Foto: Venstre
7 min. læsetid

»Med en operatør som Lars Løkke Rasmussen er det jo interessant, hvis uklare meldinger giver ham rum til at agere,« siger Tim Knudsen, professor emeritus i statskundskab, om den situation, som kan opstå på valgaftenen, hvis resultatet er uklart. At danne regering er nemlig et taktisk spil med få nedskrevne regler.


Af Kim Kristensen

Det var ikke spørgsmålene om udlændingestramninger, skattelettelser eller velfærdsløfter, som fik statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at afbryde TV 2’s partilederdebat. Nej, det var da ordstyreren, Cecilie Beck, bad partiernes ledere række hånden i vejret, hvis de nægtede at sidde i en regering, »der kun har flertal, fordi Stram Kurs har peget på jer hos Dronningen«.

Ifølge statsministeren kunne ordstyren ikke på den måde »reducere« det danske demokrati til en håndsoprækning og »en børnehaveleg«. »Der er ikke nogen, der behøver at pege på mig, for at jeg skal fortsætte som statsminister efter valget,« sagde Lars Løkke Rasmussen. »Jeg er statsminister. Jeg er ikke gået af. Jeg kommer kun til at gå af på valgnatten, hvis der er et flertal på valgnatten, der erklærer mistillid til mig«.

Følg folketingsvalget på Solidaritet

I stedet mindede statsministeren om et begreb, som de færreste hjemme i sofaerne foran fjernsynsskærmene sikkert huskede fra samfundsfagstimerne i skolen:

»Vi har negativ parlamentarisme i Danmark, ikke? Vælgerne stemmer, og vi skal slet ikke ned til Dronningen, medmindre der er et flertal på valgaftenen, der siger, at ”du skal gå ned til Dronningen, Lars”«.

Et udtryk som dækker over, at en dansk statsminister ikke behøver have et flertal for sig i Folketinget – så længe statsministeren ikke har et flertal imod sig. En forskel som for almindelige mennesker måske lyder som forskellen på et halvt fyldt og et halvt tomt glas. Men så enkelt, fristes man til at sige, er det nu ikke.

Jeg er statsminister. Jeg er ikke gået af. Jeg kommer kun til at gå af på valgnatten, hvis der er et flertal på valgnatten, der erklærer mistillid til mig

»Den negative parlamentarisme kan blive Løkkes redning«, som den konservative kommentator Kasper Elbjørn skrev allerede dagen efter valgets udskrivelse i tidsskriftet Ræson. Det interessante spørgsmål i et negativt parlamentarisk system er nemlig, hvilke partier der sammen med Stram Kurs i givet fald vil stemme for et mistillidsvotum, hvis Lars Løkke Rasmussen og hans VLAK-regering ikke af sig selv går af efter valget.

Valgaftenen

Når journalister, kommentatorer og almindeligt interesserede danskere ved dette folketingsvalg overhovedet har haft brug for at genkalde sig, hvad de lærte om negativ parlamentarisme, skyldes det, at folketingsvalget i år adskiller sig fra tidligere valg på flere måder: På stemmesedlen står 13 partier (og ikke mindst risikerer 11-12 partier faktisk at klare spærregrænsen). Seks partiledere føler sig kaldet til at blive statsminister. Og ultimative krav, i forskellige afskygninger, fylder næsten dagligt medierne. Diskussionen om den politiske proces efter folketingsvalget truer på mange måder med at overskygge diskussionen om det politiske indhold før valget.

Diskussionen om den politiske proces efter folketingsvalget truer på mange måder med at overskygge diskussionen om det politiske indhold før dette.

Selv om Lars Løkke Rasmussen på valgaftenen bliver nødt til at sætte sig ned og tælle mandater for at se, om han har et flertal imod sig, behøver statsministeren dog ikke nødvendigvis at gå af. Og slet ikke med mindre det flertal står klart.

Efter valget er der en risiko for, at statsministeren i første omgang kan blive siddende, vurderer Tim Knudsen. Foto: KU Pressefoto.

Hvis optællingen ikke viser et lysende klart flertal imod, at Lars Løkke Rasmussen fortsætter, så mener professor emeritus Tim Knudsen, at statsministeren i første omgang kan blive siddende. Først og fremmest er det nye folketing nemlig ikke sat på valgaftenen. Der vil altså ikke være en mistillidsafstemning, hvor partierne til venstre for VLAK-regeringen og Stram Kurs kan »gå sammen« mod Lars Løkke Rasmussen.

»Lars Løkke Rasmussen vil måske kunne henvise til, at de nordatlantiske mandater lige må høres om, hvem de egentlig ønsker, eller at det er uklart, hvad Stram Kurs mener – og hvad Alternativet egentlig mener,« siger Tim Knudsen. »Statsministeren vil kunne bruge uklare meldinger fra udslagsgivende partier til at lægge op til forhandlinger. Selv om Lars Løkke Rasmussen selvfølgelig straks risikerer at blive beskyldt for forsøg på statskup eller i det mindste statsfup af Mette Frederiksen og andre, er det først rigtigt alvorligt for ham, hvis det er helt utvivlsomt, at han har flertal imod sig”. Med en operatør som Lars Løkke Rasmussen er det jo interessant, hvis uklare meldinger giver ham rum til at agere. Og det er ikke utænkeligt, at der på valgnatten sidder 11-12 udmattede partiledere tilbage i fjernsynsstudiet i Fællessalen, på Christiansborg, som bliver spurgt, hvem de peger på. Her kan jeg godt forestille mig, at nogle efter et muligt uoverskueligt valgresultat kommer med temmelig uldne udsagn. Det gælder ikke mindst de politisk uerfarne. Udsagn som gør, at Lars Løkke Rasmussen for at vinde tid til forhandlinger siger: ”Nu må vi lige høre nærmere, hvad de mener efter at have sovet på valgresultatet«.

Dronningerunden

Men kommer det til en dronningerunde, og det afgør statsministeren faktisk formelt selv, skal der så udpeges en forhandlingsleder, som undersøger mulighederne for at danne regering. I praksis er forhandlingslederen den, som flest peger på i Folketinget. Her gælder det såkaldte refleksprincip. Princippet afspejler den negative parlamentarisme, da det indebærer, at der ikke kan dannes en regering, der »ved sin fremstilling i Folketinget må forventes mødt med et mistillidsvotum«, som der står i bogen »Grundloven med kommentarer«.

Uffe Elbæk har ganske vist udtalt, at Alternativet hverken peger på Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen. Dette kan i første omgang give chancen til sidstnævnte igen. Men Uffe Elbæk har samtidig gjort klart, at hvis Lars Løkke Rasmussen bliver forhandlingsleder – men ikke vil love at føre en helt ny grøn politik, vil tage 2000 kvoteflygtninge, vil tage uforbeholden stilling til fordel for EU, vil gøre op med fattigdomsydelser og integrationsydelser og opgive at placere mennesker på Lindholm – så vil Alternativet true med at vælte ham straks, han præsenterer sig for Folketinget.

Som Tim Knudsen påpeger, kan resultatet let ende med at blive en regering, som kun har det største mindretal bag sig. For eksempel kunne statsminister Anker Jørgensen (S) efter folketingsvalget i 1981 fortsætte sin socialdemokratiske mindretalsregering, alene fordi han ikke havde et flertal imod sig. De Radikale anbefalede, trods partiets kun ni mandater, at gruppeformand Niels Helveg Petersen forsøgte at danne en regering. Det tog ingen alvorligt, men det betød, at De Radikale ikke talte hverken for eller imod, at Anker Jørgensen fortsatte. Det største mindretal havnede hos denne, som så kunne fortsætte.

Anker Jørgensen kunne efter valget i 1981 fortsætte i regering, fordi han ikke havde et flertal imod sig. Det samme kunne risikere at ske efter valget 6. juni 2019. Foto: TVflux

Selv om De Radikale ikke væltede regeringen, straks den fremstillede sig for Folketinget, var det dog ved den lejlighed, at Anker Jørgensen efterfølgende sammenlignede De Radikale med et stykke »vådt håndsæbe«: Du tror, at du har fat – og svup, væk igen. Blot et år efter opgav Anker Jørgensen da også at holde fast på De Radikale og overlod nøglerne til Statsministeriet til Poul Schlüter (K).

»Selvfølgelig kan der ikke dannes regering, hvis der er et klart flertal imod den,« siger Tim Knudsen. »Men den behøver ikke garantierklæringer om støtte for at kunne fortsætte. Den kan begive sig ud på en chancesejllads, hvis ikke et klart flertal imod den tegner sig. Deri har Lars Løkke Rasmussen ganske ret«.


Kim Kristensen er journalist på Solidaritet. Han har tidligere arbejdet på Information og Ritzaus Bureau, og har bl.a. skrevet bogen “Bare kald mig Lene” om Lene Espersen.