David Downing: Masaryk-banegården

19. december

Mørket var faldet på, da Ströhm kom ud fra Wedding U-banestation og gik over en spøgelsesagtigt øde Müllerstrasse. Gadetrafikken var stadig sparsom i Berlin, især på dette tidspunkt af døgnet, hvor den meste trafik enten var offentlig eller militær. I det mindste kørte U-banen og S-toget nu til langt ud på aftenen, og et S-tog kørte ud af stationen over ham, mens han gik østpå ad den stærkt beskadigede Lindower Strasse.

   Harald Gebauers politiske kontor lå i den gamle skifteretsbygning på Nettelbeckplatz, som bar præg af både de allieredes bombardementer og Den røde Hærs granater, men som i modsætning til sine naboer stadig stod oprejst. »På anden sal«, havde hans gamle ven lidt overflødigt sagt i telefonen – stueetagen var mørk og tom, og lyden af stemmer kunne høres ovenfra. Ströhm gik op ad trappen og fandt en trappeafsats med stole, hvoraf tre var optaget af folk, der ventede på at komme ind til Gebauer.

   Da han stak hovedet ind ad døren for at fortælle Harald, at han var kommet, viste hans ven ti fingre en gang, to gange og – smilende og med et skuldertræk – en tredje gang som tegn på held. Ströhm grinede og gik ud igen og satte sig på en stol. Gebauer var den, han havde kendt længst – de var sammen gået med i KPD’s ungdomsmarcher i årene før nazisternes magtovertagelse, og de havde været med i undergrundscellerne på Stettiner Bahnhof før og under krigen. Efter 1945 havde de begge haft relativt vigtige stillinger – Ströhm i den centrale jernbaneforvaltning, Gebauer på rangerbanegården og i Weddings distriktsråd.

   »Du ser elendig ud«, lød Haralds hilsen fyrre minutter senere, da den sidste lokale audienssøgende var forsvundet ned ad trappen.

   »Det gør du ikke,« sagde Ströhm. »Det må være godt for dig at arbejde hver eneste time, Gud giver os.«

   Gebauer grinede. »Man har ikke tid til at tænke,« sagde han. »Men lad os gå ud og få en lille en. Desværre har jeg kun en time – jeg har noget papirarbejde her, som skal gøres færdigt.« Han rakte ud efter frakken, som hang på bagsiden af døren, og kæmpede sig ind i den. Albuerne trængte i høj grad til at blive lappet, bemærkede Ströhm.

   Nede ved døren opdagede de, at det var begyndt at regne.

   »Lort,« sagde Harald med følelse. »Mine sko er utætte,« tilføjede han som forklaring. »Men hva’ fanden.« Han førte an over pladsen og ind under banen.

   »Bor du stadig i Liesen?« spurgte Ströhm.

   »Jeg er flyttet ind på kontoret. Der er en gammel feltseng fra militæret, som jeg kan bruge. Og vejen til arbejdet bliver kortere,« tilføjede han ironisk.

   »Hvad skete der med din lejlighed?«

   »Jeg gav den fra mig. Der var så mange familier, der boede i ét rum, og så boede jeg i tre. Der var ingen undskyldning for det. Og så var der for mange minder.«

   Gebauer havde mistet sin kone og sine børn under et amerikansk bombeangreb.

   »Og som du så rigtigt sagde,« fortsatte han, «arbejder jeg hver eneste time, som historien giver mig mulighed for. Hvad skal jeg bruge en lejlighed til?«

   Hvile, tænkte Ströhm, men det sagde han ikke. »Hvor skal vi hen?« spurgte han i stedet.

   »Den Nordiske.«

   »Er den stadig åben? Jeg troede, den var blevet jævnet med jorden.«

   »Det blev den også. Men se,« sagde Harald, da de drejede om hjørnet, og pegede på et gult lys længere nede ad gaden. »Genopbygningens vidunder.«

   Det var kun af navn den samme bygning, selv om den kunne prale af nogle af de gamle udsmykninger. Men, lagde Ströhm mærke til, ikke det dobbeltsidede portræt, som havde hængt på den ene væg, med Lenin på den ene side og Hitler på den anden. Det var formentlig blevet fjernet af Gestapo efter den razzia, der til sidst lukkede værtshuset. Ströhm havde ofte forestillet sig det øjeblik, hvor det gik op for dem, at billedet kunne vendes om, og hvor de stod over for problemet med at brænde den ene side uden at ødelægge den anden.

   I gamle dage, da de fleste gæster var jernbanefolk, kammerater eller begge dele, havde det ofte været svært at finde et sted bare at stå, men i aften var der højest tyve mennesker. Det fik dog stadig Ströhm til at føle sig nostalgisk, og mens Gebauer købte øl, tog han sig selv i at gennemlede minderne, der i hovedsagen havde været fine. Livet havde været enklere, da man var i opposition.

   Da de havde sat sig, fortalte han Gebauer det, men hans ven ville ikke at tale om fortiden. »Dengang var det eneste, vi gjorde, at gemme os og håbe; nu ligger verden for vores fødder. Jeg ved godt, det er en hård tid, men den er også vidunderlig.« Han så tvivlen i Ströhms øjne. »Ja, ja, men se, hvor godt vi klarer os.«

   »Gør vi?« spurgte Ströhm og smilede.

   »Ja, det tror jeg. Hvor mange er vi – et par hundrede, måske tusind? Jeg mener engagerede kammerater. Og ikke ret mange af os har en rigtig uddannelse – det sørgede depressionen og nazisterne for. Og du husker jo nok, hvordan det var i 1945 – vi var allesammen bekymrede for, at vi ikke kunne klare opgaven, at vi uden uddannelse ville ødelægge det hele. Men det har vi ikke. Vi improviserede, vi lærte undervejs, og vi har fået det til at fungere. Vi havde alt imod os – selv vores allierede, der stjal halvdelen af vores industri – men vi har fået det til at fungere. Og det her er kun begyndelsen. Alt er muligt.«

   »Tror du virkelig det?«

   »Selvfølgelig.«

   »En tysk socialisme.«

   »Ja, til sidst. Det vil ikke ske fra den ene dag til den anden, men hvorfor ikke med tiden?«

   Hans overbevisning var smittende. »Dit arbejde fører dig tættere på folket,« indrømmede Ströhm. »Men mit … det er den værste form for politik, der handler mere om magt end om mennesker.« Han trak på skulderen. »Og så er der russerne.«

   »Russerne er pisseirriterende, men hvis det ikke var for dem, ville vi ikke være her. Vi ville højst sandsynligt være døde allesammen.«

   »Det er rigtigt.« Ströhm grinede. »Det er godt at se dig.«

   »Også dig.«

   De skiltes en halv time senere, Gebauer slæbte sig træt tilbage til sit kontor, Ströhm satte kursen vestpå mod U-banen. Han skulle ikke vente ret længe på et tog, og mens det tordnede gennem tunnellerne, sad han i den næsten tomme vogn og tænkte tilbage på aftenen. Han havde kendt en del kammerater som Harald, som syntes, at privatliv var en luksus, som gik i utætte sko og lappet tøj og aldrig brugte en tjenestebil, når det var muligt at gå. Som var glade for at leve i materiel fattigdom, mens de stræbte efter et rigere liv for alle.

   Den slags mennesker havde altid været partiets hjerte og sjæl, og Ströhm længtes efter at kunne tro, at der stadig var nok af dem tilbage.