David Downing: Masaryk-banegården

15. december

   Enten havde Hanningham ingen betænkeligheder ved at dele sengen, der var »stor nok til tre«, med Palitjko, eller også var han for træt til at bekymre sig, og snart lå Russell i sin egen. De mødtes igen til morgenmaden i den træbeklædte spisestue med udsigt til de fjerne bjerge, og efter en halv time med Hanninghams indbildske arrogance begyndte Russell at spekulere på, hvilken mand der var den mest anstødelige af de to. Massemorderen Palitjko sad bare og beundrede udsigten og smilede af og til venlig. Først da amerikanerens jeep endelig var skrumpet ind til en prik på vejen mod nord, frembragte han mere end en enkelt stavelse. »Hvor tilbragte De krigen? «

   Russell havde intet ønske om at fortælle denne mand sin livshistorie. »I USA og derefter med den amerikanske hær i Frankrig og Tyskland som krigskorrespondent. Det var alt sammen sandt nok, men næppe det komplette billede. »Hva’ med Dem? «

   »I Polen og Ukraine. «

   »Og lavede hva’? «

   »Kæmpede mod kommunisterne. Og tabte. «

   »Fortryder De noget? « Russell kunne ikke lade være med at spørge.

   »De ved godt, hvem jeg i virkeligheden er, ikke? «

   »Jo. «

   Han smilede igen. »Det er mere, end jeg selv gør. «

   Åh, nej tænkte Russell, en psykopat med identitetskrise.

   Man må have kunnet se det i hans ansigt. »Min far var præst,« sagde Palitjko, som om det var en forklaring. Han kiggede på Russell. »Var De gammel nok til at kæmpe i den første krig? «

   »Ja. «

   »Så ved De, hvad mennesker kan gøre mod hinanden. «

   »Jeg ved stadig ikke hvorfor,« sagde Russell og lod sig rive med.

   »Det gør jeg heller ikke. Det var det, jeg mente – ondskaben er et mysterium, selv for dem, der udøver den. Især for dem. «

   »Det er det, vi har domstole til. «

   Palitjko rystede på hovedet. »Tror De virkelig, efter alt det De har set og hørt, at mennesker er i stand til at dømme deres brødre? «

   »Hvad er alternativet? Universel syndsforladelse? «

   »Måske. Men jeg ved det ikke. «

   Da der kom to kvinder for at gøre rent i spisesalen, gik de ind i opholdsstuen, hvor Russell fandt en engelsk avis fra flere dage før. En rapport fra avisens korrespondent i Palæstina hævdede med tilsyneladende stor autoritet, at jødiske soldater havde massakreret næsten alle de arabiske indbyggere i en landsby ved navn Deir Yassin. Og sådan gik det videre, tænkte han og huskede Sjtjepkins liste over landsbyer, som hans nuværende ledsager havde lagt i ruiner. Nu gjorde selv jøder det.

   »Spiller De skak? « spurgte Palitjko. Han havde fundet et spil, der var beregnet til gæsterne.

   »Dårligt,« sagde Russell for ikke at opmuntre den anden, netop som Boris dukkede op i døråbningen.

   »Der er lige blevet ringet op,« sagde hotelejeren til Russell. »Jeg skulle sige til Dem, at der er sket et røveri, og at Deres ven ikke vil være fremme før i morgen tidlig. Jeg går ud fra, at det betyder, at De skal bruge værelserne en nat mere? «

   Russell sukkede. »Det gør vi vel. « Han forklarede forsinkelsen til Palitjko, som hverken virkede overrasket eller ked af det.

   »Hva’ så med et spil?« spurgte han.

   »Joh, hvorfor ikke? «

   Det tog ukraineren omkring ti minutter at sætte ham skakmat, og den efterfølgende remis blev endnu kortere. »De spiller virkelig dårligt,« indrømmede Palitjko noget sent.

   Efter at have spist frokost en times tid senere spekulerede Russell på, hvad han skulle bruge eftermiddagen på, da ukraineren foreslog en gåtur. »Jeg vil gerne finde en kirke,« sagde han, og Russell var stadig ved at sluge en uudtalt spydighed om den andens behov for at skrifte, da Palitjko indrømmede, at det faktisk var hans hensigt. »Jeg tror ikke, jeg ved et uheld løber ind i nogen fjender,« tilføjede han, da Russell tøvede.

   De fandt en kirke på vejen ind til centrum, og den første præst, de fandt, var villig til at tage imod Palitjkos skriftemål. Russell spekulerede kortvarigt på, hvordan de skulle bære sig ad med at forstå hinanden, og nøjedes med at være taknemmelig for, at det ikke var ham, der skulle lytte, og satte sig i en bekvem kirkestol i tyve minutter og spekulerede på, om det virkelig var godt for sjælen at bekende sine synder, eller om det bare var endnu en måde for kirken at holde sin flok under en slags kontrol.

   Da Palitjko endelig dukkede op igen, besluttede de sig for at gå videre ind til byen. »Jeg vil gerne prøve en kop rigtig italiensk kaffe,« sagde ukraineren til Russell, mens de undersøgte de caféer, der lå spredt rundt om den centrale piazza. Da de havde valgt én, satte de sig ved et bord udendørs, bestilte espresso og kiggede på de smukke gamle bygninger omkring sig. »Jeg kommer til at hade Amerika,« sagde Palitjko næsten vemodigt.

   »Hvorfor tager De så af sted? « spurgte Russell overflødigt.

   Palitjko tog spørgsmålet alvorligt. »Der er for mange europæere, som ønsker mig død. Deres chefer i Washington ønsker mig faktisk levende, i hvert fald indtil jeg har fortalt dem alt, hvad jeg ved. Men jeg vil stadig hade det. «

   To små drenge stoppede op ved deres bord med udstrakte hænder, og Russell var stadig i færd med at stikke hånden i lommen, da Palitjko gav dem et lille bundt liresedler. De kiggede vantro på ham og løb hen over piazzaen, mens de udstødte glædesråb.

   »Hvor meget gav De dem? « spurgte Russell.

   Palitjko trak på skuldrene. »Aner det ikke. Da vi var kommet over grænsen, sagde Deres major Hanningham, at jeg havde brug for »lommepenge«, og han gav mig dem. Men hvad skal jeg bruge dem til? I vil jo ikke lade mig sulte. «

   Da de kom tilbage på hotellet, tog de en lur på deres værelser og mødtes så igen for at spise aftensmad som almindelige rejsende, der havde gjort hinandens bekendtskab under rejsen. Russell blev ved med at vente på, at krigsforbryderen skulle dukke op bag masken, men Palitjko så ud til at være indstillet på at være venlig over for Russell, tjenerne og hele verden. Kun én gang antydede han noget andet, da han kiggede rundt i rummet og med en snert af overraskelse bemærkede: »Italienere ligner jøder, gør de ikke? Det var vel derfor, de beskyttede dem mod tyskerne. « Da han så Russells ansigt, smilede han igen. »Jeg er nok nødt til at gøre det bedre i Amerika, ikke? «

   De sagde godnat omkring klokken ti, men Russell skulle bruge over en times læsning, før han faldt i søvn, og hans søvn var både urolig og fyldt med drømme. I det mindste skinnede solen, da han vågnede, og med lidt held kørte der tilstrækkeligt med italienske tog om søndagen til, at han kunne nå tilbage til Trieste den samme dag.