet, og dør nu i hundredtusindvis.

---

Fortsættes næste onsdag.

Oversat fra engelsk. Læs den oprindelige artikel her: COVID-19 and Circuits of Capital

---

Rob Wallace er evolutionær epidemolog, der har været rådgiver for FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation og ’Center for Disease Control and Prevention’ under den amerikanske sundhedsstyrelse.

Alex Libman er PHD studerende i samfundsgeografi ved Rutgers Universitetet med en kandidatgrad i landbrugsstudier fra Minnesota Universitet.

Luis Fernando Chaves er sygdomsøkolog og var senior researcher ved det costa ricanske Institut for Forskning og Undervisning inden for ernæring og sundhed i Tres Rios, Costa Rica.

Rodrick Wallace er forsker ved New York State psykiatriske institut under Colombia Universitetet.