David Downing: Masaryk-banegården

14. december

Russell aflagde fader Koznikus kontor, der lå lige i nærheden af San Giusto-katedralen, besøg sent fredag eftermiddag. En barmfager, italiensk kvinde med en vidunderlig manke af sort hår – det var nok Artuccis Luciana – viste ham ind i det inderste hellige, hvor præsten selv, der var en korpulent person med et svullent rødt ansigt og næsten sorte øjne, havde travlt med at indføre tal i en læderindbundet hovedbog.

   ’Jeg kommer for at hente Balantjuks papirer’, meddelte Russell som svar på det spørgende blik. Roman Balantjuk var det navn, der stod i Palitsjkos nye pas.

   ’De er ny’, bemærkede Kozniku og åbnede en skrivebordsskuffe og tog en lille stak papirer.

   Russell satte sig på den stol, han ikke var blevet budt, og stak hånden ind i jakken efter de dokumenter Crowell havde givet ham – passet og den falske fødselsattest – og bundtet med Benjamin Franklins billede på.

   Præsten viftede dåbsattesten væk – så meget for Draganovićs stramme regler om kun at hjælpe katolikker – og gad ikke engang tælle hundreddollarsedlerne. Han så endda lidt irriteret ud, da Russell tog sig tid til at sammenligne oplysningerne i det nye, colombianske visum med oplysningerne i det forfalskede, amerikanske pas. De stemte perfekt overens.

   »Billetten til skibet ligger parat i Genova,« sagde præsten. »Det er en fornøjelse at gøre forretninger med Dem,« sluttede han, mens opmærksomheden allerede igen var rettet mod hovedbogen.

   Da Russell gik tilbage ned ad bakken for at finde sig noget aftensmad, tog han sig selv i at ønske, at Sjtjepkin pludselig ville dukke op ved siden af ham. Der var så få mennesker, der delte hans forfærdelse over, hvad der var sket med Europa i løbet af de sidste tredive år.

   Russell drak for meget den aften og havde det ad helvede til, da en af Markos døtre vækkede ham den følgende morgen med nyheden om, at en amerikansk soldat var kommet for at besøge ham. Den pågældende løjtnant bragte nyt, som han næsten ikke kunne tro – TRUST, den optimistiske forkortelse for Trieste United States Troops, var løbet tør for jeeps, og Russell var nødt til at nå frem til Udine ved hjælp af andre transportmidler. Han fik et militært rejsepas, som gav gratis adgang til al offentlig transport inden for zone A, men når han kom uden for fristatens område, skulle han selv betale. Disse oplysninger blev givet mellem misbilligende snøft, mens den unge mand gik omkring i Russells værelse og undersøgte hans ejendele som en Kripo-officer, der leder efter beviser på forbrydelser, der endnu ikke er begået. Kun Effis reklamefoto stoppede ham. »Er det Deres kone?« spurgte han, som om han næsten ikke kunne tro det.

   »Ja,« indrømmede Russell. Ordet lød stadig mærkeligt, selv om der var gået næsten et år, siden de endelig var blevet gift. De havde altid sagt, at de ville vente, til kærligheden var den eneste grund, men det var Rosas adoption, der havde tvunget dem til det. Kærligheden til et barn.

   Løjtnanten stirrede endnu en gang på billedet, sikkert i håb om at finde en fejl, og gik så brat hen mod døren. »Returner passet til hovedkvarteret i Miramar, så snart De kommer tilbage,« lød hans afskedssalut.

   Russell løftede sin ramponerede kuffert op på sengen og lagde et sæt skiftetøj oven på dokumenterne i bunden. Han var ikke ked af det med jeepen – han havde altid elsket at rejse med tog – men rejsen ville nu nok tage det meste af dagen, og han skulle se at komme afsted.

   Gåturen til stationen tog femten minutter, men ventetiden på et tog var betydeligt længere. Et tog til Venedig bragte ham til sidst op langs kysten til den italienske grænse, hvor konduktøren krævede betaling for en billet videre til Udine. Der skulle skiftes i Monfalcone, hvor tre timers ventetid gav ham tid til at finde en hæderlig frokost. Klokken var næsten tre, da hans tog – to gamle vogne bag et rustent tenderlokomotiv – startede turen op gennem Isonzo-dalen og kørte forbi den første af noget, der snart virkede som en endeløs række af kirkegårde fra Første Verdenskrig. Efter et længere stop i Gorizia tøffede toget langsomt nordvestpå over de sydlige udløbere af Alperne og krydsede det ene opsvulmede vandløb efter det andet, der strømmede sydpå mod havet. Da Russell først havde slået sig til tåls med langsommeligheden, fandt han ud af, at han nød rejsen. Efter Trieste og dens latterlige politik fødtes jorden her på ny med alle forårets lysegrønne farver.

   Han havde aldrig været i Udine, som var større, end han havde forestillet sig, og som – i hvert fald set fra bagsædet af en taxa – så ud til at være velsignet med et væld af interessant arkitektur. Måske en anden gang.

   Hotel Delle Alpi var imponerende og mere luksuriøst, end han havde forventet, når den amerikanske efterretningstjeneste betalte regningen. Hotellet og dets ejer, som præsenterede sig som Boris, og som så mere tysk end italiensk ud, havde tilsyneladende overlevet krigen uskadt, noget Russell altid, og indrømmede han ofte uretfærdigt, anså for at være grund til mistanke.

   Der var kun reserveret ét værelse til ham selv og hr. Balantjuk, hvilket var meget mere i overensstemmelse med den sædvanlige nærige CIC-praksis. Og det var knap nok stort nok til to, for slet ikke at tale om de tre, som Boris foreslog. Værelserne på begge sider var optaget, men efter en kortvarig irritation fandt indehaveren to tilstødende værelser længere henne ad gangen til ham. Det var slemt nok at være babysitter for et uhyre i menneskeskikkelse, og Russell skulle fandeme ikke dele seng med ham.

   Hotellets restaurant så ikke særlig inspirerende ud, men det var allerede ved at blive mørkt udenfor, og han formodede, at han skulle være der, når Palitjko ankom. Som skæbnen nu ville det, var maden udsøgt, vinen lige så god som nogen, han havde drukket før krigen. Russell blev hængende over kaffe og cognac og læste med et øre på vagt efter lyden af et køretøj udenfor, men da uret i forhallen slog elleve, besluttede han sig for at stoppe for i dag.

   Det føltes, som om han kun lige havde lukket øjnene, da nogen bankede på hans dør. »Deres venner er kommet,« halvt råbte Boris.

   To, der så ud som soldater, sad og drak i baren, den ene en major fra CIC, som Russell genkendte fra et møde i Salzburg et års tid tidligere, den anden Maksim Palitjko, som var klædt ud som almindelig korporal. Han var lavere, end Russell havde forestillet sig ud fra billedet, og havde et uventet tiltalende smil. Det lange hvide ar på halsen virkede som det eneste forudsigelige ved ham.

   De gav hinanden hånd som civiliserede mennesker, og majoren – hvis navn, huskede Russell, var Hanningham – skænkede Russell en ordentlig whisky.

   »Nogen problemer?” spurgte Russell i mangel af bedre.

   »Ingen,« sagde majoren muntert. »Jeg tror, at alle, der bemander den grænse, er på vores lønningsliste.

   Palitjko kiggede sig rundt i den tomme bar.

   Russell præsenterede sig på russisk. »Eller vil De hellere tale tysk?« tilføjede han på det sprog.

   »Deutsch,« sagde ukraineren kort. Han tømte sit glas. »Det har været en lang dag,« tilføjede han.