David Downing: Masaryk-banegården

8. december

   En anden flok kaldte Volker over til sig, og Eva så ud til at ånde lettet op. Men i stedet for at vende tilbage til emnet Sonja spurgte hun Effi, hvad hun arbejdede på.

   »Endnu en film med Ernst Dufring … Jeg er enig i, at russerne er blevet mindre åbne, men de har ikke forhindret folk som ham i at lave tankevækkende film. I hvert fald ikke endnu. «

   »Hva’ handler den her om? «

   »Det er historien om en familie og især en kvinde – Anna Hofmann. Filmen er opkaldt efter hende. Hun starter som tjenestepige i en officersfamilie omkring århundredeskiftet, får sin egen familie, mister sin mand og søn og ender med at sy en kjole til sit barnebarns afgang – de er de eneste to, der er tilbage. Men den er ikke deprimerende, ikke rigtigt. Og den stiller en masse spørgsmål. «

   »Og hvem spiller du? «

   »Kvinden som midaldrende. Det er ingen stor rolle, men det er en god. Anna Jesek har skrevet manuskriptet, og nogle af replikkerne er fantastiske. Hvad med dig? «

   »Ikke noget i øjeblikket. Ingen laver periodedramaer – jeg tror, nazisterne lavede for mange – og film, der foregår i de sidste par år, er det ret nemt at lave kostumer til. Alle gamle klude kan bruges. «

   »Ja, det ser sådan ud. «

   »Hva’ bliver det næste? «

   »Aner det ikke. Jeg har en prøve på den amerikanske radiostation – de planlægger en serie om almindelige berlinere, som lyder interessant. Og DEFA har tilbudt mig en film, som ikke lyder sådan, selv om jeg ikke har set manuskriptet endnu. «

   »Mon russerne vil være glade for at slippe dig?« Eva tænkte højt.

   »De ejer mig da ikke. «

   »Nej, men de kan gøre livet svært for folk. «

   »Hvis de gør det, tager jeg måske en længere ferie. Jeg har alligevel brug for mere tid sammen med min datter. «

   »Jeg vidste ikke, at I havde en. «

   »Vi adopterede Rosa efter krigen. Begge hendes forældre var blevet dræbt. «

   »Hvor gammel er hun? «

   »Elleve et halvt. «

   »Det er en svær alder. « Eva åbnede munden for at sige noget mere, lukkede den igen og sprang så ud i det. »Jeg har ikke ret meget lyst til at tale om det her, men russerne gjorde livet svært for Sonja, og jeg er nødt til at fortælle nogen, det jeg ved. Kan vi mødes til en kop kaffe eller noget? Jeg ved, du har travlt, men… «

   »Ja, selvfølgelig. Men hvorfor lige mig? Jeg kendte hende jo knap nok. «

   Eva smilede. »Det ved jeg ikke. Jeg har altid syntes, at du var mere fornuftig end de fleste skuespillere«.

Det var den mest bagvendte kompliment, hun nogensinde havde hørt, tænkte Effi en times tid senere, mens hun ventede på sporvognen, der skulle få hende hjem. Men en kop kaffe med Eva ville være hyggelig nok. Hun spekulerede på, om kvinden havde haft en affære med Sonja, og hvilke hemmeligheder hun havde at fortælle. Ikke noget farligt, håbede hun.

   Der var ingen grund til at bekymre sig om mulige problemer i fremtiden, når hun havde nok at se til i forvejen. Det kunne godt være, at Rosa næsten var tolv, men hun kunne opføre sig, som om hun var alt fra seks til seksten. De fleste af de venner, Rosa havde fået i nabolaget, var meget ældre, og selv om ingen af dem så ud til at være møgunger, var nogle af dem helt klart vilde uden ligefrem påfaldende tegn på forældrekontrol. I skolen, hvor Rosas karakterer stadig var høje, så det ud til, at hendes venner for det meste var på samme alder som hende selv.

   Effis søster, som tog sig af Rosa, når Effi arbejdede tidligt eller sent, insisterede på, at der ikke var noget at bekymre sig om, og hun havde som regel ret i den slags. Men for tiden var Zarahs opmærksomhed så fokuseret på sin nye amerikanske elsker, at hun ikke ville have lagt mærke til, om så Hitler selv var kommet på besøg. Og det, at Effi taget Rosa med tilbage til Berlin, havde hun altid følt som risikabelt, eftersom pigen havde mistet begge sine forældre her.

   På dette tidspunkt oversteg det antal mennesker, der ventede på sporvognen, dens kapacitet, men det eneste alternativ var en gåtur på seks kilometer. To sovjetiske soldater stod på fortovet længst væk og kiggede på en ung kvinde i køen. Hun var klar over deres opmærksomhed, bemærkede Effi, og så bekymret ud. Soldaterne havde endnu ikke sagt eller gjort noget, men det behøvede de heller ikke – arven fra massevoldtægterne, der fulgte efter indtagelsen af byen, sad stadig dybt i de fleste kvinders bevidsthed. Og selv nu var der intet, der kunne forhindre de to mænd i at gå over gaden og bare tage pigen med. Russerne havde ingen betænkeligheder ved at bortføre folk fra andre sektorer, og det her var deres egen.

   Effi gik over til den unge kvinde og stillede sig mellem hende og soldaterne. »Prøv at ignorere dem,« rådede hun hende til.

   »Det er let at sige,« sagde pigen. »Jeg skal med sporvognen her hver dag efter arbejde, og de fleste dage står de der. «

   »Hvis de ikke har gjort noget endnu, er de nok for nervøse,« sagde Effi opmuntrende. »Men De kunne prøve at ta’ en anden vej hjem. «

   »Det ku’ jeg godt. Men jeg ka’ ikke se, hvorfor jeg sku’ det. «

   »Næh.« Effi var enig.

   Der kom to sporvogne samtidig, og de opslugte det meste af den ventende menneskemængde. Effi stod i den overfyldte midtergang og fik et glimt af byen, der stadig lå i ruiner, og spurgte sig selv, hvor lang tid der ville gå, før genopbygningen for alvor kom i gang, før alle de udenlandske besættere rejste hjem, før det var sikkert for en kvinde at gå på gaden. Hun vidste, hvad John ville sige: »Det skal du ikke regne med. «

   Hun stod af på Ku’damm og gik op ad Fasanenstrasse til den lejlighed, som Bill Carnforth havde skaffet til Zarah. Den lå på første sal i det midterste hus i en række med fem ubeskadigede, havde fire rummelige værelser og lå kun få minutters gang fra Effis egen lejlighed på Carmer Strasse.

   Zarah var i gang med at lave mad og havde en af sine smukkeste kjoler på. Som de fleste berlinere havde hun været på tvungen slankekur i flere år, og i hendes tilfælde havde fordelene næsten opvejet omkostningerne – hun så bedre ud, end hun havde gjort siden 20’erne. Gennem stuedøren kunne Effi se Lothar og Rosa sidde bøjet over deres lektier.

   »Hvordan gik det?« spurgte hendes søster.

   »Deprimerende. Skal du ud med Bill i aften? «

   »Det håber jeg da. Jeg har lavet mad til dig og Rosa i håb om, at du vil babysitte Lothar. «

   »Ja, ja, det er i orden. «

   »Jeg skal nok la’ være med at komme for sent hjem. «

   »Jeg har jo sagt, det var i orden. «

   »Hvorfor flytter I ikke herover begge to, mens John er væk. Der er masser af plads. «

   »Jeg …« Effi skubbede døren i. »Jeg har ikke lyst til at flytte rundt på Rosa igen. Og John skulle snart være tilbage. «

   »Har du hørt fra ham? «

   »Næh, men de kan da ikke holde ham dernede for evigt. «