Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
2. juni. 2022

Debat: Der er noget helt galt i Indfødsretsudvalget

Kan det virkelig passe, at integrationsministeren kan afslå dispensations-ansøgninger om statsborgerskab uden at forklare, hvorfor? Susan Kronborg fra De Radikale finder den nuværende praksis i Indfødsretsudvalget dybt bekymrende.

Foto: Christine Vassaux Noe – CVN Photography

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Jeg har spurgt minister Kaare Dybvad Bek, hvad han mener om, at der mangler begrundelse ved afslag fra Indfødsretsudvalget, jf. statsborgerretskonventionen artikel 11 om begrundelse ved afslag på indfødsret.

Ministeren oplyser “Ved meddelelse af afslag på ansøgninger om dansk statsborgerskab efter forelæggelse for Folketingets Indfødsretsudvalg redegør Udlændinge- og Integrationsministeriet i afgørelsen for de betingelser i cirkulæreskrivelsen om naturalisation, som ansøgeren ikke opfylder.”

Ministeren godkender sig selv

Jeg sidder selv som folketingsmedlem for De Radikale i Indfødsretsudvalget. Og det undrer mig, at ministeren og dennes ministerium mener, at ministeriet selv skal sidde og skrive begrundelser for vores afslag i Indfødsretsudvalget.

Ministeren synes åbenbart ikke, at det er et problem. Han oplyser også i sit ministersvar, at beslutninger fra udvalget ikke er omfattet af forvaltningslovens regler om bl.a. begrundelse, og at forhandlinger i udvalget er fortrolige, og at ministeriet derfor “ikke kan oplyse nærmere om udvalgets behandling af sagen.”

“Kaare Dybvad mener, at der skal være en begrundelse – og udarbejder derfor selv en sådan. Den behøver ikke have noget at gøre med udvalget eller de overvejelser, der foregår i udvalget. Det giver ingen mening.”

Jeg må altså for det første insistere på, at tavshedspligten i udvalget ikke kan udstrækkes til, at ansøgere ikke kan få kendskab til begrundelsen for det afslag den enkelte ansøger modtager. Dernæst er det bekymrende, at ministeren mener forvaltningsloven ikke gælder.

Hvordan forholder Kaare Dybvad sig til, at Folketinget i 1998 vedtog, at udvalget skal følge forvaltningsretlige standarder? I Folketingets vedtagelse nr. 36 af 15. januar 1998 fremgår det klart og tydeligt, at Folketinget lægger vægt på at sikre god forvaltningsskik i hele sagsforløbet. Det pt. gældende cirkulære henviser også til vedtagelsen.

Der skal dermed – både efter Konventionen og Folketingets egen vedtagelse – være anført en begrundelse, og den skal indeholde en passende detalje af de faktiske og retlige beskrivelser, så man kan finde ud af, hvad der har været afgørende. Det er altså klart, at man må ryste op med sine præmisser om, hvilket grundlag afgørelsen er truffet på.

For lige at opsummere: Kaare Dybvad mener altså, at der skal være en begrundelse – og udarbejder derfor selv en sådan. Han finder det okay, at den givne begrundelse ikke behøver at have noget at gøre med udvalget eller de overvejelser der foregår i udvalget. Det giver ingen mening.

Muslimer diskrimineres

Hvis vi retfærdigvis antog, at forvaltningsloven ikke var gældende for udvalget, så vil konsekvensen jo ikke være, at en begrundelse kan afgives af et ministerium uden på noget som helst tidspunkt at have været forbi udvalget.

Men Kaare Dybvad finder det åbenbart helt på sin plads at fabrikere egne begrundelser på vegne af udvalget. Samtidig ved han godt, hvad baggrunden for spørgsmålet er. Det er nemlig offentligt kendt, at formanden for Indfødsretsudvalget, Marie Krarup stemmer nej til dispensationsanmodninger fra muslimer. Medlem af samme udvalg, Mette Thiesen, er også gået offentligt ud med, at hun stemmer nej til ansøgere fra muslimske lande.

Og her er jo hele humlen i problemet. Hvis flertallet i udvalget har givet afslag på grund af religion eller oprindelsesland, skal det selvfølgelig anføres i begrundelsen.

De begrundelser Kaare Dybvads ministerium selv producerer, indeholder kun henvisning til ministeriets cirkulære. Orienteringsbrevene er så indholdsløse, at de kan betragtes som tilfældige. Det er nemlig ikke nok – hverken efter konventionen eller forvaltningsloven – at begrunde med, at ansøgeren ikke opfylder beskæftigelseskravet eller danskkravet – det vidste ansøgeren jo godt, siden ansøgeren bad om en dispensation for disse krav.

Dansk Folkeparti’s Marie Krarup (tv.) og Mette Thiesen fra Nye Borgerlige er begge medlemmer af Indfødsretsudvalget. Mette Thiesen har offentligt meldt ud, at hun stemmer nej til ansøgere fra muslimske lande, mens Marie Krarup ifølge Susan Kronborg er kendt for at stemme nej til muslimske ansøgere. Foto: Folketinget.

Højesteret misforstår

Ministeren henviser i sit svar til en Højesteretsdom fra 9. maj 2017, der er en stadfæstelse af Østre Landsrets dom 13. maj 2016. Sagen omhandler en person (A), der har fået afslag på forelæggelse for Indfødsretsudvalget, samt en anden person (B), som fik afslag på fornyet forelæggelse af sin ansøgning for Folketingets Indfødsretsudvalg. Endeligt beskrives også en tredje person (C), som har fået afslag på dispensation af udvalget, og derefter også fra indfødsretskontoret – uden en ny forelæggelse for udvalget. Den sidste sag virker underlig, da der i alle andre sager ville komme et afslag fra indfødsretskontoret først – ikke efter en behandling i udvalget.

Det er også den eneste situation, som omhandler manglende begrundelse for afslag fra udvalget. Der er i øvrigt ikke fremlagt nærmere oplysninger om baggrunden for, at B og C efterfølgende rent faktisk fik dansk indfødsret. Højesteret nævner det selv i dommen, formentlig fordi det også har undret dem.

Politikerne stemmer i udvalget, men der afgives i udvalget ingen begrundelse. Det er i øvrigt ingen hemmelighed, da det har været til stor diskussion bl.a. ved en høring i Folketinget i 2017.

Højesterets præmisser er således enten udtryk for en faktuel misforståelse om, at udvalget afgiver en begrundelse eller en opfattelse af, at en begrundelse kan gives af en anden myndighed end de myndigheder, som har kompetence til at give et afslag. Det står dog ikke til troende, at Højesteret skulle indtage det meget kontroversielle synspunkt.

Problemet er således her, at Højesteret er i den vildfarelse, at der afgives begrundelse fra Indfødsretsudvalget. Men Indfødsretsudvalget afgiver netop ingen begrundelse overhovedet, hvilket er det store kritikpunkt fra min side. Og ministeriets holdning er som nævnt, at ”beslutninger fra udvalget ikke er omfattet af forvaltningslovens regler om bl.a. begrundelse”, at der nok alligevel skal være en begrundelse og derfor er der en begrundelse, som ministeriet selv udarbejder.

Vi kan jo i hvert fald konkludere, at når Højesteret fejlagtigt tror, at der afgives begrundelse fra Indfødsretsudvalget, så kan ministeriet ikke påberåbe sig Højesteretsdommen som løftestang for, at der ikke skal være en sådan begrundelse fra udvalget.

Begrundelser efterlyses!

Vi står nu tilbage med endnu flere spørgsmål. Men kernen i begrundelseskravet er, at det tvinger en myndighed – eller for den sags skyld et udvalg – til at overveje, om de kriterier der anvendes er saglige og lovlige.

“Hvis flertallet i udvalget skifter, vil ansøgeren således få klarhed over, hvorvidt et afslag kommer på baggrund af ulovlige kriterier såsom religion eller oprindelsesland.”

Begrundelseskravet er selvfølgelig også afgørende for den ansøger, som får et afslag. Ansøgeren får hermed mulighed for at forstå og sikre sin retsstilling. Den foreløbige konklusion må være, at ministeriet påberåber sig en højesteretsdom – som imidlertid ikke kan betragtes som en løftestang – til, at udvalget ikke skal begrunde sine afslag al den stund, at Højesteret netop lægger til grund, at udvalget har afgivet en begrundelse.

Hvis Kaare Dybvads ministerium gerne vil kunne overholde konventionen, kunne man forsøge at overtale udvalget til rent faktisk at afgive begrundelser. Hvis flertallet i udvalget skifter, vil ansøgeren således få klarhed over, hvorvidt et afslag kommer på baggrund af ulovlige kriterier såsom religion eller oprindelsesland.

Politikerne i Indfødsretsudvalget skal selvfølgelig stå til ansvar for deres skalten og valten.


Om skribenten

Susan Kronborg

Susan Kronborg

Medlem af Folketinget for Radikale Venstre. Indfødsretsordfører for partiet. Læs mere