David Downing: Masaryk-banegården

16. december

Det første tegn på, at der var noget galt, var den manglende reaktion, da han bankede på Palitjkos dør; det andet var, at døren ikke var låst; det tredje var det syn, der mødte ham, da han trådte ind.

   Ukraineren lå nøgen på sin seng med en masse størknet blod, hvor hans kønsdele havde været. De var proppet ind i hans blodomkransede mund, der hvor tungen plejede at være. Den lå på hans mave.

   Det hjalp med at forklare, hvorfor Russell ikke havde hørt noget.

   Fire kyrilliske bogstaver var blevet skåret ind i Palitjkos pande – efter døden, hvis det, at de ikke var tværet ud, skulle være noget at gå efter. Sproget var ukrainsk, men de tegn, der afsluttede ordet, var de samme på russisk, D og A på engelsk. Han måtte slå de andre op, men JUDA – det russiske ord for Judas – virkede som et ret godt bud. Det var ikke jøderne og kommunisterne, der havde indhentet Palitjko, men det havde hans gamle venner.

   I det mindste var blodet næsten tørt – gerningsmanden eller gerningsmændene ville for længst være over alle bjerge. De havde ikke alene vidst, hvor de kunne finde ham, men også hvordan de kunne nå frem til hans værelse uden at slå alarm, noget der tydede på omhyggelig overvågning og planlægning. Nogen havde sladret – kunne det have været Sjtjepkin? Det var muligt, men russeren havde en rent egoistisk interesse i Russells overlevelse, og han kunne ikke have vidst, at de ville være på hvert sit værelse. Russell kunne selvfølgelig altid spørge ham, men han havde aldrig været i stand til at afgøre, hvornår Sjtjepkin løj.

   Det vigtige spørgsmål var, hvad han nu skulle gøre. At tjekke ud med det samme virkede mest tiltrækkende, men han vidste, at han ikke ville få ros af sine amerikanske overordnede for det. Tværtimod. De havde brugt det her hotel i flere år og ville ikke have, at det blev kompromitteret. Endnu vigtigere var det, at enhver indblanding af politiet ville åbne en meget stor hvepserede. Han måtte se at få liget væk herfra, og da han ikke kunne bære det væk fra byen på sin ryg, havde han brug for hjælp. Boris skulle gøre sig fortjent til det, amerikanerne betalte ham.

   Han kastede et sidste blik på Palitjko. Hvis der var nogen, der fortjente at dø på den måde, så var det formodentlig denne mand, men ikke desto mindre vældede medlidenheden op i ham. Russell gik ud på gangen, låste døren og gik ud for at finde hotelejeren.

   Da Boris blev præsenteret for den uheldige oplysning, blev han overrasket, irriteret og opskræmt sådan cirka i den rækkefølge, men han prøvede ikke at unddrage sig problemet. Han ansigt blev hvidt, da han så liget, men en hurtig opkastning i vaskefadet bragte ham mere eller mindre til hægterne igen. Russell mente, at han før Første Verdenskrig ville have reageret på samme måde. Det var meningen, at lig skulle være i et stykke.

   ’Rul ham ind i et tæppe’, sagde Boris, da han først havde samlet sig sammen. ’Jeg finder et til’. Russell havde rullet Palitjko og det blodige sengetøj ind, da ejeren kom tilbage med et lag til og noget sejlgarn, så de kunne binde enderne sammen. ’Jeg kan sammenkalde til et personalemøde i opholdsstuen’, foreslog Boris. ’Når de alle sammen er der, ka’ vi bære ham med ad bagtrappen og ud i hotellets kassevogn uden at blive set’.

   ’De er et naturtalent’, sagde Russell.

   Og planen fungerede. Femten lange minutter senere baksede de den store nytårsknallert ned ad bagtrappen, gennem det tomme køkken og ind i kassevognens lastrum. ’Vent her i førerhuset’, sagde Boris. ’Jeg skal lige sige til dem, at mødet ikke bliver til noget’.

   Han var tilbage i løbet af ingen tid, og snart var ude på landevejen med kurs nordpå.

   ’Hvor skal vi køre hen?’ ville Boris vide.

   ’De kender jo området. Bare find et øde sted væk fra landevejen, hvor vi kan slippe af med ham’.

   ’Ja, ja’. Kort tid efter drejede varevognen ind på en smal sidevej. ’Skal vi grave ham ned?’.

   ’Det lyder som en god ide’.

   ’Men vi har ingen spade’.

   ’Jamen, så ka’ vi vel ikke det. Hvor fører den her vej hen?’

   ’Den ender ved en gård. Der ligger andre gårde på hver side af den’.

   Da Russell så til højre, kunne han se, at der steg røg op fra skorsten noget borte. ’Bare find et sted, hvor vi kan vende’, sagde han, ’så smider vi ham i en grøft.’

   Boris gjorde som foreslået, men efter at de havde pakket pakken op, trillet liget ned i et vandløb og dækket det med afrevne grene fra en busk i nærheden, var han alligevel utilfreds. ’Hvad vil politiet tro, når de finder ham?’

   ’Hvis de overhovedet tror noget, så er det vel bare endnu et af krigens ofre, vil jeg mene. Gør de lokale partisaner ikke stadig regnskaber op?’

   ’Han ser ikke italiensk ud’.

   ’Det er rigtigt, men der er intet på liget, der kan identificere det, og der er ingen lokale, der ved, hvem det er’.

   ’Hva’ med tæpperne og lagnerne?’

   ’Indkald til et nyt personalemøde og prop dem i hotellets fyr.’

   ’Joh, men …’

   ’Hør her, hvis det værste skulle ske, så bare sig, at De fandt ham på værelset og kørte ham her ud for at spare hotellet for dårlig omtale. Det var jo ikke Dem, der slog ham ihjel. De får bare en advarsel’.

   ’De kender ikke vort politi’.

   ’Måske ikke. Hvis der for alvor bliver ballade, så få fat i Deres amerikanske venner. De skal nok ordne det, hvis de er nødt til det. Han var jo deres smuglergods’.

   ’De har ret’, sagde Boris, da kørte ud på landevejen igen. ’Fandens til amerikanere’.