Debat: Anarkisme er en tidssvarende ideologi

“Hvor ville jeg elske, hvis vi her på solidaritet.dk kunne få en diskussion – sådan en rigtig fri diskussion – om anarkismens relevans i verden i dag.” Sådan lød det fra Uffe Elbæk, der skriver her på siden. Som fagforeningsmand og mangeårig aktiv på venstrefløjen er det en udfordring, jeg gerne vil tage godt imod. For hvor mange i dag alene forbinder anarkisme med indadvendte subkulturer, gadekampe med politiet, eller simpelthen kaos og generel uorden, har anarkismen som ideologi et noget andet fokus, som Uffe også peger på – nemlig decentrale, selvforvaltende og selvorganiserede løsninger og organisationer.

En ideologi tilpasset det moderne informationssamfund

Med en samfundsøkonomi, der har behov for en radikal og grøn omstilling og hvor den teknologiske udvikling med automatisering og digitalisering i stigende grad kræver samarbejdsevner og kompetencer i forhold til selvstændig tænkning og behandling af information, er der alvorligt behov for organisationsformer, der insisterer på, at personer fra alle produktionsled skal komme til orde, lader idéerne blomstre og bygger på kollektive hensyn frem for kortsigtet spekulation og privat berigelse. Og her er det bare at konstatere, at anarkismen som ideologi og bevægelse har et væld af erfaringer og praktiske løsninger at byde på.

Mens begreber om selvorganisering, selvledelse og flade hierarkier i dag vinder udbredelse på stadigt flere arbejdspladser, og også idéen om kooperative og medarbejderstyrede virksomheder er ved at blive genopdaget, har den slags tanker altid udgjort en grundstamme i anarkismen. For anarkismens store tænkere som Proudhon, Bakunin, Kropotkin, Emma Goldman etc. var demokrati i arbejdslivet, arbejderstyret produktion og en fri debatkultur de ufravigelige principper, som et nyt samfund skulle bygges op på. Fjernt fra uorden har den røde tråd altid været tanken om en dyb ansvarlighed over for menneskehed og natur, parret med en dyb modstand mod lydighed og ledelsesret. Dertil kommer troen på menneskets iboende trang til samarbejde og til at træffe fornuftige beslutninger, hvis der er mulighed for reel indflydelse. Alt sammen idéer, der i dag vinder frem inden for moderne organisationstænkning og virksomhedsfilosofi.

En praktisk bevægelse for forandring

Mens anarkismen bestemt har sine store filosoffer, er den i høj grad også en praktisk bevægelse. Med sin dedikation til både personligt initiativ og aktive fællesskaber, har anarkister altid været iværksættere, der ikke bare har ventet på nye direktiver fra centralkomitéen. Hvor der er anarkister, er der aktivitet – lige fra lokale bogcafeer, tidsskrifter og brugsforeninger til fagforeninger, produktionskollektiver eller fabriksråd.

Anarkister og anarko-syndikalister har startet masseorganisationer som de store gamle fagforeninger CGT (Frankrig), CNT (Spanien), FAUD (Tyskland) og FORA (Argentina), hver med flere 100.000 medlemmer på deres højdepunkt. Flere steder har anarkistiske organisationer stået i spidsen for større samfundsformationer såsom Ukraines “Frie Territorium” 1918-1921 med syv millioner indbyggere, Spaniens kollektiviserede områder under borgerkrigen 1936-1939 med otte millioner indbyggere eller den koreanske Shinmin-kommune med to millioner indbyggere 1929–1931. De autonome Zapatist-områder i Mexico med 360.000 indbyggere minder også om anarkisme og har eksisteret i 26 år siden 1994.

I praksis er anarkistiske ideer omkring deltagerdemokrati, horisontal organisering etc. i dag langt hen ad vejen blevet mainstream i nye sociale bevægelser – navnlig efter 1968 og desuden igen fra omkring årtusindeskiftet. Strækker man begrebet, er der desuden flere, der har brugt betegnelsen “anarkisme i praksis” eller “working anarchies” om fænomener som f.eks. IETF, Internet Engineering Task Force, der er standardiseringsorganet bag internettet, open source software og organiseringen af det åbne opslagsværk Wikipedia.

Den oprindelige socialisme

I lys af ovenstående ser jeg klart anarkistiske idéer som relevante også i dag. Jeg har ganske vist brugt en god del år på at komme til den erkendelse, bl.a. på grund af, hvad jeg i dag ser som fordomme. Derfor glæder det mig, at Uffe Elbæk nu opfordrer til en seriøs debat. Selvfølgelig er der masser af varianter og tolkninger, da mangfoldighed er et grundtræk ved både bevægelsen og ideologien. Men personligt er jeg ikke i tvivl om, at en solid dosis moderne anarkisme vil være et friskt pust i både fagbevægelsen, erhvervslivet og på venstrefløjen.

For mig er anarkismen i høj grad en påmindelse om arbejderbevægelsens udgangspunkt, hvor underordnet lønarbejde for andre var en uting og målet var en demokratisk økonomi, hvor “arbejdet er kilden til al rigdom og kultur, og hele udbyttet bør tilfalde dem, som arbejder”, jf. Socialdemokratiets første program fra 1876. Desuden er det for mig også “den virkelige socialisme” frem for de statsbureaukratiske monstre, vi siden har forbundet med den hedengangne østblok. Hvorfor det også undrer mig, at Uffe Elbæk i sit indlæg distancerer sig fra lige præcis socialismen, mens anarkismen jo netop altid har været et udtrykkeligt socialistisk alternativ til stalinismen.

TIl alle interesserede i debatten er min personlige anbefaling at tænke frit og uden fordomme, læse et par anarkistiske klassikere og deltage i debatgrupper som f.eks. Libertærsocialistisk Forum.

Læs også: Uffe Elbæk: En anarkists bekendelser