Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
15. september. 2022

Danmark strammer reglerne for turistvisum til russere markant – men der er stadig et smuthul

EU-landene har delt sig i spørgsmålet om turistvisum til russiske borgere. Danmark har strammet adgangen væsentligt, men bliver overgået af især Estland, Letland, Litauen.

For russere er det nu slut med at tage på ferie i en række EU-lande – herunder Danmark. Foto: UM / Solidaritet

Selvom EU-landene ikke kunne blive enige om fælles restriktioner for turistvisum til russere, har flere lande, som grænser op til Rusland, besluttet at indføre nationale tiltag.

Estland, Letland og Litauen har i fredags meldt ud, at man vil indføre betydelige restriktioner fra den 19. september. Det oplyser det lettiske udenrigsministerium. Det betyder, at det ikke længere bliver muligt for russere med turistvisum udstedt i andre EU-lande, at rejse ind i de tre lande.

”Min regering har truffet beslutningen om at begrænse indrejse for russiske statsborgere med EU-visum fra den 19/09. Deres frie bevægelighed, mens den russiske hær har invaderet Ukraine, er uacceptabel både ud fra moralske og sikkerhedsmæssige hensyn, ”skriver den lettiske premierminister, Krišjānis Kariņš, på Twitter.

Det lettiske udenrigsministerium har meddelt, at de tre lande har valgt samme type restriktioner. Det er dog stadig muligt for russiske statsborgere med familie i de baltiske lande at besøge dem, ligesom det er muligt at få visum baseret på arbejde eller af humanitære årsager

Det er endnu uklart, om beslutningen om at nægte indrejse for alle russiske statsborgere med EU-visum, ligger inden for EU-retten, der dikterer fri bevægelighed i unionen.

Turistvisum fra andre EU-lande giver adgang til Danmark

Danmark har også indført markante begrænsninger på muligheden for at opnå turistvisum for russiske statsborgere. Det gælder dog kun for russere, som direkte søger om visum i Danmark. Russere, der har fået turistvisum i andre EU-lande, kan uden problemer rejse ind i landet.

Det vil sige, at russere, som eksempelvis har fået tildelt et turistvisum i Ungarn eller Tyskland frit kan rejse ind i Danmark under henvisning til principperne om fri bevægelighed.

Russiske statsborgere, der søger om turistvisum i Danmark, vil dog få sværere ved at opnå dette end tidligere. Det skyldes, at Danmark har rykket Rusland fra at være et såkaldt kategori 3-land til at være et kategori 5-land. Udover Rusland er Afghanistan, Eritrea, Irak, Pakistan, Somalia og Syrien kategori-5 lande.

I de første fem måneder af 2022 har 141 russere fået turistvisum til Danmark. I 2021 var antallet for hele året 49. Men det skyldes formentligt, at rejseaktiviteten endnu ikke var så høj på grund af covid-19-pandemien.

I årene før pandemien 2016-2019 blev der i snit givet 200-325 turistvisa om måneden til russiske statsborgere.

Det danske udenrigsministerium skriver på sin hjemmeside, at borgere fra gruppe 5-lande primært kan opnå turistvisum, hvis de skal besøge familie, som er alvorligt syge eller døde, eller hvis de har fået afslag på familiesammenføring med den begrundelse, at man ikke har opholdt sig i Danmark før.

Uenighed blandt EU-lande

EU-landene blev i fredags enige om at suspendere visumlempelsesaftalen mellem EU og Rusland som følge af Ruslands invasion af Ukraine. Men landene kunne ikke blive enige om at indføre fælles restriktioner.

Tyskland og Frankrig er blandt de lande, som vurderer, at et udvidet visumforbud overfor den russiske befolkning, kan skubbe befolkningen længere væk.

Finland har tidligere meldt ud, at man ønsker at udstede langt færre visa til russiske borgere fra den 1. september, således at der kun udstedes 1/10 af, hvad der blev udstedt tidligere. Finland har dog valgt at vente med at indføre flere restriktioner, indtil de har modtaget guidelines fra EU-Kommissionen.

“Vi har gjort, hvad vi mener er muligt i en Schengen-sammenhæng,” har Finlands udenrigsminister, Pekka Haavisto, udtalt, ifølge mediet EUobserver.

“Vi venter på EU-Kommissionens vejledning om, hvordan vi håndterer hele Schengen (…) Kan du faktisk annullere Schengen-principperne? Dette er stadig uklart. Vi har dette juridiske problem,” uddybede den finske minister.

Omkring en million russiske statsborgere er lovligt rejst ind i EU, siden Rusland invaderede Ukraine den 24. februar. Cirka 2/3 er rejst ind via Estlands eller Finlands grænser. Det oplyser EU’s grænseagentur Frontex.


Om skribenten

Lise Møller Schilder

Lise Møller Schilder

Freelance journalist. Har tidligere skrevet for Solidaritet, Dagbladet Information, Politiken, Weekendavisen, Børsen, Notat, DEO og STOF-bladet. Læs mere

Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet

Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.

Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.

Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.

Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.

20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.

Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER