David Downing: Masaryk-banegården

23. december

Effi gav hende et knus til. Hun var glad på sin søsters vegne, som i andet forsøg så ud til at have fundet en mand, der var værd at have. Men Amerika! Ali Rosenthal, den unge jødiske kvinde, som hun havde boet sammen med under krigen, var flyttet derover for over et år siden, da hendes mand Fritz havde fået en lærerstilling på et college for negre i sydstaterne, og Effi savnede hende stadig. Og nu Zarah. De havde altid været det, John sagde, englænderne kaldte »som nat og dag«, men lige fra barndommen havde båndet mellem dem været stærkt. Det havde været smertefuldt nok ikke at se hinanden i seks måneder i 1942, og at bo et helt hav fra hinanden ville være … umuligt var det ord, der faldt Effi ind.

   Efter at Bill havde hentet Zarah og Lothar, spillede hun og Rosa skat et stykke tid, men Rosa kunne se, at hun var distraheret. Effis sædvanlige tommelfingerregel var at fortælle sin datter sandheden, men i dette tilfælde virkede det ikke tilrådeligt – Rosa, der jo var et forladt barn, var meget glad for Zarah.

   Det var først, da pigen var faldet i søvn, at Effi endelig åbnede brevet fra John. Det var skrevet den foregående tirsdag, og det var skuffende kort og sagde ikke meget om, hvad han havde lavet. Der var et strejf af den sædvanlige selvironiske humor – det kunne ikke være skrevet af nogen anden – men der var noget, der ikke helt stemte. Noget om ham. Han opholdt sig ikke noget godt sted, tænkte Effi. Han havde brug for at komme hjem. Det havde de begge brug for.

* * *

Russell stod i skyggen af den overdækkede veranda og stirrede på Koznikus mørke kontor. Natten var nedslående klar, stjernerne blinkede i den brede stribe af himlen over ham, og en måne, man ikke kunne se, kastede et mælkeagtigt lys over tagene på den anden side af gaden.

   Det var næsten midnat. Det sidste kvarter var to omstrejfende katte stoppet op for at tjekke ham og havde givet en klagende mjaven fra sig, inden de var smuttet videre over brostenene, men de eneste tegn på menneskeligt liv havde været at soveværelseslamperne blev slukket.

   Tidligere på dagen havde Russell aflagt kontoret et besøg og fortalt den frodige Luciana, at han havde et presserende behov for at tale med signor Kozniku. Som han havde håbet, havde hun fortalt ham, at hendes chef stadig var væk og ville være det i flere dage endnu. Russell havde set passende ærgerlig ud, lovet at komme tilbage og sagt farvel.

   Luciana var formentlig gået på det sædvanlige tidspunkt, og på dette tidspunkt delte hun formentlig en cigaret med Artucci, efter de havde elsket. Russell så et flygtigt billede af dem for sit indre øje og ønskede, at han ikke havde set det.

   Hvad var der i vejen med ham?

   Det havde været en dårlig uge. Han havde brugt det meste af den på at forfølge spor, der ikke førte til noget, og på at stille spørgsmål til folk, der ikke havde nogen svar, uanset hvor eftertrykkeligt de påstod, at de havde. Han havde brugt alt for mange timer på at sidde på Piazza dell’Unità, blive skidt på af duer og se det elendige lille lokomotiv skramle op og ned ad promenaden med sin trio af vogne. Og han havde udholdt endnu en lang briefing fra Youklis om sin forestående tur til Beograd. De havde nogen, de ville have ham til at kontakte – en af Mihajlovićs tidligere favoritter, intet mindre – med henblik på rekruttering. Da Russell havde antydet, at en sådan mand ville være overvåget, havde CIA-manden faktisk set overrasket ud, som om noget så indlysende ikke var faldet ham ind. Han var hurtigt kommet på bedre tanker. Den potentielle gevinst var den potentielle risiko værd, havde Youklis højlydt besluttet, som om den mand, han udsatte for risiko, var uden for hørevidde. Og da Russell havde protesteret, havde han bare fået et smil og et skuldertræk, der kunne oversættes til »du kan undværes«.

   Nå, men de kan rende mig i røven, tænkte han. Han ville tage til Beograd og måske – måske – tage et grundigt kig på den pågældende mand, men ellers var alt andet udelukket. Og så stod han her og luskede rundt uden for Koznikus kontor med forbryderiske hensigter, vel vidende at det ville gøre amerikanerne rasende.

   Det var tåbeligt, og han vidste det, men som Sjtjepkin havde sagt, havde journalister og spioner samme mål. Så hvorfor ikke bruge de samme snuskede metoder, især på udskud som Kozniku?

   Han tog en dyb indånding og skyndte sig over gaden. At forcere hoveddøren var udelukket, men der var en anden indgang fra smøgen mellem Koznikus bygning og dens nabo. Her, hvor skyggerne var dybest, håbede han at finde en vej ind.

   Døren var låst, og så ud til at være mere end hans skulder kunne klare. Der var ingen vinduer ud til passagen, så han tog chancen med sin lommelygte, og lyste først på nøglehullet og derefter på dørens fod. Det så godt ud i begge tilfælde – nøglen sad i låsen, og mellemrummet under døren så stort nok ud til, at den kunne komme igennem det. Han tog den sammenfoldede avis op af inderlommen, trykkede den flad og skubbede den gennem mellemrummet. Et forsigtigt puf med det totommersøm, han havde medbragt, skubbede nøglen ud og ned på avisen, som han forsigtigt trak ud igen. Han kunne ikke huske, hvilken krimi der havde omtalt dette trick for ham og hans skolekammerater, men i de tredive år, der var gået siden da, var det her første gang, han havde brugt det.

   Han låste døren op, smuttede ind og låste den igen indefra. Der var bælgmørkt indenfor, og efter at have spildt et par sekunder på at håbe, at hans øjne ville vænne sig til det, tog han lommelygten i brug. Han gik ud fra, at døren foran ham var den, han havde bemærket bag Koznikus venstre skulder under deres møde. Den var også låst, men det samme trick virkede. Koznikus kontor var uden vinduer, men der sivede nok lys ind gennem glasruderne i døren til forkontoret til, at han kunne se sig omkring. Denne dør var ikke låst, så han gik gennem Lucianas kontor for at tjekke, at yderdøren var låst.

   »Okay,« mumlede han til sig selv og trådte ind i Koznikus allerhelligste igen. Han tøvede et øjeblik, skulle han lukke døren til forkontoret eller ej? Hvis han lod den stå åben, ville han blive advaret om uventede gæster, hvis han lukkede den ville det være mindre sandsynligt, at nogen ville lægge mærke til, at han brugte lommelygten. Den skal være lukket, besluttede han – hvem ville dukke op på denne tid af natten?

   Først skrivebordet, sagde han til sig selv. Så skabene. Han havde ingen idé om, hvad han ledte efter, men håbede, at det ville gå op for ham, hvis han så det. Det, at manden var væk, havde været for god en chance   til at lade den slippe sig af hænde.

   Russell forsøgte at efterlade hver skuffe, som han fandt den, hvilket ikke var svært – Kozniku havde arrangeret alting på den helt rigtige måde. Et pludseligt udbrud af latter ude på gaden gav ham et chok, men beroligede ham også; væggene var tydeligvis tynde nok til at forhindre ham i at blive taget på fersk gerning.

   To minutter senere hørte han flere stemmer – det var som Piccadilly Circus derude. Han tænkte netop på, at de virkede overraskende tæt på, da han opfangede lyden af en nøgle, der blev drejet. Et par sekunder senere blev lyset tændt på Lucianas kontor og skinnede gennem ruderne i døren mellem de to rum.

   Russell stivnede. Hvis nogen åbnede den, ville han i det mindste stå omme bag den, men det var det bedste, han kunne sige. For øjeblikket lod det i det mindste ikke til, at nogen i rummet ved siden have tænkt sig at åbne den – faktisk virkede de mere optaget af at prøve at forstå hinanden. Det lod til, at der var tre: Luciana, som lød irriteret over at være der, og to mænd, som lød irriterede på hende. De forsøgte alle at tale engelsk, og for det meste mislykkedes det. Mændene havde balkanaccent, og Russell kunne høre, det var serbokroatisk, de talte med hinanden. Fedt, tænkte han. Han havde brugt halvdelen af formiddagen på at lytte til en britisk journalist med en helt igennem modbydelig glæde fortælle om nogle af de værste grusomheder, som Ustaše havde begået. Og her var han så i deres vold. Hvorfor fanden havde han ikke taget sin pistol med?

   Så er det på tide at komme væk, sagde han til sig selv. Og det stille som en mus. Han skulle lige til at bevæge sig hen mod bagdøren, da døren mellem rummene åbnedes, og der var en, der åndede ud blot et par centimeter fra hans hoved. En kontakt klikkede og badede kontoret i lys, men før han nåede at hæve knytnæven, klikkede den igen og genskabte det relative mørke. Han hørte sit eget lettelsens suk, men da var mændene begyndt at tale igen.

   Russell tog endnu en dyb indånding og listede så på tå hen over Koznikus gulvtæppe til den anden dør. Han takkede skæbnen for, at han ikke havde låst den, åbnede døren så meget, at han kunne smutte igennem, og var lige ved at lykønske sig selv med, at han ikke havde lavet støj, da nøglen faldt ud af låsen og ramte fliserne i gangen med en høj klingende lyd.

»Pažnja!« råbte en mandsstemme, og døren mellem rummene blev slået op med et brag.