David Downing: Masaryk-banegården

18. december

   »Det var før begravelsen. Jeg talte med ham igen i onsdags, og denne gang han affejede mig mere eller mindre. Han sagde, at han havde kigget på det, og at der ikke var noget, der tydede på en forbrydelse. Det kunne have stillet mig tilfreds, hvis han havde opført sig som den samme mand, jeg tidligere havde talt med. Men det gjorde han ikke. Han var mere aggressiv og mere i forsvarsposition, hvis du forstår, hva’ jeg mener, som om det at ha’ med mig at gøre var noget, han ikke brød sig om.«

   »Som om det gav ham skyldfølelse?«

   »Måske. Men måske bilder jeg mig det bare ind. Første gang havde han jo ret – jeg havde ikke givet ham noget, ikke rigtigt. Og jeg havde mere eller mindre besluttet mig til at lade det ligge, da den anden mand kom og besøgte mig.«

   »Han var tysker, ikke?«

   »Han var i hvert fald ikke russer. Og han var ikke ubehagelig eller noget. Men da han var gået, følte jeg mig – ja, jeg ved ikke rigtig – jeg følte, at jeg var blevet truet, selv om jeg ikke var blevet det.«

   Effi kunne huske, at hun havde haft den samme følelse efter at have mødt manden fra propagandaafdelingen. Og selv om Eva måske ikke vidste noget, kunne nogen frygte, at Sonja havde betroet sig til hende. Men om hvad? Og hvilken betydning kunne det have, når Sonja havde begået selvmord? Det lod ikke til, at Volker Heldt var i tvivl om, at det var det, hun havde gjort, og det var strække den lidt langt at forestille sig ham som et af russernes redskaber. Og selv hvis der lå noget bag alt det her – noget der stadig langt fra var sikkert – syntes der ikke at være nogen grund til at forfølge sagen. De kunne ikke bringe Sonja tilbage fra de døde, og i det usandsynlige tilfælde, at de fandt beviser på en forbrydelse, ville det sandsynligvis gå udover dem selv.

   Men hvordan kunne hun overbevise Eva om det?

   »Jeg har bedt en ven – en der har adgang til russerne – om at se, hva’ han kunne finde ud af,« sagde Effi. »Diskret, selvfølgelig. Og måske hører han noget. Men lige nu synes jeg faktisk, du skal lade det ligge. Tænk over det, Eva. Hvis du tager fejl, og den samtale, du overhørte, ikke havde noget med Sonjas død at gøre, så vil det såre og gøre andre, der elskede hende, vrede at gøre et stort nummer ud af det. Og måske var det bare det, den ukendte mand forsøgte at fortælle dig. Hvis du har ret, og der er sket noget forfærdeligt, vi ikke kender til, så er der måske nogen, der beslutter sig til for alvor at lukke munden på dig. Uanset hva’, er det dig, der taber.«

   »Det ved jeg godt,« sagde Eva og så helt ulykkelig ud.

   »Så du lader det ligge?«

   »Ja, ja, det skal jeg nok. Tak, fordi du ville snakke med mig.«

   »Det er godt at se dig.«

   »Jeg plejer at kunne gøre det bedre end det her. Men, hvis din ven finder ud af noget, Effi, må du sige det til mig.«

   »Selvfølgelig,« sagde Effi med større overbevisning, end hun følte. »Men det jeg regner ikke med, han gør.«

   De brugte lidt til på at udveksle lidt branchesladder og gik så hver til sit.

   På vej tilbage til sin lejlighed følte Effi sig deprimeret over samtalen. Hun var ikke overbevist om, at der var noget mistænkeligt ved Sonja Strehls død, men elementerne i Evas historie – truslerne i telefonen, den vrede politimand, den navnløse besøgende, som måske eller måske ikke var den, han gav sig ud for – lod alle på en nedslående måde til at være karakteristiske for den nuværende situation.

   Effi havde tidligere den formiddag deltaget i en afskedsfest på Charlottenburg station. En anden skuespiller, som hun havde kendt lige fra før krigen, var blevet tilbudt en rolle i en Hollywood-film og havde besluttet at tage imod den. To år tidligere havde Effi hørt den samme kvinde skælde ud på dem, der forlod Berlin, »byen, hvor der bliver lavet rigtige film«. Men hun var som så mange andre blevet slidt ned af besætterne og deres endeløse intriger mod hinanden. Det var en verden, hvor berlinere, høj som lav, kun kunne fungere som statister.

   Da Effi så toget dampe afsted vestpå, følte hun sig mere misundelig, end hun havde regnet med. I 1945 havde Russell overtalt russerne til at lade hele sin familie komme ud af byen, men selv dengang, da gaderne brændte, og russerne voldtog alt, hvad der rørte sig af kvinder, havde hun følt en mærkelig modvilje mod at forlade byen. Det var hun ikke sikker på, at hun følte nu.

* * *

Effi så ikke frem til samtalen, men efter aftensmaden den aften kunne være et lige så godt tidspunkt som noget andet. »Før du går i seng,« sagde hun til Rosa, da radioprogrammet var forbi, «skal vi ha’ en snak.«

Rosa så glad ud. Hun havde virket lidt indesluttet, efter Effi hentede hende hos Zarah, og det var ikke den reaktion, Effi havde forventet.

   »Forleden morgen, da du var i skole, kiggede jeg i din skitsebog. Der var nogle tegninger, jeg ikke havde set før. Af dine venner.«

   »Hva’ synes du?« spurgte Rosa, tydeligvis uvidende om, at der kunne være noget galt.

   »Jeg synes, de er fantastiske,« sagde Effi og åbnede bogen. »Men jeg vil gerne spørge dig om en af dem. Hun fandt den pågældende tegning. »Den her. Hvad laver de to?«

   »Det ved du da godt,« sagde Rosa med et lille fnis.

   »Ja, det tror jeg nok, jeg gør, men du skal fortælle mig det.«

   »De er venner på en helt særlig måde. Ligesom dig og far. De rører meget ved hinanden. Nogle gange uden tøj på.«

   »Og bad de dig om at tegne, at de rørte ved hinanden på den måde?«

   »Nej, nej. De vidste ikke engang, at jeg var der. Jeg fandt dem sådan, men de så mig ikke.«

   »Det forstår jeg godt. Men hvorfor ville du tegne dem?«

Rosa sukkede. »Det ved jeg ikke. De var begejstrede. Og glade. Jeg kan godt lide at tegne glade mennesker.«

   Effi følte en voksende lettelse. »Det, de gjorde,« sagde hun. »Det, som far og jeg gør nogle gange. Det hedder sex. Eller at elske. Der er mange ord for det.«

   »Kneppe,« foreslog Rosa.

   »Det er et af dem. Men det vigtige – en af de vigtige ting,« korrigerede Effi sig selv – ”er, at de fleste mennesker godt kan lide at være alene med hinanden, når de gør det. Det er noget privat, kun for de to. Og de ville blive vrede, hvis nogen tegnede dem eller tog et billede af dem. Forstår du det?«

Rosa kiggede på hende. »Jeg skal ikke tegne folk, der knepper, uden at spørge dem først.«

Det lød som en rimelig opsummering, om end ikke helt den, Effi havde håbet på.