David Downing: Masaryk-banegården

7. december

Det sneede i Berlin: ikke meget, bare en let byge, der skulle minde byen om, at foråret stadig sad løst fast. Effi stod i udkanten af den menneskeflok, der var samlet omkring graven på Dorotheenstadt-kirkegården, en skare af folk, der havde arbejdet sammen med den afdøde kvinde – instruktører og forfattere, producere og kameramænd, andre skuespillere. Hun havde været på tre filmsæt sammen med Sonja Strehl og en teaterforestilling, da de begge var i tyverne.

Effi havde ikke set Sonja i årevis og havde aldrig kendt hende godt, men alligevel havde hun svært ved at forestille sig, at kvinden skulle begå selvmord. Sonja havde altid virket så positiv. Når det gjaldt livet, arbejdet, ja, selv mænd. Og uden tvivl de børn, hun havde fået, en dreng og en pige, der nu stod ved den åbne grav og så ud, som om det eneste, de havde lyst til var at græde.

   »Ta’r du med tilbage til hendes hus?” hviskede Angela Ritschel i Effis øre.

   »Jeg bliver der ikke så længe. « De arbejdede på den samme film ude i Babelsberg og havde ligesom resten af skuespillerne modvilligt fået fri om eftermiddagen for at deltage i begravelsen.

   »Hun var god, var hun ikke? « sagde Angela et øjeblik senere.

   »Jo«. Effi var enig. Hun kunne huske Sonja fra engang bag scenen på Metropol, hvor hun febrilsk ledte i en bunke buketter efter en seddel fra den mand, hun for tiden var vild med. Og hendes ansigtsudtryk, da hun havde fundet den.

   Hvis sandheden skal frem, havde Sonja ikke meget at byde på som skuespiller. Men hun kunne få dydighed til at være sexet, få et lærred til at lyse op med sin livsglæde, græde indtil man var nødt til at græde sammen med hende. Og måske var det nok. Folk havde betalt for at se hende, og det må da betyde noget, tænkte Effi.

   Begravelsen var tilsyneladende slut, og de sørgende brød op. Der var to biler til den nære familie, men resten måtte gå ned ad Oranienburger Strasse til huset på Monbijou Platz, forbi S-togsstationen, der stadig var lukket, og ruinen af det gamle hovedtelegrafkontor.

   Inde i Sonjas hus hilste hendes far på gæsterne og så temmelig knust ud. To af eksmændene var der, men ikke faren til hendes børn – han omkom, da han underholdt soldaterne ved Stalingrad.

   Der stod et bord, som stønnede under vægten af den mad, der kom fra hendes nye sovjetiske arbejdsgivere, og nok uåbnede flasker vodka til, at man på traditionel russisk maner kunne drikke sig fra sans og samling. Heldigvis havde amerikanerne også fundet det høfligt at sende deres hilsen i flydende form, så Effi valgte et lille glas bourbon til at skylle de russiske hors d’oeuvres ned med. Angela cirkulerede rundt, og Effi kiggede søgende på mængden for at finde et andet kendt ansigt. Hun fangede Sonjas første mands blik, skuespilleren Volker Heldt. Han og Effi havde arbejdet sammen på et DEFA-projekt så sent som året før.

   Han gik over til hende. »Det er fine folk,« sagde han.

   »Ja.« Effi var enig. »La’ være med at se den vej, men hvem er manden i det grå jakkesæt, der læner sig op ad væggen? Han bliver ved med at stirre på mig. «

   »Ja, hvem ville ikke det? « sagde Volker galant og tog sig tid til at se sig omkring. »Nå, ham – han stirrer på alle. Han er en af de russiske kulturfolk. Højst sandsynligt fra MGB. Det var deres politi, der fandt hende, ved du nok. «

   »Næh, det gjorde jeg ikke. Jeg kan stadig ikke tro, at hun begik selvmord. «

   »Jeg tror desværre ikke, der er nogen tvivl, på trods af hva’ nogle siger. «

   »Hvordan gjorde hun det?«

   »Sovepiller. Og der er ingen tvivl om, at hun havde købt dem. Hun betalte en formue for dem på det sorte marked. «

   »Efterlod hun et afskedsbrev? «

   »Nej, og det var mærkeligt. Men hun havde lige slået op med sin sidste kæreste – ham, der var næsten halvt så gammel som hende – så hvem ved, hva’ der for igennem hendes hoved. Og hvilken grund skulle russerne have til at slå hende ihjel? «

   »Er det det, folk siger? «

   »Nogle gør. Som f.eks. hende der Eva. «

   Blondinen, der sluttede sig til dem, havde lavet kostumerne til flere af Effis film. Eva Kempka var i fyrrerne nu og tynd nok til at se lidt anspændt ud. Hun havde været gift en gang, men ifølge rygtebørsen i Berlins filmmiljø havde hun siden da ændret sine seksuelle tilbøjeligheder.

   »Hvad er det, du beskylder mig for?« spurgte Eva Volker med mere end en antydning af foragt.

   »For at tro, at russerne dræbte Sonja. «

   »Det har jeg aldrig sagt. Jeg tror bare ikke på, at hun begik selvmord. « Måden, hun sagde det på, fik Effi til at tro, at der havde været en følelsesmæssig forbindelse, hvad enten den havde været virkelig eller var forblevet ubesvaret.

   »Måske ikke dig,« indrømmede Volker, «men der er mange mennesker, som tror, at russerne står bag alle mystiske hændelser. Gode som dårlige. Og russerne er faktisk heller ikke for smarte.«

   »Jamen Sonja var …« begyndte Eva, men af en eller anden grund stoppede hun pludselig.

   »Sonja var hva’?« Spurgte Volker.

   »Ingenting,« sagde Eva hurtigt. »Og du har ret i, at alle giver russerne skylden for alt. Men de har magten. De lukkede alle servicestationer på motorvejen i går – det tog en af mine venner elleve timer at nå frem til Helmstedt. «

   »Er de stadig lukket? « spurgte Effi. Hun havde på fornemmelsen, at Eva først lige nu havde opdaget, at hun talte med en af Sonjas eksmænd, og havde travlt med at skifte emne.

   »Det tror jeg ikke,« svarede Volker. »Men det kan de blive igen i morgen, og der er ikke meget, vi berlinere kan gøre ved det. At appellere til amerikanerne er spild af tid – de er for bange for at starte en ny krig. «

   »Det er godt at være bange for,« argumenterede Effi. »Men vi ka’ ikke klage over det, russerne har gjort for det, vi laver – hvis det ikke havde været for dem, ville der ikke have været nogen nye tyske film. Amerikanerne ville have været glade for at sælge os deres og lave en film her i ny og næ med deres egne bemandinger og skuespillere. «

   »Ligesom med Foreign Affair,« foreslog Eva.

   »Nemlig. Marlene var den eneste tysker, der fik en ordentlig rolle. «

   »Det er rigtigt,« sagde Volker, «men tingene ser ud til at have ændret sig i løbet af de sidste par måneder. Sidste år var amerikanerne kun interesserede i propaganda, mens russerne opmuntrede til at lave tankevækkende film, men nu til dags synes rollerne næsten at være byttet om. Jeg har ingen anelse om hvorfor. «

   »Det har jeg heller ikke,« sagde Effi, som netop havde bemærket, at den gråklædte russer med mørk mine lyttede intenst til deres samtale. Russell havde faktisk forklaret det hele i et brev for nylig: Russerne havde tolket den amerikanske Marshall-plan som en fjendtlig handling og havde travlt med at skalke alle de luger, de kunne, også når det drejede sig om filmindustrien.