David Downing: Masaryk-banegården

24. december

Russells hånd lå allerede på yderdøren. Efter næsten at være faldet igennem den, accelererede han ned ad gangen, bevidst om at nogen råbte, og nåede indgangen, netop som en silhuet fyldte den. Hans momentum kastede manden bagud, væk fra Russells fægtende næve og ud på gaden. Mandens pistol klirrede hen over de våde brosten og blev kastet tilbage fra kantstenen på den anden side med et skarpt brag.

   På det tidspunkt var Russell ti meter længere nede ad gaden og løb for sit liv. Han tænkte netop, at de ikke ville risikere at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse ved at åbne ild, da den første kugle rikochetterede ned ad den smalle gade og slog gnister på begge mure.

   Han svingede til højre ned ad en gyde, der delvist bestod af trapper, gled næsten på de våde stentrin og tvang sig selv til at sætte tempoet en smule ned. Gyden var længere, end han huskede, og endnu en kugle fløj syngende forbi ham, da han nåede ud på den gade, hvor gyden endte. Men ingen lys blev tændt omkring ham – nabolaget tog lige så lidt notits af de mærkelige skud, som han selv havde gjort de sidste to måneder.

   Han hørte sin forfølger råbe, men stoppede ikke op for at finde ud af hvorfor. Der var stille i flere sekunder, noget der tydede på, at han måske var faldet, men fodtrinene, der forfulgte ham, blev snart genoptaget, om end længere bagude. Russell løb ned ad den lange og snoede gade og var taknemmelig for, at dens arkitekt havde forhindret muligheden for et direkte skud. Endnu en gyde med trapper viste sig, og han kastede sig ind i den, stadig kun et forkert skridt fra katastrofen. Den mundede ud i en lille piazza, hvor en gruppe mænd sad under en cafémarkise og spillede kort. Han kunne ikke huske, at han havde følt sig så glad for at se andre mennesker.

   Et par kvinder med lidt for meget sminke sendte ham spørgende blikke. Han smilede, rystede på hovedet og skyndte sig videre over pladsen, hvor han stoppede op for enden af en anden gade for at kaste et hurtigt blik tilbage. På den anden side af pladsen dukkede en mand op for foden af trappen med den ene hånd på ryggen og betragtede det mulige publikum. Efter et enkelt blik i Russells retning trak han sig tilbage op ad trappen, og til sidst forsvandt hans ben ud af syne.

   Russell vendte sig om og gik videre ned mod bugten, der lå længere nede, mens han stadig trak vejret tungt og forbandede sin egen dumhed. Hvis manden havde været en bedre skytte eller ikke var gledet på trappen… Det var fint nok at risikere sit liv for noget værdifuldt, men at tage sådan en chance på grund af et barnligt indfald? For at slippe af sted med en ung mands påfund, havde han brug for en ung mands ben, hvad enten det var i Trieste eller andre steder.

* * *

Effi havde netop kysset Rosa godnat, da det bankede på døren til lejligheden. Klokken var næsten ti, hvilket var noget sent for besøg, så hun hævede stemmen for at spørge, hvem det var, mens hun forsøgte at huske, hvor Russell havde lagt pistolen.

   »Du kendte mig i sin tid under navnet Liesel,« sagde en kvinde tydeligt.

   Effi åbnede og forsøgte at huske en person med det navn. Da hun så den mørke, lille, velklædte kvinde sidst i trediverne, som stod på dørtærsklen, var hendes første reaktion næsten panisk – var en ukendt slægtning til Rosa kommet for at hente hende? Men så genkendte hun ansigtet. Liesel havde været en af de jødiske flygtninge, som hun og Ali havde huset et par nætter, mens Erik Aslund arrangerede deres flugt til

Sverige. En af dem med mere selvbeherskelse, huskede Effi, en kvinde, der havde vidst nok til at føle rædsel, men som ikke havde tænkt sig at give efter for den. Som alle de andre var hun kommet og gået uden at efterlade sig fysiske spor, men Effi huskede, at hun bedre havde kunnet lide hende end så mange andre.

   »Nu hedder jeg Lisa«, sagde kvinden, efter at Effi havde bedt hende komme ind. »Lisa Sundgren. Jeg bor i Amerika, i Minneapolis.«

   »Mine geografiske kundskaber er forfærdelige,« indrømmer Effi og løftede kedlen.

   »Jeg havde heller ingen anelse om, hvor det lå,« indrømmede Lisa. »Det ligger i midten. De kalder det Midtvesten, men det er tættere på østkysten.«

   »Hvad laver du så her?«

   »Jeg kom for at takke dig.«

   »Du er da ikke kommet hele vejen herover for det.«

   »Nej. Jeg er kommet tilbage efter min datter.«

   Effi tog kopperne frem. »Jeg vidste ikke, at du havde en.«

   »Jeg har to nu, men Anna er hjemme hos sin far og min svigermor. Uschi var hende, jeg forlod for fem år siden.« Hun sukkede. »Det er et mærkeligt spørgsmål, men hvor meget vidste du om mig dengang?«

   »Ingenting,« sagde Effi og fyldte tekanden. »Vi fik altid kun fornavne – som, så vidt vi vidste, var falske – og instruktioner om hvor og hvornår, vi skulle sende folk videre. Det var mere sikkert på den måde.«

   »Nå, men jeg hed Liesel Hausmann. Jeg var fra Sudeterlandet, som var en del af Tjekkoslovakiet indtil 1938, hvor nazisterne overtog det. Jeg er selvfølgelig jøde, men min mand Werner var kristen, og vi havde det godt. Han ejede en fabrik i Reichenberg – tjekkerne kalder den Liberec nu – og selvom nazisterne bragte deres anti-jødiske love med sig, troede min mand, at Uschi og jeg ville være i sikkerhed. Og det var vi i flere år, indtil han gik i forbøn for min brors familie, som alle lige var blevet arresteret. Hvis det skulle gå galt, ville han have, at Uschi og jeg skulle tage af sted sammen med vores tjenestepige, hvis familie boede i en fjern bjerglandsby. Men jeg insisterede på at blive hos ham, og Uschi tog af sted alene – hun var 16 på det tidspunkt, og vi troede, at hun ville klare sig.«

   Lisa tog imod den tilbudte kop te og stillede den på bordet ved siden af sig. »Og så blev min mand arresteret. Jeg hørte intet i flere dage, og så ringede en gammel ven fra det lokale politi og fortalte mig, at han var død, at jeg var ved at blive arresteret, og at jeg skulle flygte, hvis jeg kunne. Så jeg pakkede en taske og gik hen til stationen og nåede på en eller anden måde til Berlin, hvor vi stadig havde venner. Og de kendte nogen, som kendte nogen andre, og sådan endte jeg med at bo hos dig i det hus og til sidst flygte til Sverige. Det var her, jeg mødte min anden mand. Han havde et job under krigen på den amerikanske ambassade i Stockholm, og da han rejste tilbage, tog jeg med ham.«

   »Det er fire år siden. Vi blev gift, og jeg fik et barn til, men jeg havde hele tiden tænkt mig at komme tilbage til Uschi. Hvis min svigermor ikke havde været syg det meste af sidste år, var jeg kommet dengang på trods af min mands indvendinger. Han brød sig ikke – og gør det stadig ikke – om tanken om, at jeg skulle være herovre alene, men han vidste, at han ikke ville få fred, før han gik med til det.«

   »Har du hørt noget om Uschi?«

   »Nej, ingenting. Da krigen var slut, ringede vi til den tjekkoslovakiske ambassade i Washington, og de lovede at undersøge sagen. Da der gik uger, uden at vi hørte noget, prøvede vi igen, og de lovede det igen. Det samme blev ved med at gentage sig, og der var ingen som helst måde for os at vide, om de havde svært ved at finde hende, eller om de bare snød os. Jeg havde jo ikke nogen rigtig adresse, kun navnet på landsbyen, men alligevel kan jeg ikke tro, at de for alvor prøvede. Og da jeg endelig besluttede, at jeg selv skulle tage herover, havde kommunisterne overtaget magten. Jeg er amerikansk statsborger nu, og jeg har fået at vide, at der ikke bliver udstedt visa til vesterlændinge inden for en overskuelig fremtid, så der ser ikke ud til at være nogen måde at komme ind i landet på. Og så vidt jeg kan se, lukker kommunisterne ikke nogen ud. Det ser ud til, at mit eneste håb for at få Uschi ud er at smugle hende over grænsen.« Hun smilede. »Og det er min anden grund til at opsøge dig.«

   »Mine smuglerpapirer? Desværre duede de kun på et bestemt tidspunkt og sted.«

   »Jeg ved jo godt, at du ikke gør den slags mere. Jeg læste en artikel om dig i en amerikansk avis – det var sådan, jeg fandt ud af, hvem du virkelig var – så jeg forventer ikke praktisk hjælp. Men jeg tænkte, at du måske kunne rådgive mig eller kender nogen, der kunne. De mennesker, jeg kendte her, er døde eller rejst enten til Amerika eller Palæstina. Men når der så mange familier, der stadig leder efter slægtninge, må der være folk, som har lært sig at finde dem.«

   Effis fik medfølelse med hende. Hun kendte ikke nogen, men det gjorde John måske.

Hun forklarede, at hendes mand var bortrejst, men at hun ville skrive og spørge ham. Og måske kunne Ströhm hjælpe – hun ville også spørge ham.

   Lisa takkede hende for det og en gang til for Effis tidligere hjælp, og de aftalte at mødes, når Effi var færdig med optagelserne. Da hendes besøgende var gået, hørte hun Rosa kalde.

   Det så ud til, at pigen havde lyttet til hele samtalen. »Min mor har aldrig forladt mig,« insisterede hun, som om hun frygtede det modsatte.

»Nej, det gjorde hun ikke,« bekræftede Effi. »Og det gjorde din far heller ikke. Så længe de levede, ville de aldrig have gjort det.«