Debat: Danmark skal tage EU-domstolen alvorligt – og droppe aftaler med kolonimagten Marokko
EU-domstolen afsiger i disse dage endnu en sag, hvor man med stor sandsynlighed vil underkende handelsaftaler mellem EU og kongeriget Marokko. Det skyldes, at aftalen omfatter Vestsahara, som er besat af Marokko. Også den danske regering bliver nødt til at tage den situation alvorligt, skriver Mads Thunestvedt fra Global Aktion.
Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
At det overhovedet er nødvendigt at opfordre danske politikere – og ikke mindst regeringen – til at tage den seneste udvikling i EU-domstolen alvorligt, viser med al tydelighed regeringens ligegyldighed over for Vestsahara. Det er nemlig ikke første gang, at EU domstolen underkender handelsaftaler med Marokko; både en aftale i 2016 og 2018 blev nemlig underkendt ved højeste retsinstans som værende i konflikt med EU’s forfatning.
Alligevel fortsætter EU-kommissionen og medlemslandene ufortrødent med at indgå nye handelsaftaler med kolonimagten i Marokko, som også omfatter det besatte Vestsahara. Dette faktum strider dog direkte imod Danmarks og EUs politik på området. Aftalerne lever ikke op til de krav, der er i international lov – som EU og medlemslande i unionens forfatning har forpligtet sig til at følge. Retten fandt, at Marokko ikke havde suverænitet over Vestsahara, bl.a. fordi FN ikke anerkender Marokkos suverænitet over Vestsahara. Det betyder, at Danmark – hvis vi fortsætter med at handle med Marokko – velvidende overtræder Geneve-konventionen. Det vil både være et moralsk skred og en politisk indrømmelse af, at Danmarks udenrigspolitik ikke er baseret på værdier, men profit og lukkede migrationsruter.
En europæisk torn i øjet
Når dommen inden for de næste par uger bliver afsagt, vil der med al sandsynlighed igen blive dømt til Vestsaharas fordel. Denne gang skal EU og Danmark ikke blot lade som ingenting og fortsætte støtten til kongedømmet, men efterleve domstolens krav om at stoppe handelsaftalerne, så længe Marokko plyndrer ressourcer fra det besatte område.
“Skal Jeppe Kofod og regeringen igen holde sine skåltaler, skal de tage EU-domstolen alvorligt og holde sig væk fra handelsaftaler med Marokko.”
Men som iagttager af konflikten kan man få sine tvivl. Konflikten er nemlig en torn i øjet på Europas og Danmarks interesser i at bruge Marokko som stopklods i den vestafrikanske migrationsrute. Der er dermed dømt vestlig klapjagt på konventioner og humanistiske principper, hvor man både hjælper en besætterstat med ulovlige indtægtsmuligheder, og bruger selvsamme land som eksternaliseret flygtningelejr.
De næste uger vil vi opleve en øget rejseaktivitet mellem Marokko og EU’s medlemslande. Og der vil komme kriser ud af det blå, som på forskellig måde vil forsøge at skabe et pres på de forskellige medlemslande i EU. Det pres skal hjælpe til fortsat at underkende EU-domstolen, og at landene kan se stort på andre rettigheder, fordi ens frygt er større end trangen til at følge de spilleregler, man normalt fremhæver i sine festtaler.
Skal Jeppe Kofod og regeringen igen holde sine skåltaler, skal de tage EU-domstolen alvorligt og holde sig væk fra handelsaftaler med Marokko.
Kære bruger – du er nu nået gennem et opslag i Solidaritet
Vi håber, at du fik stillet din nysgerrighed eller diskussionslyst.
Alt stof på Solidaritet er frit tilgængelig uden betalingsmur. Men det er ikke gratis at drive et website.
Solidaritet er organiseret som en demokratisk forening, hvis formål er at gøre Solidaritet til platform for venstrefløjens debat i Danmark. Du kan også blive medlem – hvis du ikke allerede er.
Du kan nemt, hurtigt og direkte lave en aftale med Mobilepay, Visa eller Mastercard – og den kan opsiges med øjeblikkelig virkning.
20 kr./md. 60 kr./md. 100 kr./md. 150 kr./md.Foreningens indtægter er økonomisk rygrad i Mediehuset Solidaritets drift. Men foreningen er – ud over økonomisk fundament for drift – også et fællesskab, der sammen med ansatte og faste aktivister videreudvikler mediehusets aktiviteter. Læs mere om foreningen: HER