De virker fjerne og støvede – men klima-aktivister bør interessere sig for internationale handelsaftaler

Af Global Aktions Handelsgruppe

Klimaaktivisme kan være utaknemmeligt. Klimapolitik sniger sig ind utallige steder. Ofte er der tale om teknisk svært stof. Derfor er det forståeligt, at internationale handels- og investerings-traktater ikke står øverst på dagsordenen hos rød-grønne aktivister. Men det er ikke desto mindre en fejl. For de internationale aftaler om handel og investeringer, som Danmark er en del af, har store skadelige konsekvenser for klimapolitikken, både herhjemme og globalt. Energicharter-traktaten og EU-Mercosur-handelsaftalen er to gode eksempler på dette.

Energicharteret lægger klimaambitionerne i håndjern

Energicharter-traktaten (ECT) er en investeringstraktat, som omfatter godt 50 lande fra Europa og Asien. ECT giver multinationale selskaber retten til at sagsøge lande, som selskabet mener har overtrådt traktatens bestemmelser. Det kaldes en ISDS-mekanisme. Via ISDS-mekanismen kan multinationale selskaber kræve erstatning for de profitter, selskabet kunne have tjent, hvis ikke staten havde indført demokratisk lovgivning, som begrænser profitterne. Det vil eksempelvis sige, at et olieselskab kan sagsøge en stat for at have indført klimaregulering, som gør det dyrere eller mindre attraktivt at bore efter olie.

ISDS-mekanismen er en stor trussel mod klimahandling, fordi det kan gøre det rigtig dyrt at lave klimapolitik. Et nyligt studie i Science viste, at erstatningskrav fra fossile selskaber kan løbe op i mere end 2.300 milliarder kroner, hvis vi skal nå Parisaftalens mål om 1,5 graders opvarmning. Det er en ekstra pris på 2.300 milliarder kroner for at håndtere klimakrisen. Men ECT gør ikke kun klimahandling dyr. Den fører også til såkaldt ”policy chill”. Det vil sige, at alene truslen om erstatningskrav for milliarder gør, at regeringer afholder sig fra at skærpe klima- og miljøpolitikken. Det er det sidste, vi har brug for lige nu.

Fældning af regnskoven i vækstens navn

Et andet grelt eksempel er EU-Mercosur. Siden 1998 har EU arbejdet på at få en handelsaftale i stand med Mercosur-landene – Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay. Handelsaftalen er endnu ikke blevet vedtaget, men den er forhandlet færdig. Og det færdigforhandlede udkast er dårlig nyt for klimaet.

“Handels- og investeringsaftaler er ikke kun støvede og komplicerede – de er også helt afgørende politiske kampe for alle os, der ønsker klimaretfærdighed og radikal omstilling.”

Aftalen vil sænke eller fjerne toldsatser samt øge importkvoterne for en række landbrugsprodukter fra Mercosur-landene. Det fører til øget eksport af disse varer. Blandt varerne er det især værd at fremhæve oksekød, hvor den årlige eksportkvote stiger med 99.000 tons om året. Sammen med liberaliseringen af handel med soja, ethanol, fjerkræ og ris vil liberaliseringen af handlen med oksekød sætte de vigtige økosystemer i Mercosur-regionen under voldsomt pres. Aftalen vil nemlig medføre en årlig stigning i afskovning på 25 %. Samtidig øger aftalen eksporten af fossile biler fra Europa til Sydamerika. Fossilt, ikke grønt.

EU og den danske regering har talrige gange talt højt og flot om aftalens bæredygtigheds-kapitel. Ifølge dem er der ingen grund til at være bekymret på klimaets, oprindelige folks eller arbejdstageres vegne, for aftalen har et bæredygtigheds-kapitel, som redder hele affæren. Sandheden er desværre en anden. Det er nemlig sådan, at der kan indføres hårde økonomiske sanktioner, hvis et land overtræder alle aftalens andre kapitler – alle dem som omhandler virksomhedernes økonomiske interesser. Men overtræder landene i Sydamerika og Europa de flotte ord, som står i bæredygtigheds-kapitlet, er konsekvensen blot dialog og en rapport fra nogle konsulenter. Mere sker der ikke. Det er altså tydeligt, at interesserne hos de store agro-virksomheder og bilproducenter vejer tungere end klimaets, oprindelige folks og arbejderes.

ECT og EU-Mercosur er kommet under pres

Hvis man ikke ønsker sig en 2-3-4 grader varmere planet, er der altså god grund til at være kritisk over for internationale handelsaftaler som EU-Mercosur og ECT. Derfor er aftalerne kommet i strid modvind på det seneste. Det er stadig ikke lykkedes EU at vedtage aftalen med Mercosur efter mere end 20 år, og for hver skovbrand i Amazonas vokser presset.

Også ECT mærker presset. For nylig har både Frankrig, Spanien, Holland og Polen trukket sig ud af traktaten. Nu venter vi på, at Danmark gør det samme. Det kræver et politisk, aktivistisk pres. Det prøver vi at lægge i Global Aktion, for vi ved godt, at handels- og investeringsaftaler ikke kun er støvede og komplicerede – de er også helt afgørende politiske kampe for alle os, der ønsker klimaretfærdighed og radikal omstilling.