6 min. læsetid

En spontan bevægelse for arbejderkontrol over virksomheder og selvorganiseret produktion var en central del af den russiske revolution. Først nølende, siden med et selvstændigt program for fuld selvforvaltning.


Af Bjarke Friborg

Med afsættelsen af tsaren, efter masseprotester og strejker i februar 1917, blev der indledt en voldsom magtkamp i det gamle russiske kejserrige. Opmuntret af sejren over enevældet og trætte af krig, sult og undertrykkelse, begyndte soldater at desertere, bønder at overtage jorde og arbejdere at overtage virksomhederne. Det var en udvikling, som inte enkeltparti kontrollerede. Den rådende holdning her var, at Ruslands økonomi ikke var moden til socialisme og at der først burde udvikles en stærk bonde- og fagbevægelse à la Vesteuropa. Desuden var synet, at varige resultater kun kunne skabes af netop partierne selv via regeringsmagt og lovgivning frem for selvtægt og selvorganisering. Alligevel spredte de spontane komitéer og aktioner sig som en løbeild. Navnlig fordi de anviste her-og-nu-løsninger og gav mulighed for, at folk selv kunne søge svar på deres praktiske problemer.

Konkrete svar på konkrete problemer

”Med udbruddet af revolutionen forlod det administrative personale deres stillinger. Arbejderne overtog fabrikkerne. For at opretholde produktionen var arbejdernes komitéer tvunget til at selv overtage ledelsen. Under de første revolutionsdage i februar og marts forlod arbejderne fabrikkerne og gik i gaderne… Senere vendte de tilbage til deres arbejde, hvor de opdagede, at mange af fabrikkerne var blevet forladt. Lederne, ingeniørerne, generalerne, maskinmestrene og formændene var bange for, at arbejderne ville hævne sig, derfor var de forsvundet. Arbejdsmænd blev nødt til at påtage sig opgaverne uden vejledning fra de gamle administratorer. De var nødt til at nedsætte grupper, der gradvist kunne genetablere en normal arbejdstilstand. Komitéerne var nødt til at selv finde råmaterialer og […] påtage sig alle mulige uforventede og uvante pligter.” (Udtalelse på den første konference for fabrikskomitéer i Petrograd og omegn, 30. maj til 5. juni 1917).

Impulsen til at danne fabrikskomitéer var i høj grad drevet frem af meget konkrete og praktiske forhold. Nogle steder var fabriksledelsen simpelthen flygtet, mens det andre steder var arbejderne selv, der gik i gang med at bortvise forhadte formænd eller chefer – enten på grund af sidstnævntes forbindelser til tsaren eller fordi de blev anset som brutale og dermed inkompetente ledere. Lokalt var der dog store variationer og langt fra alle virksomhedsledere havde planer om at stikke af. I de fleste tilfælde var fabrikskomitéer derfor snarere fagforeningsagtige organer, der krævede mere i løn eller indsigt i regnskaberne. F.eks. var der flere steder mistanke om snyd, privat berigelse eller bevidst neddrosling af produktionen for at slippe af med opsætsige arbejdere og i øvrigt bringe det nye regime i miskredit.


Typisk blev der imidlertid sat gang i en dynamik, hvor arbejderne hurtigt fik større indsigt i produktionen og en tro på, at de selv kunne overtage den helt – endda med bedre resultater end under det gamle regime. På fabrikken Noviy Parviainen i Petrograd fik arbejderne f.eks. stoppet fyringer af over 1600 personer ved at nedbringe brændstofforbruget med 30% på grund af deres kendskab til produktionen – dette på trods af modstand fra ledelsen. Flere fabriksråd indledte samarbejde med lokale bønder omkring udveksling af ting for fødevarer, f.eks. på Moskva-fabrikkerne Prokhorov og Morozov, hvor tekstiler blev udvekslet med ukrainsk mel og korn. I en situation med generelt økonomisk kaos og kollaps var det fabrikskomitéerne, der stod for de praktiske løsninger, mens de tværgående sovjetter eller rådsforsamlinger var langt mere partipolitiske og præget af ideologisk uenighed.

Magtkampe på venstrefløjen

Fremvæksten af fabriksrådene blev fra starten mødt af skepsis eller modstand fra de tre hovedpartier på venstrefløjen, der alle så det som uklogt, at arbejderne selv overtog produktionen. Både fordi de faktisk ikke troede på deres evne til at gøre det – og i det hele taget så det som uaktuelt men også fordi det brød med partiernes holdning til, at der var behov for en central styring og koordinering.

Mens mensjevikker og socialrevolutionære f.eks. opfordrede til tålmodighed og støttede den nye socialdemokratiske arbejdsminister, der forbød møder i arbejdstiden og fordømte komitéindblanding i den daglige ledelse, var bolsjevikkerne mere åbne for, at de kunne have hørings- og kontrolfunktioner, omend underlagt sovjetterne. Samtidig advarede bolsjevikkerne mod “værkstedspatriotisme”, planløshed og mod at arbejderne overtog virksomhedsdriften under fortsat kapitalisme og markedsøkonomi. Kun anarkisterne og de socialrevolutionæres venstrefløj “maksimalisterne” gik udtrykkeligt og principielt ind for selvforvaltning og for en øjeblikkelig overtagelse af produktionen fra neden, som en central del af kampen for socialisme.

Dobbeltmagt under pres

I løbet af 1917 blev regeringen mere upopulær. Bolsjevikkerne vandt frem med deres krav om ”al magt til sovjetterne” og om straks at trække Rusland ud af den fortsatte verdenskrig. Imens begyndte fabriksrådene at organisere sig på landsplan og gik stadigt mere udtalt ind for et system baseret på selvforvaltning. For bolsjevikkerne var målet omvendt et ”proletariatets diktatur” udtrykt via en central plan og samling af al magt hos regeringspartiet. I løbet af revolutionsåret var produktionen faldet drastisk, både pga. et sammenbrudt transportsystem og følgerne af flere års ensidig krigsproduktion, men også pga. lokale magtkampe mellem fabriksråd og gamle fabriksherrer eller mellem arbejdere og borgerlige specialister.

De gamle magthavere var vant til privilegier og ledelsesret, og var langt fra indstillet på at opgive deres positioner. Metoderne omfattede alt fra sabotage og tilbageholdelse af information og ressourcer til forsøg på at “ansvarliggøre” fabriksrådene og få dem med til at håndhæve arbejdsdisciplin, forsvare fyringer osv. På Brenner-støberiet i Petrograd gik arbejderne f.eks. med til at arbejde på feriedage for at opretholde produktionen, hvorefter fabrikken alligevel blev lukket – kun for derefter at blive overtaget fuldt ud af arbejderne. Da ejerne af Vulkan-fabrikken i juli 1917 stoppede med at udbetale løn, gik arbejderne med til at arbejde overtid og overholde en strikt arbejdsdisciplin. For nogle var disse eksempler argumenter mod at overhovedet blande sig i produktionsplanlægning og i stedet holde sin sti ren. “Fagbevægelsen står i direkte modsætning til kapitalen, men et medlem af et fabriksråd bliver ufrivilligt til en agent for entreprenøren”, som bolsjevikken Rjasanov formulerede det. For andre var det alene et argument imod dobbeltmagt på virksomheden og for, at arbejderne snarest skulle overtage produktionen fuldstændigt.

Enmandsstyre eller selvforvaltning

Med Oktoberrevolutionen blev fabrikskomitéerne legaliseret og gjort til normen på landsplan, hvad der på kort sigt betød en flodbølge af nye arbejderråd og virksomhedsovertagelser. Det blev dog snart klart, at bolsjevikkerne stadig ønskede, at rådene skulle ind under regeringskontrol.

I december 1917 blev de første 81 store virksomheder nationaliseret – uden nogen rolle til fabriksrådene. Siden fulgte krav om, at specialister og nøglepersonale skulle genansættes og produktionshierarkier genindføres med vægt på enmandsstyre og klare kommandolinjer. Fabriksråd blev officielt underlagt fagforeninger, der igen blev lagt ind under det nu statsbærende bolsjevikparti. Fra maj til juni 1918 blev over 2000 socialiserede virksomheder nationaliseret og gjort til statsejendom. Skridt for skridt blev

arbejderkontrollen undergravet, kulminerende under borgerkrigen og nedkæmpelsen af arbejderoprør i bl.a. Tambov, Samara og Kronstadt. Men i en periode på et år 1917-1918 var fabriksrådene et konkret udtryk for et alternativ, baseret på reelt arbejderstyre, i den såkaldte nye ”arbejderstat”.


Oprindeligt bragt i magasinet Solidaritet nr. 13 (temanummer) februar 2018


De bedste artikler fra magasinet Solidaritet gennem tiderne.