Danmark som sibirisk islandskab? – Klimakampen, kapitalismen og den nødvendige samtale

Dette indlæg var egentlig tænkt som en avisartikel, men efter tre afslag har jeg måttet indse, at det nok ikke var der, der var en vej frem. Men måske vil Solidaritets læsere være med til at tænke videre.

Fremtidsudsigt: Danmark omdannet til sibirisk is-landskab – og ekstreme varmegrader andre steder på kloden

Hvis ikke der sker drastiske ændringer i det økonomiske system, er den mest sandsynlige fremtidsudsigt et Danmark omdannet til et sibirisk is-landskab – og ekstreme varmegrader andre steder på kloden. Det er beskeden fra Katherine Richardson, internationalt anerkendt professor i havbiologi. De nyeste forskningsresultater viser samstemmende, at ændringerne i havtemperaturen kan resultere ”i kollaps og katastrofal afkøling på vore breddegrader (…), den civilisation, som vi kender i de nordiske lande, vil ikke kunne fortsætte. (…) Danmark vil ikke være et landbrugsland, fødevaresikkerhed og infrastruktur kan blive truet. ” (Information, 11. februar 2026).

Katherine Richardsonhar tidligere advaret om, at vi er i fuld gang med at ”forbruge alle de ressourcer, som vores børn og børnebørn og deres efterkommere har ret til”. Det kan ny teknologi ikke klare, den ”kan jo ikke skabe ressourcer eller erstatte den fosfor, der er livsnødvendig for planterne ” (Information, 26. marts 2021).

Andre peger på det samme. Peter Birch Sørensen – der blandt mange andre topposter har været ’overvismand’ i Det Økonomiske Råd, siger, at økonomerne har fortrængt, ”at naturen sætter nogle grænser for de økonomiske aktiviteter af materiel og fysisk art”. Det er ”umuligt, at vi kan fortsætte med vækst i det globale materialeforbrug”, og ”hvis vi skal have vækst i fremtiden, skal det være immateriel vækst” (Information, 22. nov. 2023).

Vækst er en indbygget tvang i det kapitalistiske system

Ingen bruger ordet kapitalisme, men det er her, vi har ondets rod. Tidligere kunne man skændes om fordele og ulemper, men det afgørende nye er, at naturens grænser og de naturvidenskabelige kendsgerninger kolliderer med den kapitalistiske væksttvang. Konkurrencen i den kapitalistiske markedsøkonomi tvinger alle virksomheder til at skaffe sig så stort et overskud som muligt, dvs. maksimere produktionen, investere i ny teknologi, sikre at salgstallene hele tiden går op, skaffe sig nye markeder, skabe nye behov, øge reklamepåvirkningen, så vi forbruger mere og mere. Virksomhederne kan ikke frit vælge at sætte farten ned eller nøjes med det niveau, de allerede er på. Alle er nødt til hele tiden at kæmpe for at være i front − gør man ikke det, bliver man udkonkurreret. Vækst er altså en indbygget tvang i systemet.

Det har enorme konsekvenser: En gennemsnitlig vækst på 2-3 procent om året vil betyde, at vi i år 2200 vil have et BNP og et tilsvarende forbrug, der er ca. 240 gange så stort som i dag. Der skal en livlig fantasi eller stor fortrængningsevne til for at se det som en realistisk fremtid på en klode med begrænsede ressourcer.

Det ville jo være skønt, hvis man kunne teknologifixe sig ud af problemet. Det ville være langt lettere end en omstilling af hele den kapitalistiske økonomi. Men det er, som Katherine Richardson understreger, ”fuldstændig naivt at tro, at vi kan klare os med teknologi. (…) Vi er nødt til at bringe vores efterspørgsel ned, nødt til at skabe en cirkulær økonomi” (Information, 11. februar 26).

I Danmark har vi allerede 19. marts forbrugt det, vi kan tillade os på et år

Det er indlysende, at vi ikke bare kan fortsætte som nu, hvor vi i Danmark allerede 19. marts har forbrugt det, vi kan tillade os på et år, hvis de planetære grænser skal overholdes. Hvis alle levede som os, ville det kræve 4,8 jordkloder. Det er en kendsgerning. Men sådan tænkes der ikke i magtens korridorer.

Tværtimod: på det politiske niveau er man gået i bakgear – ofte med den begrundelse, at en øget klimaindsats går ud over de nationale firmaers konkurrenceevne. Men det er allerede nu sådan, at skovbrande, tørke og oversvømmelser rammer millioner af mennesker – specielt i det globale syd. Og forskerne fortæller os nu, at der er sat gang i kræfter, der om kort tid kan udløse irreversible, ødelæggende processer også i Danmark.

Hvordan skaber vi en demokratisk og solidariskvej ud af den kapitalistiske misere?

Det er derfor vigtigt, at vi får gang i en samtale om, hvordan vi skaber en demokratisk og solidarisk vej ud af den kapitalistiske misere. Hvad kan vi positivt gøre, og hvad stiller vi op med modstanden mod forandring? Der er enorme økonomiske interesser på spil, der er industrier og (luksus)varer, som der ikke længere er plads til, der er mennesker, der bliver arbejdsløse. Det kalder på kreative løsninger. Vi kan hver især overveje det med os selv og diskutere med familie og venner – men hvorfor ikke tage et ordentligt spring fremad? Fx kunne Den grønne ungdomsbevægelse og andre grønne organisationer gå sammen om at samle den foreliggende viden i kort form og sende den ud til den bredest mulige skare af foreninger med en opfordring til at diskutere – hvordan vi som borgere og som samfund skal organisere os og bruge vores tid og vores fælles evner, så vi når frem til et samlet forbrug, der er reelt bæredygtigt.

Det kunne foregå i idrætsklubber, menighedsråd og kulturhuse, spejderklubber, fagforeninger, vejlaug og boligforeninger, kommunale borgerting, højskoler, de hjemløses samlingssted, studenterorganisationer og på alle uddannelsessteder. Derfra vil det kunne sprede sig til alle steder, hvor folk mødes, og der vil kunne opstå nye grupper dannet med netop dette formål.

Alle disse fora kunne fungere som idélaboratorier, hvis forslag senere kan sammenfattes i overordnede principper og krav i regionale borgerting.

Måske kunne en sådan kollektiv idéudvikling blive en inspiration og en udfordring for aviser og medier i det hele taget, så diskussionen kunne føres videre via reportager og interviews – også med fx politikere, fagforeningsfolk, økonomer og forfattere.

Det eneste ufravigelige i en sådan proces skulle være: Der er ikke plads til udenomssnak og fortrængninger. Deltagerne skal holdes fast på, at en fortsættelse af vækstøkonomien i ordets bogstavelige forstand er en dødssejler. Og ingen skal belæres med andet end kendsgerninger.