Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
14. marts. 2021

Curt Sørensen (1938-2021)

1 min. læsetid

1 min. læsetid

Curt Sørensen (1938-2021)

 

Af Esben Bøgh-Sørensen (oversat af Niels Frølich fra Jacobinmag 25. februar 2021 med forfatterens tilladelse)

 

Curt Sørensen, der blev født i en arbejderfamilie kort før anden verdenskrigs start, blev Danmarks mest fremstående marxistiske intellektuelle. Han stod fast på, at marxismen ikke bare var et redskab til akademisk analyse - den skulle snarere være et hjælpemiddel for arbejderbevægelsen og skulle lære af de praktiske bestræbelser på at nå frem til socialismen og afspejle sig i disse.

 

Den danske socialist og professor emeritus Curt Sørensen gik bort den 18. februar efter lang tids kamp med sygdom. Curt var ikke ret kendt udenfor Danmark. Han var imidlertid den mest fremragende danske, marxistiske tænker, der nogensinde har levet og påvirkede både generationer af studerende og landets intellektuelle og politiske liv. Han kombinerede en livslang trofasthed mod socialismen og arbejderbevægelsen med sin uhyre akademiske produktion som professor i statskundskab.

 

Han blev født i 1938 i et arbejderhjem i Sønderborg i Sønderjylland. Hans far, der var metalarbejder, var hele sit liv fagforeningsmand og medlem af det socialdemokratiske parti, selvom han henimod sit livs aften stemte på partier, der lå længere til venstre. Hans mor var ukrainsk indvandrer og en del af det tyske mindretal, der blev tvunget til at flytte tværs over Europa i første verdenskrigs efterdønninger.

 

Curts forældre gav ham og hans to yngre brødre et intellektuelt stimulerende hjem fuld af livlige, politiske diskussioner. Som han plejede at huske det, var alle, de kendte, socialdemokrater undtagen kommunisterne, der boede i en del af Sønderborg, der blev kaldt ”Lille Moskva”. ​​ Men de var alle en del af ’bevægelsen’. Som ung mand lånte han Karl Marx’ skrifter på det lokale bibliotek sammen med bøger om verdenshistorie og hele familien var aktive i den socialistiske arbejderbevægelses mange sociale og kulturelle organisationer. Som født og opvokset i denne bevægelse forblev Curt hele sit liv trofast overfor socialismen og arbejderbevægelsens demokratiske sag.

 

Længere ude end socialdemokratiet

Curt var blandt de første studerende, der i 1959 indskrev sig på Aarhus Universitets nye Institut for Statskundskab. Fordi han kom fra en arbejderklassefamilie og et udkantsområde som Sønderjylland, var det svært for ham at finde sin plads i de nye omgivelser. Han befandt sig blandt studerende fra den øvre middelklasse, der, som han plejede at sige, ”aldrig havde hørt om arbejderbevægelse og socialisme”. På trods af alvorlig tvivl holdt han fast i sit valg og blev senere professor på samme institut.

 

Det danske socialdemokrati var med få undtagelser ved magten i perioden 1924 til 1982. Dets dominerende stilling i den danske arbejderbevægelse gav kun lidt plads til det lille kommunistiske parti, der blev oprettet i 1919. Skønt Curt var overbevist om den betydning, den socialdemokratiske arbejderbevægelses kæmpenetværk af økonomiske, kulturelle og sociale organisationer havde, følte han, at partiet selv i efterkrigstiden havde bevæget sig for langt til højre og i praksis havde opgivet socialismen. En episode var i særlig grad afgørende for hans politiske bane: Den socialdemokratiske regering ophøjede i 1956 et mæglingsforslag, der var blevet forkastet af flertallet af arbejderne, til lov og dette førte – skønt i sidste ende forgæves - til omfattende strejker og demonstrationer.

 

Samtidig syntes Curt, at Danmarks Kommunistiske Parti var for stalinistisk, og efter den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956 kritiserede han i en tale i det lokale fagforeningshus i Sønderborg, at partiet ikke brød med Moskva over dette spørgsmål. Curt forblev en stærk kritiker af stalinismen og de autoritære udgaver af socialismen. Han fastholdt ikke desto mindre, at den russiske revolution i 1917 – i hvert fald i begyndelsen – var en ægte demokratisk revolution, der blev gennemført af de mobiliserede arbejdermasser.

 

Han mente, at et nyt socialistisk parti var nødvendigt og i slutningen af 1950erne blev Curt inddraget i forsøg på at opbygge et sådant parti til venstre for socialdemokratiet. I 1959 brød den tidligere formand for det kommunistiske parti, Aksel Larsen med dette parti og dannede Socialistisk Folkeparti, der tiltrak både tidligere kommunister, venstrefløjssocialdemokrater, arbejdere og intellektuelle udenfor begge partier, herunder Curt.

 

I slutningen af 1960erne blev han inddraget i en strid i Socialistisk Folkeparti. Kontroversen drejede sig om partiets forhold til den socialdemokratiske regering og i hvilken udstrækning, det fortsat kunne støtte den. Curt hævdede imidlertid, at et andet og måske større problem med Socialistisk Folkeparti var dets autoritære kultur, som han mente, formanden, Aksel Larsen, havde ansvaret for. Curt hævdede, at det ikke var lykkedes Larsen helt at bryde med sin stalinistiske fortid. I slutningen af ​​ 1967 splittedes partiet. Venstresocialisterne blev dannet umiddelbart efter, og Curt skrev og udformede det nye partis ideologiske profil: Et ”moderne marxistisk parti”, som det hed i en af hans artikler.

 

Hans deltagelse i partiet blev imidlertid hæmmet i adskillige år, da han fik sine første to børn og i begyndelsen af 1970erne tog på adskillige forskningsrejser til udlandet: Rom, London og Berlin. Her var han vidne til slut-60ernes og de tidlige 70eres mest intense perioder af politiske omvæltninger og nye akademiske tendenser. Det italienske kommunistpartiets fejring af 1. maj gjorde et stærkt og blivende indtryk på ham, og det samme gjorde militærets angreb på studenter i Rom. I London kom han i kontakt med New Left Review og Ralph Milibands forelæsninger og i Berlin mødte han ”den nye Marx-læsning” – en fornyet interesse for Marx’ kritik af den politiske økonomi blandt tyske intellektuelle og studerende, der var inspireret af Frankfurter-skolens kritiske teori.

 

Efter sin tilbagekomst til Danmark fandt han Venstresocialisterne nedsunket i interne konflikter og ude af stand til at udvikle sig til en bredere samfundsmæssig og politisk kraft, der i stedet vedblev at være et parti af intellektuelle og studerende. En tid stod han udenfor partierne, skønt han stadigvæk var involveret i socialistisk politik. I slutningen af 1980erne viste der sig en ny mulighed for langt om længe at slutte de mange småpartier på den danske, socialistiske venstrefløj sammen. Han skrev i 1987 en vigtig artikel, hvori han opfordrede til dannelsen af en ”socialistisk valgfront” og i 1988 og 1989 blev han involveret i de indledende konferencer og møder, der resulterede i det, der blev til nutidens rød-grønne alliance, Enhedslisten.

 

Hans engagement i partiet blev imidlertid hurtigt skubbet til side til fordel for andre ting: To børn fra det næste ægteskab, hans første doktorat, som han modtog i 1992 og sluttelig hans udnævnelse til professor ved Aarhus’ Institut for Statskundskab efter tidligere at være blevet udnævnt til professor i kultursociologi ved Københavns Universitet i 1978 – en stilling han snart efter forlod på grund af manglen på struktur eller akademisk pluralisme. Curt gjorde aldrig meget ud af titler og da den danske dronning tilbød ham Dannebrogs-ordenen – en dansk ridderorden – afslog han respektfuldt.

 

Marxismen og den sociale orden

Vigtigere var hans teoretiske arbejder. Curt offentliggjorde sit første vigtige arbejde i 1976 med titlen Marxismen og den sociale orden. Tobindsværket, der måske er dansk marxismes højdepunkt, handlede om, hvordan marxismen adskilte sig fra borgerlig videnskab ved sin særlige tilgang til spørgsmålet om at forklare og forandre samfundsordenen. Ved at konfrontere den borgerlige samfundsvidenskab udfoldede bogen en original historisk-materialistisk marxisme gennem en diskussion af teoriudviklingen både i Anden Internationale og nyere skoler som Althusser-skolen og den nye, tyske Marx-læsning, også kendt som den ’kapitallogiske skole’. ​​ ​​ 

 

Den sidstnævnte var på den tid utroligt indflydelsesrig i Skandinavien og i vigtige dele af bogen, fremsatte Curt en sympatisk kritik af denne skole, men fremhævede i stedet marxismen som ’en kampteori’. Curt hævdede, at udviklingen af den marxistiske teori i vid udstrækning blev bestemt af dens sammenhæng med politiske og samfundsmæssige kampe og at den ikke kun var en teori om det eksisterende samfund, men også en teori om, hvorledes samfundet kan omdannes. En ægte marxisme burde aktivt optage erfaringerne fra arbejderbevægelsens kampe. Marxismen ville - for at parafrasere Rosa Luxemburg - uden dette engagement i den reelt eksisterende bevægelse ende med kun at være en sag for universitetsakademikere og små sekter og uden marxismen ville arbejderbevægelsen risikere at henfalde til ’borgerlig reformisme’.

 

Skønt Curt blev ved med at engagere sig i nye, teoretiske udviklinger indenfor marxismen og andre kritiske teorier, var hans akademiske fokus i de senere år rettet mod den sociale og politiske udvikling i det moderne Europa, hvor han hovedsageligt fokuserede på Central- og Østeuropa. I slutningen af 1980erne koncentrerede han sin forskning på austromarxismen og mellemkrigstidens socialistiske arbejderbevægelse i Østrig og skrev endnu et tobindsværk, Mellem demokrati og diktatur. Den indbragte ham hans første doktorat. Bogen behandler den østrigske marxismes og socialismes særlige kendetegn og hvorledes bevægelsen teoretiserede og praktiserede demokrati og socialisme i stadig mere direkte konfrontation med fascismen. Den velorganiserede socialistiske bevægelse i Østrig og dens forsøg på at opbygge en ’tredje vej’ mellem bolsjevisme og et reformistisk socialdemokrati forblev en stor inspiration.

 

I 2013-14 offentliggjorde han sit hovedværk, Stat, nation, klasse. Det var et trebindsværk på tre tusind sider om den politiske, socioøkonomiske og internationale udvikling i Tyskland, Central- og Østeuropa og Rusland fra den tidligt moderne periode til slutningen af det tyvende århundrede. De tre bind udgør det måske største enkeltstående, historisk-sociologiske arbejde om udviklingen af stats- og nationsbygningen, de internationale relationer og de socioøkonomiske strukturer i Central- og Østeuropa. Det trækker på en uendelig mængde sekundær litteratur af både klassiske og moderne arbejder, samtidig med at det forbliver trofast overfor en klasseorienteret og marxistisk tilgang.  ​​​​ 

 

Endelig udgav han i 2017 et nyt enkeltbindsværk - skønt det alligevel var på tusind sider - Den europæiske deltagelseskrise, der tog udgangspunkt i hans trebinds hovedværk. Denne bogs tese var, at den særlige udvikling, der i det sene nittende og det tidlige tyvende århundredes Europa karakteriserede internationale relationer, massepolitikken og kapitalismen skabte en serie af kriser, som han satte på begreb som ’deltagelseskriser’, der den dag i dag hjemsøger de vestlige samfund. Bogen gav ham i 2019 endnu et doktorat. ​​ 

 

Curts politiske og akademiske overbevisninger og interesser var imidlertid altid viklet ind i hinanden, selvom han bestræbte sig på at behandle synspunkter, der var kritiske overfor eller modsatte hans egne seriøst. Det var hans opfattelse, at det åbent at erklære sit politiske og ideologiske standpunkt altid var at foretrække frem for den samfundsvidenskab og den politiske videnskab, der – urealistisk – hævede at være værdineutral efter naturvidenskabernes model.

 

Curt blandede sig også i adskillige andre politiske og akademiske diskussioner og skrev ind i dem. To af disse springer i øjnene. For det første var han blandt de første kritikere af, at klasseperspektivet blev forladt af både de etablerede intellektuelle og medier i begyndelsen af 1990erne og af venstreorienterede intellektuelle og venstrefløjen i bredere forstand. Mens liberalismen og kapitalismen triumferede, insisterede han på klasseperspektivet vigtighed og var talsmand for en udogmatisk marxisme. I denne periode opfattede han særligt Ellen Meiksins Woods’ arbejder som en stor inspiration og han fortrød altid, at han ikke havde kontaktet og mødt hende.

 

For det andet bragte Curts insisteren på klasseperspektivets vigtighed og en udogmatisk marxisme ham i konflikt med Institut for Statskundskab, hvor han arbejdede, og ovenikøbet med nogle af sine tidligere kolleger. Hans stærke kritik af hvordan den etablerede politiske videnskab og samfundsvidenskab havde udviklet sig i retning af at blive en systemlegitimerende bestræbelse for den sejrende liberalisme, faldt ikke i god jord. Med den fornyede interesse for marxismen og andre kritiske teoretiske traditioner i slutningen af 2010erne med de nye Marx-konferencer i Danmark (som han også deltog i) blev hans standhaftige holdning imidlertid retfærdiggjort.

 

Curts sidste bogudgivelse var en samling af politiske artikler og essays med titlen Demokrati og socialisme. Disse to begreber indfanger fint hans overordnede overbevisninger og interesser. Født og opvokset som han var i den socialistiske arbejderbevægelse, forblev han trofast overfor vigtigheden af demokratiske og klassebaserede masseorganisationer for at nå socialismen, altid kritisk overfor både kommunistpartiernes stalinisme og socialdemokraternes svigt af socialismen og arbejderklassen.

 

Uheldigvis blev næsten alle Curts publikationer, som det var typisk for hans generation af danske akademikere, skrevet på dansk. Alligevel ville både samfundsvidenskabens og den politiske videnskabs akademiske verden og den genopståede, internationale venstrefløj - som Curt fulgte tæt – nyde umådelig godt af, at hans arbejde blev udgivet på engelsk.

 

Curt efterlader sig kone, fire børn og syv børnebørn. Han er ikke længere blandt os, men kampen fortsætter!

 ​​​​ 

 ​​​​ 

Om skribenten

Esben Bøgh Sørensen

Esben Bøgh Sørensen

Ph.d. i idéhistorie fra Aarhus Universitet. Ansat som regionssekretær for Enhedslisten Midtjylland. Læs mere