David Downing: Masaryk-banegården

10. december

   Men Russell var væk, og der var ingen andre. Ströhm elskede Annaliese højt, og hendes tid i en amerikansk lejr havde gjort hende mere villig end de fleste berlinere til at lade tvivlen komme russerne og deres KPD-allierede til gode, men snak om ideologier kedede hende.

   Jeg lider af politisk fordøjelsesbesvær, tænkte Ströhm og huskede en for længst afdød kammerats udtryk. Måske skulle han bare holde op med at spise modstridende ideer, som dem i den pamflet, han læste derhjemme, som var et uddrag af Arthur Koestlers Yogien og kommissæren. Koestler var også eks-kommunist, og nogle af hans argumenter var svære at afvise. Men selv hvis han havde ret, og stalinismen var antitesen til alt, hvad Marx havde tænkt sig, hvilken praktisk relevans havde den slags tanker så? De var, hvor de var. Både ved magten og ikke ved magten; hverken helt disciple eller helt slaver. De kæmpede med det muliges kunst.

   Ströhm drejede fra kanalen over mod hospitalets indgang. Som altid opmuntrede tanken om at se Annaliese ham. Han havde mødt hende i Thomas Schades have og var blevet betaget af hendes smil ved første blik. De var begge blevet inviteret til en familiepicnic, han af Russell, som engang havde været gift med Schades afdøde søster, hun af Russells skuespillerkone Effi, som havde mødt hende og var blevet venner med hende under krigen. Schade var borgerlig forretningsmand og SPD-tilhænger, men ifølge John et ordentligt menneske, og Ströhm havde ikke kunnet få øje på noget, der modsagde den vurdering. Hvis alle socialdemokrater var som Thomas, ville halvdelen af deres problemer være løst.

   Han så Annaliese i samme øjeblik, han gik ind ad døren. Hun og Effi sad i venteområdet og snakkede om noget, som fik dem begge to til at grine. Annaliese sprang op, da hun så Ströhm, og tog ham glad i sin favn. Effi fulgte trop med sin sædvanlige spontane varme.

   »Jeg kom bare forbi på vej hjem,« sagde hun til ham. »Mest for at invitere jer to hjem til Thomas til frokost på søndag i næste uge. Han stoler ikke længere på postvæsnet, og han turde ikke ringe til dig på arbejdet, hvis nu nogen lyttede med og troede, at du konspirerede med SPD.«

   Ströhm smilede. »Det tvivler jeg nu meget på! Og vi vil meget gerne, ikke?« spurgte han Annaliese.

  »Jeg har allerede sagt ja”.

   »Og du kan ajourføre os om Sovjets hensigter,« sagde Effi med et glimt i øjet. Hun kunne godt lide Ströhm, men han var nogle gange for alvorlig.

   »Selvfølgelig. Kommer John også?«

   Hun rystede på hovedet. »Ikke så vidt jeg ved. Han er stadig i Trieste. «

   »Hva’ laver han dernede? «

   »Undersøger en historie om nazisternes flugtruter. Det påstår han i hvert fald. I hvert eneste brev, han sender mig, praler han af det dejlige vejr. Han bliver ved med at sige, at han er tilbage om en uge eller der omkring …« Hun skiftede emne. »Gerhard, jeg var til Sonja Strehls begravelse i tirsdags, og der var alle mulige rygter i omløb. Om hvordan hun døde, mener jeg. Du har vel ikke hørt noget? «

   »Næh.«

   »Jeg undrede mig bare. Hun var ikke ligefrem min ven, men jeg har kendt hende længe, og jeg kunne godt lide hende. «

   »Jeg skal nok holde ørerne åbne,« lovede Ströhm. »Men vent dig ikke alt for meget. Det sidste rygte, jeg hørte, var om et forsvundet kultog, som nogen påstod, at franskmændene havde kørt til Frankrig. Måske havde han ret – vi har stadig ikke fundet det. «

* * *

I villaen over Trieste viste torsdag sig at være deprimerende lig de foregående dage. Måske endda mindre underholdende, da Kuznakov og hans forhørsledere hver især blev mere og mere irriterede over den anden parts afvisning af at give sig. Dempsey og Farquhar-Smith ville ikke sende russeren vestpå, før han havde bevist, at han havde noget at give af; og Kuznakov nægtede at tilbyde noget håndgribeligt, før han, som han sagde, var i sikkerhed på amerikansk territorium.

Selv om Trieste nominelt var under fælles kontrol, lå byen tilsyneladende for tæt på Jugoslavien til at komme i betragtning. »Fuld af MGB,« insisterede Kuznakov med næsten en antydning af stolthed. Han var mere end parat til at tale om livet i Sovjetunionen, og her virkede hans manuskript noget inkonsekvent, idet han blandede glødende fordømmelser af kommunismen med lejlighedsvise, næsten tvangsprægede, omtaler af sovjetiske bedrifter. Og hele tiden sugede Kuznakov på sine frygtelige cigaretter, som han syntes at have et uendeligt forråd af.

   Dagens eneste spændende moment oprandt sent, da man pludselig hørte et køretøj køre ind på området. Denne gang så Kuznakov og Farquhar-Smith foruroligede ud. »Det er CIA-fyren«, sagde Dempsey til dem, «jeg glemte at fortælle jer, at han kom. Det er Russell her, han vil tale med. «

   »Hvorfor det? « spurgte Russell, mens hjertet sank i livet på ham.

   »Han skal nok fortælle dig det hele. Vi ka’ lige så godt slutte af for i dag. « Dempsey gik hen til døren, tilkaldte en soldat, som skulle føre Kuznakov tilbage til hans værelse, og forsvandt. Et minut senere var han tilbage. »Obersten vil snakke med dig på terrassen,« sagde han til Russell.

   Den pågældende mand var høj, gråhåret og formentlig i begyndelsen af fyrrerne. Han var iført civilt tøj – faktisk et ret smart jakkesæt. Han rejste sig fra en smedejernsstol, rakte Russell hånden og præsenterede sig som »Bob Crowell, CIA«.

   Terrassen lå på siden af villaen med udsigt over et stejlt bakkefald og med en udsigt gennem fyrretræerne til havet i det fjerne.

   Da Russell satte sig, dukkede en soldat op med to øl. »Hvis De ikke vil have den, drikker jeg dem begge to«, sagde Crowell. Selv om han var midaldrende, lignede han et voksent barn.

   »Jeg tror godt, jeg kan klare en,« sagde Russell. »Hva’ bringer Dem her? «