David Downing: Masaryk-banegården

17. december

Russells andet møde med Bob Crowell var ikke helt så hyggeligt som det første. Ikke at Crowell sagde så meget – han sad bare og så skuffet ud. Hans kollega, en yngre mand ved navn Tad Youklis med glatraget hoved og vrede blå øjne, førte ordet og lagde øjensynligt ikke fingrene imellem.

   Russell var mødt op i det sikre hus i forventning om endnu en dag med Kuznakovs udflugter, men den russiske agent, der var plantet hos dem, var blevet tryllet væk i løbet af weekenden og var nu uden tvivl i gang med at labbe al den vin, de kvinder og den hornmusik i sig, som CIA kunne præstere. Og i stedet for Dempsey og Farquhar-Smith havde han fundet Crowell og Youklis, der lå på lur og krævede en grundig redegørelse for Palitjkos gruopvækkende død.

   Russell så ingen grund til at udelade noget eller på anden måde massere sandheden, noget der kunne have vise sig at være en fejl.

   »Hva’ kalder man en babysitter, hvis barn bliver tortureret og dræbt?« spurgte Youklis ham sarkastisk.

   »Det ved jeg ikke – er det en gåde?«

   »En fucking idiot«.

   »Så fyr mig«.

   Youklis sendte ham et foragteligt blik. »Hvorfor fanden sov De i et andet værelse?«

   »Overlevede, viste det sig.«

   »Det er vist ikke noget at prale af. «

   Russell holdt sig næsten i skindet. »Må jeg minde Dem om, at Bob her fortalte mig, at der ikke var – og jeg citerer – »noget farligt« ved den her opgave. Der blev ikke nævnt noget om potentielle snigmordere. Og nu, vi er ved det, hvordan vidste de så, hvor de kunne finde ham? Norditalien er ikke ligefrem oversvømmet af ukrainske dødspatruljer, så mit gæt er, at en af jeres folk har sluppet katten ud af sækken. Og sikkert af den gode grund, at de ikke havde lyst til at se svinet undslippe retfærdigheden.«

   »Det lyder, som om De selv blev fristet. Og måske gav efter.«

   »Jeg har ikke sagt det til nogen,« løj Russell.

   »Men De er da glad for, at han er død.«

   »Ja, jeg betragter det ikke som et stort tab for menneskeheden.« Uvilkårligt så Russell for sit indre øje Palitjkos fingre, der hang tøvende over skakbrættet.

   »Men han er et stort tab for vores sag.«

   »De burde måske overveje, hvad det siger om os.«

   Youklis sendte Russell endnu et vredt blik. »Det siger, at vi gør det, vi er nødt til.«

   »Ja, så? Så gør De det ikke særlig godt. Og jeg bryder mig ikke om at få skylden for andres inkompetence. Er vi færdige nu?«

   »Næsten. Jeg har fået at vide, at vores folk i Berlin sætter stor pris på Deres tjenester, men jeg kan fandeme ikke se hvorfor.«

   »Så send mig tilbage. Hva’ skal De bruge mig til her, nu hvor Kuznakov er væk?«

   »Så vidt jeg ved, har De en opgave i Beograd, der venter. Hvis De klarer det bedre, end De har klaret det her, kan vi overveje det. Men jeg lover ikke noget.«

   Russell rejste sig op. Endnu et svar på tiltale lå på læberne, men hvorfor spilde flere ord?

* * *

Det var mandag morgen i Berlin, og det så ud, som om foråret igen var blevet udskudt. Et tæppe af grå skyer hang lige over hustagene, eller i mange tilfælde husene, som stadig ventede på nye tage. Nyhederne var lige så deprimerende: I løbet af weekenden havde Sovjetunionen pludselig afbrudt mælkeforsyningen til de vestlige sektorer og påstod, at det skyldtes en pludselig opstået mangel på benzin og arbejdskraft. De vestlige myndigheder fik at vide, at de var velkomne til selv at hente mælken, men mens de kæmpede for at finde den nødvendige flåde af lastbiler, måtte flere tusinde babyer sulte.

   Der var ikke mange, der troede på de sovjetiske undskyldninger: For de fleste var de bare endnu et led i en voksende chikanekampagne. Det eneste reelle spørgsmål var, hvor længe denne operation ville vare, og hvor langt Stalins kumpaner var villige til at gå.

   Ret langt, tænkte Effi, mens hun ventede på Eva Kempka uden for caféen på Ku’damm. Hvis en stat var villig til at vælge babyer som mål, hvem kunne så tro sig sikker?

   Som sædvanlig ved de sjældne lejligheder, hvor hun kom tidligere end den person, hun skulle mødes med, huskede Effi alle de gange, hun havde ladet folk vente, og hun besluttede sig for at gøre det bedre i fremtiden. Det virkede selvfølgelig aldrig.

   Hun var næsten klar til at erkende sit nederlag, da Eva endelig kom, forpustet og fuld af undskyldninger. Fordi der var lidt regn i luften, fandt de et bord indenfor og bestilte kaffe hos en servitrice, der så ud til at være omkring 14 år. Nu til dags lod det til, at næsten alle i Berlin enten var for unge eller for gamle.

   Eva syntes mere nervøs, end hun havde været til begravelsen, og skævede hele tiden mod døren ud til gaden. »Der kom en mand og besøgte mig,« sagde hun som forklaring.

   »Hvem?« spurgte Effi. »Hva’ ville han?«

   »Han sagde aldrig hvad han hed, og jeg var for oprevet til at spørge. Han antydede, at han var en ven af familien – Sonjas familie, mener jeg. Men han sagde det faktisk ikke.«

   »Hva’ sagde han så?«

   »At jeg gjorde familien ked af det. «

   »Hvordan det? Hva’ har du lavet? «

   Eva kastede endnu et stjålent blik på døren. »Jeg har bare snakket med folk og spurgt mig for.«

   »Med hvem?«

   »Jah, kolleger. Jeg har altså ikke talt med aviserne eller noget i den stil.«

   Effi tyggede lidt på det. »Men hva’ skulle du kunne ha’ sagt til aviserne, Eva? Hva’ er det, du ved?«

   »Tja, ikke ret meget. Ikke noget konkret i hvert fald. Men jeg var sammen med hende, et par dage før hun døde.«

   »Havde I et forhold?«

   Eva smilede sørgmodigt. »Nej, ikke dengang. Det havde vi i en kort periode sidste år. Sonja var … ja, hun var altså ikke rigtig lesbisk. Hun var træt af mænd, og hun var villig til at give det en chance. Det var det, hun sagde til mig – næsten ordret. Og det gjorde hun, men det føltes ikke rigtigt. Ikke for hende.«

   Men det gjorde det for dig, troede Effi.

   »Vi forsatte med at være venner,« fortsatte Eva, «og vi plejede at mødes hver fjortende dag, som regel et sted som det her, men den aften kunne hun ikke få fat i en babysitter, så hun inviterede mig hjem til sin lejlighed. Og det var der, jeg overhørte telefonsamtalen. Nogen – jeg ved ikke hvem – prøvede at få hende til at gøre noget, og hun blev ved med at afslå det. Men vedkommende ville ikke tage et nej for et nej, og til sidst gik hun med til det. Men jeg kunne se, at hun var bange. Og hun ville ikke snakke om det, noget der ikke lignede hende.«

   En tåre trillede ned ad Evas kind.

   »Har du fortalt alt det her til andre?«

   »Jeg gik til politiet og talte med en kriminalinspektør. Og han var ikke usympatisk indstillet. Mænd i uniform gør normalt kort proces med kvinder som mig – på en eller anden måde ved de det – men ham her lovede at se på det. Han advarede mig om ikke at forvente for meget, og det virkede rimeligt nok. Da jeg ikke havde et navn på den, der ringede, eller nogen idé om, hvad samtalen drejede sig om, havde jeg jo ikke rigtig givet ham et sted at starte.«