Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
25. november. 2020

De glemte ofre: Minkene

Er det synd for landmændene? Måske skulle man kigge lidt på de egentlige ofre; minkene i stedet, mener Sidse Kærgaard.

De mange millioner mink lever indespærret det meste af deres liv. Det slutter normalt abrupt, når de er blevet store nok til at man kan flå deres pels af. Foto: Neptun Dina
8 min. læsetid

Selvom de fleste nok er ved at være trætte af at høre om den såkaldte mink-skandale, minkgate i relation til Covid-19, er der alligevel noget, vi bør tale lidt mere om: De mange millioner rovdyr, vi indtil for nylig har holdt i små bure for deres pels.


Af Sidse Kærsgaard

I debatten om aflivning af mink i relation til Covid-19-pandemien, synes det primære fokus lige nu at være på omstændigheder omkring os selv og vores eget velbefindende – sundhedsmæssigt som økonomisk. Af en eller anden grund er de millioner af levende, følende, sansende væsener, vi som samfund har haft i vores varetægt og udnyttet for deres pels, rykket meget langt ned på listen over, hvad vi bekymrer os om.

Jeg kommer nok aldrig til at forstå, hvordan det kunne komme så vidt med minksagen set i lyset af, at faglige instanser længe har advaret mod netop dén situation, vi er havnet i. Det er en årelang kendt sag, at de fleste infektionssygdomme, som rammer mennesker, kommer fra dyrene, såkaldte ‘zoonoser’.

Risikoen for smitteoverførsel forværres, når vi holder mange dyr på lidt plads under forhold, som svækker deres immunsystem og stresser dem på anden vis. Præcis som vi gør i minkproduktionen (og anden industriel dyreproduktion for så vidt). Den danske produktion af minkpels var allerede en tikkende bombe under folkesundheden i forhold til resistente bakterier og skadelige lugt- og luftgener. Det skulle så være virus, som udløste bomben. Det er trist, at vi skulle helt derud, før politikerne valgte at tage advarslerne seriøst. Hvad der dog gør mig endnu mere frustreret er, at fagkundskaben også i årevis har advaret os om, at rigtig mange af de dyr, vi har i vores varetægt for at tjene penge på dem, lider under de forhold, vi byder dem. Det vil jeg gerne uddybe, så hold ud lidt endnu.

Fagligheden efterlyses

Den seneste tid har jeg lagt mærke til noget interessant. Flere – herunder folk med tilknytning til pelsindustrien, det industrielle landbrug og fiskeriet samt politikere i Folketinget – har udtalt sig i medierne om behovet for, at vi får fagligheden tilbage, når politiske beslutninger skal træffes. Det synes jeg sådan set er en glimrende idé. Jeg er dog ikke helt sikker på, at disse folk har tænkt sig om med den udtalelse. For fagkundskaben har sådan set længe talt sit tydelige sprog, når det kommer til dyrene. Ikke blot i forhold til risikoen for folkesundheden, men også i forhold til dyrevelfærden. Den måde, hvorpå vi behandler langt størstedelen af de dyr, både til lands og til vands, vi udnytter for egen vindings skyld, lider under de forhold, vi byder dem. Det er ganske enkelt veldokumenteret. Jeg vil her nøjes med at fremhæve minken, selvom problemstillingen desværre er den samme for kyllinger, svin og mange andre dyr. Minken fortjener efterhånden noget taletid, og jeg skal gøre mit bedste for at give den det.

Vi gjorde minken fortræd

Det er lidt under 100 år siden, såkaldte amerikanske mink blev importeret fra Nordamerika til Danmark med henblik på pelsproduktion. Den korte version af disse aktive og nysgerrige dyrs naturlige behov er, at de er territoriale og solitære dyr, som i naturen lever alene på store områder, som de forsvarer. Minkens behov for at grave, klatre, svømme og jage i vand m.m. er veldokumenteret.

I modsætning hertil lever mink i den industrielle pelsproduktion i små bure med trådnet som underlag uden mulighed for at udføre deres naturlige adfærd – på trods af at både dansk og europæisk lovgivning tilsiger, at dyr skal kunne det. Nogle af de frustrationer, vi ser hos disse mink, er bl.a. tvangsadfærd, hvor de bider i egen pels, bider andre mink i buret , bider egne unger ihjel samt udviser andre tegn på mistrivsel – bl.a. stereotyp og/eller apatisk adfærd. De problematiske adfærdsmønstre forekommer vel at mærke ikke i naturen.

Det er også over 10 år siden, Socialdemokratiets Dan Jørgensen fremsatte en forespørgsel til EU-Kommissionen (2009), hvor han fremfører, at minkavl i bure strider mod basale principper for dyrevelfærd… Hvor Socialdemokratiets bekymring for minkene i pelsindustrien siden hen er blevet af, kan man undre sig over?

Fra politisk side har man forsøgt at undgå for mange fysiske og psykiske skader ved at indføre såkaldt berigelse i burene (hylde/rør/halm). Det er dog en kendsgerning, at det ikke har kunnet lade sig gøre at miljøberige og kontrollere sig ud af problemerne. Territorial og solitær adfærd og aggression er en naturlig egenskab for et vildt rovdyr som mink. Det er derfor ikke dyrenes temperament, der er noget galt med, men de betingelser hvorunder de huses. Der er i den forbindelse i flere år fra videnskabelig side, også fra Aarhus Universitet, blevet advaret mod gruppeindhusning af mink. Alligevel er disse advarsler blevet ignoreret af hensyn til økonomien – sågar på trods af, at de økonomiske beregninger også er blevet kritiseret for at være misvisende.

Pelsindustrien mener selv, at de vilde mink er blevet domesticerede via avlsarbejdet, og herigennem har fået det fint med menneskelig kontakt samt livet i små bure. Kigger man dog mod den videnskabelige litteratur, synes sandheden at være en anden: At mink avles ud fra de krav, branchen stiller til størrelse, pelskvalitet, pelsfarver og kuldstørrelser – hvilket også EU-Kommissionen tidligere har fremført på baggrund af faglig rådgivning om problemerne. Konsekvenserne af avlsarbejdet er ikke domesticering, men i stedet en række sygdoms-problemer hos minkene – ud over stadigt frustrerede mink.

Den dyrevelfærdsfaglige viden om problemerne i minkproduktionen går mange år tilbage – mindst 25 år og sandsynligvis længere. Det gælder både under opdræt og ved aflivning. Det er også over 10 år siden, Socialdemokratiets Dan Jørgensen sendte en forespørgsel til EU-Kommissionen (2009), hvor han fremfører, at minkavl i bure strider mod basale principper for dyrevelfærd. Han henviser i den forbindelse til den videnskabelige litteratur og til gældende lovgivning og efterspørger et fælleseuropæisk forbud mod minkavl for pels. Hvor Socialdemokratiets bekymring for minkene i pelsindustrien siden hen er blevet af, kan man undre sig over?

For nylig blev millioner af mink som bekendt gasset ihjel, ganske som de plejer at blive det i pelsproduktionen. Det er hovedrystende at tænke på, at den videnskabelige litteratur har advaret mod netop disse metoder i så mange år, uden der fra politisk side er blevet grebet ind. For godt 15 år siden satte Panel on Animal Health and Welfare (AHAW) under European Food Safety Authority (EFSA), som rådgiver EU-Kommissionen, igen fokus på det her problem. Disse advarsler har de så gentaget flere gange siden med opfordring til at få metoderne udfaset hurtigst muligt. Alligevel er der ikke sket noget.

‘Man har et standpunkt…’ Dan Jørgensen fremsatte allerede i 2009 et forslag om at forbyde minkindustrien. Han vendte dog på en tallerken i 2013, og siden har man ikke hørt meget til Socialdemokratiet om spørgsmålet. Foto: Casper Hilt / Solidaritet

Permanent stop for minkavl

Det er ingen hemmelighed, at jeg efterhånden er ved at være godt og grundigt frustreret over de mange svigt, dyrene udsættes for – også minkene. Dyreværnsloven præciserer, at dyr skal behandles omsorgsfuldt og i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Hvordan kan det så være, at så mange i pelsindustrien og blandt politikerne ikke har lyttet til den forskning, som i årevis har advaret os om, at rovdyr som mink lider i pelsindustrien? Er fagkundskaben kun velkommen, hvis den ikke kræver omstilling i produktionen? Klinger det hele så ikke bare en anelse hult?

“Jeg håber, vi snart kan blive enige om at få sat en stopper for produktionen af minkpels én gang for alle, og at vi aldrig nogensinde skal lade den genopstå.”

Mange råber i disse dage op om, at lovgivning skal overholdes. De selvsamme råber dog ikke særligt højt om, at det i årevis ikke er sket i forhold til dyrene. Det er i min bog fuldstændig uacceptabelt, at vi har en lovgivning, der slår sig op på, at dyr skal behandles omsorgsfuldt og i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer, hvorefter man så vælger ikke at lytte til disse erfaringer. Vi er som nævnt i årevis blevet advaret om, at rovdyr som mink lider i pelsindustrien, og alligevel har det fået lov at fortsætte. Sågar taler vi stadig om, hvorvidt det måske kunne være muligt at etablere en produktion igen på et senere tidspunkt, bl.a. fordi nogle danske minkavlere har produktioner og dermed avlsdyr i andre lande. Måske vi snart skal erkende, at det – mange agter at kalde et mink-eventyr – bare ikke er helt så rosenrødt for de millioner af dyr, det går ud over?

Jeg håber, vi snart kan blive enige om at få sat en stopper for produktionen af minkpels én gang for alle, og at vi aldrig nogensinde skal lade den genopstå. Måske er det ikke kun fagligheden, vi trænger til at få tilbage, når politiske beslutninger skal træffes. Måske er det også vores medfølelse og samvittighed.


Om skribenten

Sidse Kærsgaard

Sidse Kærsgaard

Medstifter af det dyrevelfærdsfaglige og -juridiske videncenter Center For Dyrs Forsvar samt initiativtager til og tovholder for Dyrevelfærdsgruppen under Miljøpolitisk Udvalg i Enhedslisten. Læs mere