David Downing: Masaryk-banegården

22. december

Det var tirsdag morgen i studiet i Weisensee, og instruktøren var sikker på, at optagelserne ville være færdige mandagen efter. Den slags fremkaldte hos skuespillere og filmhold normalt en eufori, der lignede den, der opstår når skolen er forbi og ferien står for døren, men ikke i dette tilfælde. Stemningen på sættet var ulig noget, Effi nogensinde havde oplevet før, både beklagende og bitter, som om alle vidste, at de ikke ville komme til at lave flere film som den her. Effi gættede på, at de fleste enten havde set manuskriptet til En tur ind i fremtiden eller noget, der mindede meget om den.

   Effi havde endnu ikke svaret Viktor Samosjenko og håbede mod al rimelig forventning, at han bare ville forsvinde. Men han ventede på hende samme eftermiddag, iført det samme grå jakkesæt og det samme fastfrosne smil. På hans revers lyste et rødt emaljeret mærke med et gyldent hammer og segl.

   Effi forsøgte at tage brodden af hans – og sin egen – skuffelse. »Jeg føler mig bare ikke som den rette til rollen«, var hendes indgangsreplik.

   Han rynkede panden, som om det ikke gav mening. »Det må da være op til forfatteren og instruktøren at vide,« sagde han.

   »Nej,« svarede hun bestemt. »De har selvfølgelig deres ideer, men det er skuespilleren, der skal beslutte det.« Og hvor længe ville jeg blive betragtet som en seriøs skuespiller, tænkte hun, hvis jeg accepterede propagandistisk vrøvl som det her? Hun havde spillet den slags roller i Goebbels’ film, dengang da alternativet var slet ingen karriere, men selv hvis det nu var valget, ville hun ikke gøre det to gange. Hun havde det skidt nok med at have gjort det én gang.

   Samosjenko var ikke færdig. »Er der nogen chance for, at De vil genoverveje det? Som en personlig tjeneste for kammerat Tulpanov?«

   »Det er jeg ked af, men nej. Jeg har den største respekt for kammerat Tulpanov. Hvis nogen har æren for Berlins kulturelle genopvågnen, så er det ham. Alle i Berlin står i gæld til ham,« tilføjede hun, og det gik op for hende, da hun sagde det, at hun faktisk mente det. Men det var dengang. »Det er ikke kun rollen. Jeg har brug for at tilbringe mere tid sammen med min datter, og det betyder, at jeg kun vil påtage mig arbejde, som virkelig engagerer mig.«

   Samosjenkos smil var pludselig væk. »Jeg kan forstå, at De har sagt ja til en rolle i en ny serie på radiostationen i den amerikanske sektor.«

   »Der er De fejlunderrettet. Jeg er blevet tilbudt en rolle, men jeg har ikke besluttet, om jeg vil påtage mig den eller ej.« Effi besluttede, at det var på sin plads at irritere ham lidt. »Men hvordan vidste De det?«

   Han trak på skuldrene. »De ved, hvordan skuespillere er – intet er hemmeligt ret længe. Og De ved, hva’ folk vil sige, nemlig at De har skiftet side.«

   »Jeg vidste ikke, at der var nogen sider i filmproduktion.«

   Han fnøs. »Kom nu, frøken Koenen, De er meget mere intelligent end som så. De må være klar over, hvordan det vil se ud.«

   Det gjorde hun. »Hvis det får det til at føle Dem bedre tilpas, vil jeg gøre det meget klart for alle, der vil lytte, at jeg ikke har nogen politisk pointe, og at hvis jeg tager rollen på RIAS, er det, fordi der er færre timer, at det er lettere for mig, og at jeg vil få lov til at se mere til min datter.«

   Samosjenko sukkede. »Kammerat Tulpanov vil blive meget skuffet,« sagde han og tilføjede næsten beklagende, at han håbede, at hun ikke ville fortryde det, før han gik ud af døren.

   Effi syntes, at det hele var lidt for latterligt. Selv Goebbels og hans håndlangere havde taget nej for et svar uden at gøre et nummer ud af det. De ville ikke tillade en at arbejde imod sig, men det havde ikke været tvungent at arbejde for dem. Hvorfor opførte russerne sig som sådan nogle idioter?

   Samosjenkos bil var ved at forsvinde ud af syne, da hun kom ud, og den ramponerede studielimousine ventede ved kantstenen på at køre hende og hendes kolleger tilbage til den britiske sektor. Solen skinnede til en forandring, temperaturen var oppe omkring de tyve grader, og da de nåede Carmerstrasse, følte hun sig mere i fred med verden.

   Ovenpå fandt hun et brev fra Russell og lagde det til side for at læse det senere. Zarah, Lothar og Rosa havde været i den amerikanske tegnefilmsbiograf, og grinede stadig af en af Tom og Jerry-filmene. Effi hentede normalt Rosa hos Zarah, og mens børnene var fordybet i et spil, benyttede hun sin søsters besøg til at tage den anstødelige tegning frem.

   Zarah var til Effis overraskelse ikke chokeret. »Har du snakket med hende?« var alt, hvad hun spurgte om.

   »Ja, selvfølgelig.«

   »Og var hun undvigende?«

   »Overhovedet ikke.«

   »Ja, ja. Det er jo ikke normale tider.«

   »Nej, men i betragtning af hendes forhistorie…«

   Det ville Zarah ikke høre tale om. »Vi har alle sammen noget, vi helst vil glemme,« sagde hun spidst, som om Effi måske havde glemt, at hendes søster var blevet gruppevoldtaget i to dage af fire soldater fra Den røde Hær.

   »Men Rosa var jo et lille barn,« protesterede Effi.

   »Det var ikke for at sammenligne,« insisterede Zarah på. »Men hvis jeg gjorde det, så siger folk, at børn er mere modstandsdygtige.«

   Effi lod det passere – nogle gange var hendes søster ikke særlig hjælpsom. »Jeg er begyndt at spekulere på, om Berlin er det bedste sted for hende,« tænkte hun højt.

   Zarah så overrasket ud. »Vi er da heldigere end de fleste.«

   Og det var de. Med Effis skuespillerrationer, Russells indkomst fra flere kilder og Bill Carnforths adgang til den amerikanske hærs overflod kunne de næsten ikke være heldigere. »Jeg ved det godt,« sagde Effi, «men hele byen er nervøs. Det hjælper jo ikke.«

   »Nej, det gør det vel ikke. Og…« Zarah tøvede og smilede så. »Jeg er ikke den rette til at råde dig til at blive, når jeg selv tænker på at rejse.«

   »Gør du det? Hvorfor? Nåååh, han har friet til dig!«

   »I går aftes.«

   »Jamen, Zarah!« sagde Effi og slog armene om sin søster. »Det er jo fantastisk.«

   »Du ka’ godt li’ ham, ikke?«

   »Har jeg ikke sagt det den ene gang efter den anden?«

   »Jo, jo, det har du da.«

   Så faldt tiøren. »Du flytter til Amerika.«

   »Ja, det gør jeg nok. Hva’ skulle Bill lave her? Og hele hans familie er jo derovre.«

   »Hele din er her.«

   »Nu er der kun dig”. Begge deres forældre var døde to år før med en uges mellemrum. »Og det er virkelig svært for mig at forestille mig, at du skulle være længere væk end et par minutter Men hva’ skal jeg gøre?«

   »Ikke noget. Hvis du elsker ham, så tag med ham. Vi mister da ikke kontakten.« Effi kom til at tænke på noget andet. »Men du er jo stadig ikke blevet skilt.«

   »Jens skal nok gå med til det – så ka’ han gifte sig med sin skolepige.«

   »Hun er da næsten lige så gammel som mig.«

   »Ha!«

   »Men han vil ikke bryde sig om at miste Lothar. Har du forresten fortalt det til Lothar?«

   »Ikke endnu.«

   »Hvordan tror du, han vil reagere?«

   »Det ved jeg ikke. Han ka’ virkelig godt lide Bill, og han er vild med alt, hvad der er amerikansk, men han har altid elsket sin far. Gud må vide hvorfor.« Hun rystede på hovedet. »Men der er masser af tid. Bill rejser først hjem om seks måneder.«