Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
19. juni. 2019

Cuba og Danmark ligner hinanden – og så alligevel!

Ole Bach tegner et personligt portræt af Cuba.

Foto: Lars Kamp Mortensen

Ole Bach var sidste sommer i Cuba i to måneder. Ovenpå hans syvende rejse i landet slog det ham; Cuba og Danmark minder om hinanden, og er på mange måder næsten look-alikes. Han tegner her et personligt portræt af landet.


Af Ole Bach

Jeg har ellers fået tudet ørerne fulde af den modsatte opfattelse: Cuba er et helt anderledes land end Danmark. Det udlægges typisk som et historisk museum over kommunismen, som ikke har ændret sig i 60 år under Castro-brødrene. Cuba og Danmark bliver på den måde ofte beskrevet som nat og dag.

Men altså, hør nu lige her:

Både Danmark og Cuba har en velfærdsmodel, som sikrer folk gratis sundhed og uddannelse. Meget få danskere og cubanere sulter. Mens vi danskere holdes oppe af et sikkerhedsnet i form af bl.a. kontanthjælpen, sikres cubanere med ’la libretta’, den lille madbog, hvor ca. 125 basisfødevarer som ris, bønner, æg, mælk, kød tilbydes til billige priser, lidt som rationeringsbogen under 2. verdenskrig.

Nøjagtig som i Danmark, uddanner cubanere, som min hustrus familie og venner, sig til alt muligt – lærere, museumsfolk, hotelansatte, bygningsarbejdere, revisorer. De gifter sig og bliver skilt for et godt eller ondt ord, præcis som herhjemme. Hvor hver anden dansk familie eller par bliver skilt (42 procent), slår cubanerne os med en af verdens højeste skilsmisse-procenter på ca. 60 %. Men vi forfølger fortsat drømmen om den store kærlighed; hurtigt ind i et nyt forhold og så ser vi, hvad der sker.

Et Cuba under forandring

Cuba og Danmark ændrer sig i disse år – men Cuba mest. Den cubanske stat besluttede i 2011, at næsten hver 10. ansat i den statslige sektor – 400.000 – skulle fyres og omstilles til kooperativer og private virksomheder. Staten beskæftigede 3 ud af 4 i arbejdsstyrken, nu skal færre end 2 ud af 3 lønnes af staten. ’Privatiseringen’ skal øge produktivitet og dynamik i cubansk økonomi. Især nu hvor USA’s økonomiske blokade skærpes af Trump for regimeskifte i Cuba og Venezuela.

Min svigermor Martha er lærer på 27. år, og får 450 pesos cubanos, ca. 125 kr. om måneden. Vores genbo Darito i en rolig gade i Trinidad er også lærer på 7. år og tjener 425 pesos. Han ville høre, hvad vi tjener i Danmark, men blev rystet og fik store øjne – tjener du som journalist på nedsat arbejdstid i en fagforening virkelig 85.000 pesos hver måned?!  Så må du og danske lærere jo være millionærer, eller hva’?

Tag med på rejsen ”Cuba på vej… men hvorhen?”
Fra 4. – 22. oktober kan du komme med Dansk-Cubansk Forening på tur rundt i Cuba. Artiklens forfatter er selv rejseleder på turen.

  • Turen byder bl.a. på besøg på 18 arbejdspladser, skoler, projekter samt familier, og rig mulighed for at tale med cubanere i 6 forskellige byer.
  • Der vil også være mulighed for at se, hvad det cubanske samfund gør for at løse klima- og miljø-udfordringer, tackle dobbeltvalutaerne og ulighed, samt udvikle folkemagt og socialisme.
  • Dansk-Cubansk Forening arrangerer desuden en rejse i marts – april 2020, med overskriften “Hvad gør Cuba og cubanerne under øget pres fra Trump’s USA.”
  • Læs mere på foreningens hjemmeside her, eller tilmeld dig rejserne her:

Forskelle og ligheder

Når vi taler om den økonomiske model, er der selvfølgelig en verden til forskel på det socialistiske Cuba og det kapitalistiske velfærdssamfund Danmark. Men ellers er det slående, hvor meget Cuba og Danmark har af fælles træk: Grønne landbrugssamfund omgivet af hav; folk der kan li’ at grine, drikke og tage gas på hinanden; hygge sig med at snakke, spille og se sport i fjernsyn. Begge landes befolkninger går meget op i sport – vi danskere i fodbold, tennis og håndbold; cubanere i baseball, boksning og nu også fodbold, med tæt tv-dækning af VM, Barcelona- og Real Madrid-kampe. Gratis uddannelse og sundhedsvæsen er mere eller mindre det samme for cubanere og danskere. Og både Cuba og Danmark (Grønland) har en amerikansk militærbase – hhv. i Guantanamo Bay og i Thule på Grønland.

Ole Bach finder det slående, hvor meget folk i Cuba og Danmark ligner hinanden; de kan lide “at grine, drikke og tage gas på hinanden; hygge sig med at snakke, spille og se sport i fjernsyn”. Foto: Lars Kamp Mortensen .

Sladrebænkene

I løbet af de mange samtaler med næsten 250 cubanere fra 16. juni til 10. august især i Trinidad, gik jeg mere og mere til cubanerne med direkte spørgsmål, som kørte rundt i mit hoved i en stadig undren – hvordan hænger jeres liv sammen, og hvad sker der med det cubanske samfunds ændringer i disse år…?

Det giver masser af hverdagsindtryk og snakker at sidde på sladrebænken foran naboens hus, spise morgenmad, læse Leonardo Paduras mesterværk “Manden der elskede hunde”, glo og falde i snak med naboer og gadens mylder af højtråbende sælgere og mennesker på vej forbi. – ‘Hvad læser du. Vil du købe brød, æg eller hvidløg. Hvor kommer du fra, hvilket sprog taler du? Hvad synes du om Cuba?’                       

Jeg har nydt at sætte mig på mange sladrebænke foran Trinidad-huse og falde i snak:

– Det her okkergule hus blev bygget af min familie for 150 år siden, her har jeg boet hele mit liv. Jeg kender alle i gaden. Min datter bor og er gift i Spanien.

På et gadehjørne står to mænd og sælger en snes mangofrugter, fint stablet. Den ene med briller og sort klap for højre øje:

– Min og familiens økonomi brød sammen, da min øjensygdom blev så alvorlig, at jeg ikke kunne undervise i marxistisk økonomi i gymnasiet. Jeg blev afskediget et halvt år før min pension, så nu skal vi leve af det halve beløb. Derfor sælger jeg mango – vil du ha’ to for 10 pesos?

Miguelina faldt ved sin arbejdsplads og brækkede arm og skulder tre steder. Nu har hun måttet klare sig i syv måneder på sygedagpenge, der bare er halvdelen af lønnen. Men genoptræningen hjælpes af daglig, gratis fysioterapi.

Gadelivet

Sladrebænke, stole og plastkasser gør god nytte, når spillebordet eller en træplade samler især mænd i gaden til højtråbende domino eller kortspil til ud på aftenen. De flankeres af børn, øl, rom, musik og kanariefugle i bure rundt om sig. Hyggen breder sig meget mere mellem folk i gaden, end vi oplever i danske boligkvarterer. Naboer, familie og venner skiftes til at spille domino ved bordene, mens snakken går.

Men der bliver lidt stille, når jeg spørger: – Hvorfor spiller så få kvinder med, kan de ikke li’ domino? Eller vil de hellere hygge sig med at lave mad, vaske tøj, passe børn og gøre rent?

Pludselig kan gadelamper og strøm i husene sætte ud, eller vandet svigter i flere timer. Så hjælper naboer hinanden med stearinlys, lygter og vandspande mellem husene. Bragende tordenvejr med styrtregn kan gøre nytte i gaden. To unge kvinder og et par børn i badedragter stillede sig under vandstrålerne fra hustaget og tog et grine-hvinende brusebad.

Cubanske mænd i alle aldre samler sig ofte i gaderne for at spille domino. På spørgsmålet om, hvor kvinderne er henne, bliver der dog stille. Foto: Wiki Commons

Miljøsvineri

I sommerens hedebølge var det en fryd at fylde vores anden genbo, Redacme’s lastbil-taxa med 15-17 børn og voksne, mad, vand, øl og hund og køre ud til stranden ved Playa Ancon eller la Boca og bade, spise, drikke, lege og snakke.

Efter svalende timer i vand og palmeskygge hvor plastposer fra mad, coladåser og Crystal- og Bucanero øldåser blev smidt på stranden, eller ud i vandet – som jeg så gik og samlede op – kunne det give knas og skænderier, når jeg sagde, vi skulle rydde alt op efter os. For Cuba er efter min mening for dejligt til uansvarligt miljøsvineri, som vil ødelægge livsbetingelser for kommende generationers mennesker og dyr.

“Rolig nu, det er vi ikke vant til her. I har måske gjort det i generationer i Danmark og Europa, men vi skal først vænne os til og lære det”. Noget af skraldet blev fjernet om aftenen af hotellernes og kommunens folk, som tømte skraldespandene. Men glasskår og andet ligger og flyder, så du skal kigge dig godt for, hvor du træder på de dejlige strande.

Rolig nu, det er vi ikke vant til her. I har måske gjort det i generationer i Danmark og Europa, men vi skal først vænne os til og lære detOle Bach var ofte i ivrig diskussion med lokale cubanere om genbrug og miljøhensyn

Det gav en livlig, konkret genbrugsdebat i gaden. Hvem og hvor mange ville samle og smide øl-flasker og sodavands-dåser eller plastikflasker og metal i genbrugsbeholdere, hvis bare kommunen stillede og indsamlede genbrugscontainere i gaden eller kvarteret? En del sagde jo, men det ville tage tid. Dog vil det hjælpe på genbrugsindsatsen, hvis supermarkeder – altså staten – ville betale et par pesos for hver flaske og dåse.

Genboen Darito var med på at aflevere plast og metal på det sted i gaden, vi fandt ud af containere kunne stå.

Men selv efter konkrete genbrugsnakker havde familie og venner svært ved ikke bare at smide dåser, plastikposer og cigaretskodder på gaden eller stranden. Det hjalp dog efter diskussioner, da jeg sagde, at jeg ikke ville betale for øl og taxa, hvis vi ikke alle ryddede vores eget lort op. Cuba er bare mere solbrun og græsgrøn uden plastaffald og glasskår.

Mere gang i økonomien

Jeg fandt det også slående, at der i de seneste 5-6 år er kommet flere mobiltelefoner, computere og netforbindelser i hjemmene, samt køkkenmaskiner, (el-)scootere og biler. Når jeg spurgte hvorfor, lød svarene ofte: De er blevet billigere, flere tjener dobbelt i deres små firmaer og virksomheder, og en del sælger deres hus for 8-10.000 cuc (convertible cubanske pesos, tæt på dollarkursen, red.).

Det har samtidig betydet, at uligheden er blevet større – mellem den tredjedel af befolkningen, som lever i ’dollar’-økonomien via jobs i hotel-, restaurant-, taxa- og turist-industrien, eller i private småfirmaer – og de resterende to tredjedele, der får den sædvanlige, næsten fastlåste pesos-løn i statslige og kommunale job.

På den berømte bar La Floridita i Havana er der ofte live salsamusik og et stort udvalg af rom og drinks. Ole Bach ser en voksende ulighed mellem den del af befolkningen, der lever af restaurations- og turismebranchens ‘dollarøkonomi’, og den resterende befolkning, der i vid udstrækning er ansat i den kommunale og statslige sektor. Foto: La Floridita Bar.

Fingersnilde og kreative Willian stoppede for to år siden som supermarkeds-konstruktør, for i stedet at starte som selvstændig med at reparere og sælge el-scootere. Hans nye værksted kører fra to rum ud til gaden i storfamiliens to-etagers hus. Efter en hård begyndelse tjener han nu dobbelt så meget til sin familie, men flere kunder kommer til og bliver, fordi han gør arbejdet godt. En af de største udfordringer er at skaffe de kinesiske ’motorcykler’ og reservedele via Peru og Costa Rica.

Pastor stoppede for ti år siden som ingeniør bl.a. på elværker og atomkraftværket i Cienfuegos for at stå for og lave maden i hans og Miguelinas casa particular. Det løber rundt, men er svært i kriseår med færre turister. Og konkurrencen er hård mellem de stadig flere, tusinder af casas particulares – en form for privatejede bed and breakfasts. Om det så er bedre for det cubanske samfund, at ingeniører, læger og andre højtuddannede i stedet går ind i turistindustrien, er et andet spørgsmål. Men den stigende ulighed, og folks mange ønsker om at få bedre økonomi og moderne maskiner, giver spændinger i det cubanske samfund. Nogle forsøger at skyde genvej, som fx de to ansatte kvinder i boghandelen, der krævede 8 CUC for Leonardo Paduras seneste roman fra 2017 på spansk. Det fik skolelærere til at grine og ryste på hovedet, for når de køber den eller andre cubanske bøger, så er prisen under en CUC. Forsøg på dobbeltpriser for turister er normalt, men syv ’dollar’ lige ned i lommen på boghandlerne, ville jeg ikke betale. Dobbeltøkonomien har vel også sine grænser.

En forfatning for et Cuba under forandring

Et af de afgørende spørgsmål i de kommende år bliver, hvordan landets nye forfatning kommer til at påvirke udviklingen. Flere talte godt for dens indhold, som bl.a. giver mere magt til kommuner, og som også fremmer ligestilling mellem homo- og hetero-seksuelle.

Forfatningen blev vedtaget ved folkeafstemningen 24. februar 2019, efter en folkehøring i 2018 med tusindvis af debatmøder, der resulterede i 800.000 ændringsforslag. De blev sammenskrevet af redaktionskomiteen, som ændrede 134 af den nye grundlovs 224 artikler.

Forfatningen indfører rotation, så præsidenten højst kan sidde i to perioder à fem år. Artikel 76 fastslår, at der skal betales lige løn for arbejde af samme værdi. Cubanerne skal ”yde efter evne og nyde efter indsats”. Al diskrimination ud fra køn, etnisk herkomst og handicap forbydes. Privat ejendomsret sikres i forskellige former, bl.a. kooperativer. For at hindre uønsket akkumulation af ejendom og kapital fastslår artikel 22, at ”staten skal garantere en mere retfærdig fordeling af rigdommen.” Medierne kan ikke være privatejede.

Cuba efter Castro-brødrene synes ikke at give cubanere nervøse trækninger. Trods de store forskelle mellem Cuba, Danmark og Europa.


Om skribenten

Ole Bach

Ole Bach

Pensioneret journalist, har arbejdet i fagforeningen FOA/KLS 1999-2017. Er aktiv i Solidaritet, Enhedslisten, Almen Modstand, Dansk-Cubansk Forening og Folkebevægelsen mod EU.   Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER