David Downing: Masaryk-banegården
I Solidaritets julekalender giver vi hver dag indtil juleaften et nyt uddrag af den næste roman af David Downing: “Masaryk-banegården”
2. december
Korsfarere
Det var næsten helt sikkert, at russeren løj, men John Russell havde ikke tænkt sig at dele denne mistanke med sine britiske og amerikanske arbejdsgivere. Hvis der var noget, han havde lært i løbet af de sidste par år, var det aldrig at videregive oplysninger uden først grundigt at have vurderet, hvor meget de kunne være værd i penge, tjenester eller blod.
Den britiske major og den amerikanske kaptajn, som delte kommandoen over afhøringscentret i Trieste, syntes mindre tilbøjelige til at tvivle på russeren. En venlig fortolkning af situationen var den, at de ikke besad Russells mistænksomme natur, selv om man skulle have troet, at det var en nødvendig kvalifikation for efterretningsofficerer. Da de var omkring halvt så gamle som Russell og kom fra to forskellige samfund, hvor de levede med de samme angloamerikanske privilegier, manglede de stensikkert hans erfaring med europæiske intriger. Men en tredje forklaring på deres naivitet – at de begge i bund og grund var idioter – virkede langt den mest sandsynlige.
Briten hed Alex Farquhar-Smith, og Russell ville vædde på, at han var opvokset på landet, havde gået på en mindre privat kostskole og havde læst på Oxford. Hvor han sandsynligvis havde brugt mere tid på at ro end på at læse og kun var blevet reddet fra en dårlig tredjeplads af en rettidig verdenskrig. Yankee’en, Buzz Dempsey, var Chicago-knægt med en frisure, der passede til hans navn, og en frækhed, der kun var en anelse mindre irriterende end sin engelske kollegas følelsesmæssige hæmninger. Normalt brugte de det meste af deres arbejdstid på at gå hinanden på nerverne, men i dag var de begge for opstemte til det.
Kilden til deres opstemthed var den høje, ret elegante, kæderygende sovjetiske major, der sad på den anden side af bordet. »Jeg har nogle oplysninger om Den røde Hærs slagorden i Ungarn,« havde Petr Kuznakov ligesom tilfældigt nævnt ved ankomsten til Trieste dagen før, som om han ikke var klar over, at den slags efterretningsmateriale for tiden var juvelen for alle amerikanske og britiske officerer, som havde til opgave at afhøre den stadige strøm af afhoppere og flygtninge fra det imperium, Stalin hastigt var ved at samle sig. Det havde gjort Russell mistænksom, og det samme havde russerens valg af Trieste. Havde hans overordnede regnet med, at chancerne for at møde rigtige fagfolk ville være mindre i en relativ afkrog som denne? I så fald havde de gjort deres hjemmearbejde godt.
Russeren tændte endnu en cigaret og sagde for fjerde eller femte gang, at MGB ville lede med lys og lygte efter ham, og at han ikke ville være til nogen nytte for »frihedens dejlige verden«, hvis hans nye venner tillod, at han blev slået ihjel. Var det ikke på tide at flytte ham til et sikkert sted, hvor de kunne diskutere, hvilken slags liv de kunne tilbyde i bytte for alt det, han vidste?
Russell oversatte det så nøjagtigt, han kunne; i dag havde han indtil videre ikke kunnet se en potentiel fordel i at skjule noget konkret for de to engelsktalende.
»Sig til ham, at han er i sikkerhed her,« sagde Farquhar-Smith beroligende. »Men fortæl ham ikke hvorfor,« tilføjede han for tredje gang den formiddag, som om han var bange for, at Russell havde en koncentrationsevne som en treårig.
Han gjorde, som han fik besked på, og Kuznakov sendte ham endnu et blik af såret uforståenhed. Russell havde en snigende fornemmelse af, at russeren allerede kendte til tippet og de to ukrainere på hotellet i den gamle bydel. Han sagde, at han var bekymret, men øjnene syntes meget rolige for en mand, der ventede på sine bødler.
Midt i de tanker ringede telefonen. Dempsey tog den, mens resten af dem sad i tavshed og forgæves forsøgte at tyde amerikanerens mumlende svar. Da samtalen var færdig, hørte de ham gå udenfor, hvor en halv snes soldater havde ventet hele formiddagen. Et par minutter senere var han tilbage. »De er på vej,« sagde han til Russell og Farquhar-Smith. »De er her om cirka ti minutter”.
»Kun de to?” spurgte Russell i tilfælde af, at Dempsey havde glemt det.
»Ja, ja. Tag Ivan med ud i stalden, så kommer vi og henter dig, når det hele er overstået.
»Men du må ikke fortælle ham noget,« tilføjede Farquhar-Smith. »Vi vil ikke ha’, han får for høje tanker om sig selv”. Han sendte russeren et smil, mens han sagde det, og fik til gengæld et tilbage.
De havde fortjent hinanden, tænkte Russell, mens han eskorterede russeren over gårdspladsen og hen langs villaens side til staldbygningen. Der var ingen heste der; de var alle blevet stjålet af de lokale tre år før, efter at den fascistiske, italienske ejer på mystisk vis styrtede ned i ejendommens brønd. Der lugtede dog stadig af hest, og Russell tog opstilling uden for indgangen, hvor den rarere duft af fyrretræer bølgede forbi i den varme brise, mens han spidsede ører efter lyden af et køretøj, der nærmede sig. Kuznakov havde spurgt, hvad der foregik, men først så sent, at det virkede, som om det var noget, han skulle huske at gøre. Der var vagtsomhed i russerens øjne, men ingen antydning af ængstelse.
Under alle omstændigheder måtte de to ukrainere have parkeret deres bil længere nede ad gaden og være gået resten af vejen, for det første, Russell hørte, var skud. Mange på meget kort tid.
I den stilhed, der fulgte, så Russell Kuznakovs ansigtsudtryk ændre sig fra lettere ængstelse til noget, der nærmede sig tilfredshed.
Fuglene var ved at finde deres stemmer frem igen, da Dempsey kom for at hente dem. De to potentielle snigmordere lå blodige og sammensunkne på gårdspladsens sten, mens deres britiske drabsmænd skændtes om hvem, der skulle have de skinnende nye sovjetiske maskinpistoler. Ingen af de døde mænd så særlig unge ud, og begge havde tatoveringer, som Russell genkendte, på deres bare underarme. Disse to ukrainere havde kæmpet i SS’ galiziske division; man ville kunne finde andre tatoveringer med deres blodtyper på overarmene. Mærkelige mennesker for MGB at ansætte, hvis det var meningen, at de skulle overleve.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER