Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
22. juni. 2021

Debat: Der er brug for en langt større, mere smertefuld strejke, hvis sygeplejerskernes krav skal trænge igennem

Hvis en strejke skal være effektiv, skal den have konsekvenser for arbejdsgiveren. Derfor er der ingen vej uden om en langt mere omfattende aktion, hvis sygeplejerskernes krav skal komme igennem, skriver en anonym debattør.

Foto: Klaus Berdiin Jensen
Artiklen tager cirka 7 minutter at læse.

Sygeplejerskerne strejker. Men for hvad? “En fremtid uden forskel”, lyder kampagnesloganet fra Dansk Sygeplejeråd (DSR) selv. Og de har ret, men på en anden måde, end de forestiller sig. Budskabet fra sygeplejerskerne refererer håbefuldt til en fremtid uden lønforskel imellem traditionelle mande- og kvindefag. En ligestillet fremtid. En fremtid, ja, uden forskel.

“For at en strejke skal være effektfuld, skal den have konsekvenser for arbejdsgiveren. Det er strejkens modus operandi, den logik, den virker efter, og som giver den dens kraft. Uden effekt, ingen konsekvens.”

Men på freudiansk vis falder sloganet i fælden, og udsiger i stedet det egentlige, men undertrykte: Konfliktens mest sandsynlige konsekvens; en fremtid uden forskel. En fremtid uden forandring. En uforandret fremtid. En morgendag, der ikke er forskellig fra gårsdagen.

Hvorfor? Fordi sygeplejerskerne enten ikke tør eller ikke er villige til at tage konflikten til dens konsekvens. For at en strejke skal være effektfuld, skal den have konsekvenser for arbejdsgiveren. Det er strejkens modus operandi, den logik, den virker efter, og som giver den dens kraft. Uden effekt, ingen konsekvens.

En lille strejke er en sejr for staten

Helt klassisk kan gives eksemplet en fabrik; hvis arbejderne går hjem, stoppes produktionen, og fabriksejeren taber penge. Der er effekt, det (kan) medfører konsekvens. Sygehusvæsenet er dog ikke en fabrik, ikke helt endnu, i hvert fald, og derfor er vilkårene, under hvilke en strejke tager form, selvsagt anderledes. Men arbejdskonfliktens logik ændrer ikke karakter af den grund; kun selve strejkens indhold og med den umiddelbare konsekvens, at styrkeforholdet ændres markant. Og det er desværre ikke til sygeplejerskernes fordel.

Når sygeplejerskerne nu strejker, er det nemlig ikke sygeplejerskerne i bestemt flertal, der strejker, men kun en lille, ubetydelig og nøje udvalg andel. 10 %, nærmere bestemt. Antallet er det absolutte minimum, DSR kan slippe afsted med at udtage til strejke ifølge hovedaftalen. At de ikke udtager flere, kan man undre sig over, hvis idéen er at tvinge arbejdsgiveren til at gøre indrømmelser på sygeplejerskernes retmæssige krav om en retfærdig løn.

Det har nemlig den betydning, hvis vi skal blive i det forsimplede fabrik-eksempel, der viser strejkens logik, at fabrikken stadig kan fortsætte ufortrødent, blot med mindre komplikationer. Fabrikken kører, ejerne tjener penge, effekten udebliver, og konsekvensen indtræffer ikke.

Inden for det offentlige, hvor sygeplejerskerne er ansat, endda i den dobbelte potens, at arbejdsgiveren er staten, og at hver en krone, der under en strejke ikke bliver brugt på løn, bare bliver i lommen på staten. Mens sygeplejerskerne strejker – og mister penge – tjener staten altså, alt imens det strejkeramte område, sygehusene, m.v., fortsat er operationsdygtige.

En dobbelt sejr for staten, arbejdsgiverne, imod sygeplejerskerne, arbejderne, allerede givet inden strejken er effektueret. Hvad bliver konsekvensen i så fald? Formentligt det samme som efter strejken i 2008: ikke en skid. Eller med DSRs egne ord: en fremtid uden forskel.

Efter sidste store strejke blandt sygeplejerskerne i 2008, var resultatet begrænset, og forkvinde for Dansk Sygeplejråd, Conne Krukow trak sig året efter fra posten. Artiklens afsender frygter, at budskabet om “en fremtid uden forskel” kan blive de barske realiteter, hvis ikke strejken gøres mere smertefuld. Foto: Claus Deichgræber

‘Samfundskritisk arbejde’

Hvis sygeplejerskerne rent faktisk mente, at deres kamp var retfærdig (hvad den er), burde de tage konsekvensen og varsle en strejke med 100% af deres medlemmer. 

I dag ville det være ulovligt. Eftersom deres arbejde er samfundskritisk (hvilket corona-krisen har demonstreret udover en eneste berettiget tvivl) må de nemlig ikke strejke uden såkaldt nødberedskab. Det lyder jo fornuftigt; vi vil gerne undgå, at mennesker skal dø som konsekvens af en arbejdsmarkedskonflikt. Men grundlæggende er det ufornuftigt og forkert. Af flere årsager.

“Portøren, sosu’en, sygeplejerskeren, rengøringsassistents, og kontordamen; de er alle hinandens forudsætninger for at vi andre kan blive ordentligt behandlet.”

Den første er, at mennesker allerede i dag dør i kraft af de forringede forhold på landets hospitalsgange. Sygeplejerskerne skal løbe langt stærkere, end de kan. Mange går ned med stress. Lønnen er så lav, at man ikke kan rekruttere tilstrækkeligt til faget. De nuværende arbejdsforhold har menneskelige konsekvenser, ikke bare for personalet, men i lige så høj grad for patienterne, hvor døden i de værste tilfælde er konsekvensen.

Den anden er, at de ovennævnte problemer fører til et paradoks: et nødberedskab, der er højere end den normale bemanding og normering. I Silkeborg, for eksempel, har DSR simpelthen helt droppet strejken, fordi den de facto ville betyde, at der skulle møde flere sygeplejersker på arbejde end ellers. Hvilken strejke er det i så fald? Ingen. Og derfor er den afblæst.

Den tredje er spørgsmålet om, hvis skyld det er – og hvem, der lider under disse regler. Er det sygeplejerskernes skyld, at patienter skulle dø, fordi de nægter at arbejde under uværdige forhold? Kan man tvinge mennesker til at tage arbejde, selv hvis det er stressfremkaldende, underbetalt og ubærligt? Sygeplejerskefaget bliver ofte betragtet som et kald, noget, man gør, fordi man ikke kan lade være, fordi man elsker det, fordi man føler sig kaldet til det. Skal sygeplejerskerne lide under, at vi ved, de ikke kan strejke effektfuldt, af respekt for de menneskeliv, de er ansat til at tage hånd om og helbrede? Skal de betale deres huslejer og psykologsamtaler med medmenneskelighed? Sygeplejersker er ansatte, må vi erkende, og bør derfor kunne føre arbejderkamp præcis som alle andre faggrupper, med den største effekt for øje, også hvis denne effekt, ja, netop, har konsekvenser.

Dertil kommer, at en sådan strejke, uden nødberedskab og med hele mandskabet udtaget, aldrig vil føre til dødsfald, fordi den aldrig ville blive effektueret. Hvis DSR og sygeplejerskerne turde varsle den, uden at ryste på hånden, med is i maven og stål i øjnene, ville regeringen, der til syvende og sidst står til ansvar (for både sygeplejerskerens forhold og borgerens behov for et sundhedsvæsen), uvægerligt måtte give dem enhver indrømmelse, de gjorde krav på.

Jeg foreslår det dobbelte i løn til sygeplejersker, eller mere generelt: at løfte alle ansatte i sundhedsvæsenet til niveauaet for lægeløn. Ingen er vigtigere end andre, og uden den ene kunne den anden ikke være til. Portøren, sosu’en, sygeplejerskeren, rengøringsassistents, og kontordamen; de er alle hinandens forudsætninger for at vi andre kan blive ordentligt behandlet.

Total strejke nødvendig

Nuvel; jeg taler over mig og breder emnet unødigt ud, lad os derfor hellere slutteligt vende tilbage til det centrale: Behovet for en total strejke fra sygeplejerskernes side. Argumentet her, det sidste, er også det vægtigste: at forandring ikke er muligt i det samfund, der kan fortsætte med at fungere uden forandring.

Hvis sygeplejerskerne vil vinde arbejdskampen og få de forhold, de har fortjent, må de turde tage konsekvensen af deres kamp og strejke uden nødberedskab.

De må turde stille sig i vejen for samfundets tandhjul. De må turde blokere samfundets operation. De må turde nægte samfundets fortsatte drift. De må turde gøre samfundet decideret afhængigt af at opfylde deres retmæssige krav.

Således ville bolden være spillet, og spillet på en sådan måde, at den stod så grelt i vejen for sundhedsvæsnet og samfundet, at regeringen uundgåeligt måtte handle med samme villighed og pengepung som under coronakrisen i hin tid.

Alternativet er en morgendag som i går. Med for dårlige vilkår, uretfærdig og sexistisk løn, en sundhedssektor i frit fald, og et eneste værn i form af en falsk, effektløs strejke med kun 10 % engageret.

Alternativet er – som DSR’ siger – at vi ender med en fremtid uden forskel.


Om skribenten

Pierre A.

Pierre A.

Pierre A. er et pseudonym. Redaktionen er bekendt med vedkommendes identitet. Læs mere