David Downing: Masaryk-banegården

11. december

Crowell ignorerede spørgsmålet. »Hvordan går det med Kuznakov?« ville han vide, som om det var Russell, der stod for afhøringen.

   »Han er ivrig efter at lægge Balkan bag sig. Jeg tror ikke, vi får noget ud af ham, før han føler, at han er på mere sikker grund. « Russell spekulerede på, hvilken historie Kuznakov ville ende med at fortælle dem: At Den røde Hær var klar og villig til at gå til angreb, eller at truslen kun var noget, vestmagterne bildte sig ind? Ville Stalin skræmme amerikanerne eller give dem en falsk følelse af sikkerhed? Ikke at sikkerheden ville være falsk – som hans ven Ströhm havde påpeget – et land, der havde til hensigt at flytte sine hære længere vestpå, rev vel ikke halvdelen af det europæiske jernbanenet op som krigsskadeerstatning?

   Crowell trak på skuldrene. »Ja, ja, men så er det vel det, vi gør. Men jeg har et andet job til Dem. Det hele er i øvrigt clearet med Deres føringsofficer i Berlin. Det er ikke noget farligt,« tilføjede Crowell, fordi han fejlfortolkede Russells ansigtsudtryk. ”Bare lidt eskortering. På grund af det italienske valg er vi løbet tør for arbejdskraft. «

   »Jeg troede, valget var købt og betalt,« sagde Russell tørt og ønskede straks, at han ikke havde sagt det. Ikke fordi det var usandt – det eneste reelle spørgsmål var, om de havde brugt de kontanter, som nazisterne havde konfiskeret fra deres ofre, som betaling – men fordi han virkelig var nødt til at tøjle sig selv. Som Sjtjepkin havde sagt, vidste Russell, at han i det mindste skulle lade som om, han var engageret.

   Han behøvede ikke at bekymre sig i dette tilfælde, da Crowell bare ignorerede hans kommentar. »Der er en russer – faktisk en ukrainer, men han taler russisk – som vi skal ha’ ud. Ud af Europa, altså. Han bliver bragt ned fra Salzburg til Udine på lørdag – ved De, hvor det er? «

   Russell nikkede.

   »Godt, De skal møde ham der. Men før De forlader Trieste, skal De skaffe et visum til ham. « Crowell tog et sammenfoldet stykke papir op af lommen, som Russell åbnede. Navnet og adressen var fader Koznikus – Draganovićs mand i Trieste.

   »Er det den lokale falskner? « spurgte Russell flabet. Han var nysgerrig efter at vide, om Crowell ville fortælle sandheden om ”Rat Line”.

   »Nej, papirerne er ægte,« var alt, den anden mand sagde.

   Russell løftede øjenbrynene.

   »Det behøver De ikke at vide,« sagde Crowell kort.

   »Okay. «

   »Bare tag til Udine, Hotel Delle Alpi, og vær babysitter for manden en nat. Nogen vil hente ham den følgende morgen. « Crowell rakte hånden ud efter dokumentmappen ved siden af sin stol og tog en stor kuvert frem. »Her i finder De et DP-pas, papirer, der understøtter historien, femtenhundrede amerikanske dollars til fader Kozniku og nogle lire til Deres egne udgifter. Når De henter visummet, så tjek oplysningerne i forhold til passet, bare i tilfælde af, at nogen har kvajet sig. Vi har bedt hæren om en jeep, men den har ikke svaret endnu. Nogen kontakter Dem. «

   »Hva’ hedder han? Eller skal jeg kalde ham hr. X? «

   »Han hedder Maksim Palitsjko. «

   »Det lyder lidt bekendt. Og ikke for noget godt. «

   »Jeg har hørt, at nogle af historierne om ham skulle være overdrevne,« sagde Crowell. »Men det er ligegyldigt, for det er ikke relevant. Han vil være til større nytte for os i Amerika, end han ville være ved at blive stillet for retten eller ligge og rådne op i en sovjetisk grav. Så vores job er at få ham derover, ikke? «

   Russell nikkede og drak det sidste af sin øl. Solen skinnede stadig på en skyfri, blå himmel, og de eneste skyer var kun i hans eget hoved.

* * *

Senere samme aften kom Russell i god tid til sin aftale med Sjtjepkin. Da russeren kom, havde han instrukser med til Russell – han skulle mødes med en kammerat Serov forud for sin rejse til Beograd. Der ville ligge en besked på hans pensionat med tid og sted.

   Russell nikkede og spurgte Sjtjepkin, om han havde hørt om Maksim Palitsjko?

   Russeren sendte ham et blik. »Sikke et navn at la’ falde på sådan en smuk aften. «

   »Så hvem fanden er han? Jeg ved, at jeg har hørt navnet før, men jeg kan ikke huske hvor. «

   »Han kaldte sig selv ukrainsk nationalist, og det gør han vel stadig, selv om de fleste ukrainere ville være lige så glade for at skyde ham, som jeg ville være. Jeg ved ikke præcis, hvor han kom fra – et sted i det vestlige Ukraine – men som ung mand kæmpede han for de hvide i borgerkrigen, og i 20’erne sluttede han sig til den gruppe, der blev til OUN – Organisationen af Ukrainske Nationalister. De gjorde ingen fremskridt i Sovjetunionen, men de voksede sig ret stærke i Polen, og Palitsjko var en af de mænd, der myrdede Pilsudskis indenrigsminister i, jeg kan ikke huske det, var det 1934?

Han blev fanget og fik dødsstraf, men blev så benådet – han sad stadig i fængsel i Krakow, da tyskerne kom. De løslod ham, og han deltog i festlighederne – flere tusinde jøder blev tortureret og myrdet i løbet af de næste par uger. Og han må have gjort sig bemærket, for nazisterne sendte ham på Gestapo-skole. Da tyskerne invaderede os, gik OUN ind sammen med SS’ Einsatzgruppen og udførte mere end deres del af myrderiet. De forventede at få ansvaret for Ukraine, men Hitler stolede ikke nok på dem, og de OUN-ledere, der klagede, blev arresteret. Men ikke Palitsjko. Det lykkedes ham at holde sig på god fod med tyskerne, mest ved at sælge dem oplysninger om os og sine tidligere venner. Han samlede sin egen lille hær og førte en parallel krig mod vores partisaner. Har du hørt om Lidice eller Oradour? «

   »De landsbyer, som nazisterne udslettede? «

   »Ja, sammen med indbyggerne. Alle har hørt om dem,« tilføjede Sjtjepkin med et sjældent strejf af bitterhed i stemmen. »Men Olika, Mlinov, Grusjvitsi og mindst ti andre … ingen i Vesten kender til dem, men det var landsbyer, der alle blev beskyldt for at hjælpe vores partisaner og derefter udslettet af Palitsjko og hans mænd. OUN torturerede og voldtog, når det passede dem, og der var ingen i live, når de forlod stedet.«

   »Da nazisterne trak sig tilbage, tog Palitsjko med dem, og på en eller anden måde lykkedes det ham at forsvinde, selv om den halve verden ledte efter ham. Lige indtil nu gik jeg ud fra, at amerikanerne ville føle sig forpligtet af deres ære til at udlevere sådan en som ham. «

   Russell trak på smilebåndet. »Det gør de ikke. Jeg er et led i den kæde, der får ham ud af Europa. «

   I et stykke tid gik de videre i tavshed.

   »Jeg kan fortælle dig, hvor …« begyndte Russell.

   »La’ være,« indskød Sjtjepkin. »Jeg stoler ikke på mig selv, og vi kan ikke risikere det. Vi bliver nødt til at la’ ham gå, i hvert fald i øjeblikket. Men du skal være forsigtig. Amerikanerne er håbløse til at holde på hemmeligheder, og der kan være sluppet noget ud. «

»OK, godt,« mumlede Russell. Han huskede, at Crowell havde forsikret ham om, at der ikke var ”noget farligt” forbundet med netop dette job.