Der er mærkbare forskelle på lønningsniveauet for forskellige etniciteter - også i Danmark. Ill: Hyijen Kang.
7 min. læsetid

Arbejdsmarkedet fylder meget lidt i vores racismedebat i Danmark. Men problemerne på det danske arbejdsmarked er større end på selv det amerikanske. Hvis vi skal løse de problemer, skal vi turde udfordre institutionerne på arbejdsmarkedet.


Af Søren Nørgaard Graven

Debatten om racisme i Danmark har handlet meget om politi og retssystemet, fordi det er aktuelt i dækningen af det amerikanske oprør i forlængelse af George Floyds død. Men racisme er meget andet og mere end politibetjentes tilbøjelighed til at anholde og bruge magt. Racisme er et system, der gennemgående i hele samfundet fordeler magt, muligheder og velstand på baggrund af etnicitet.

Vores arbejdsmarked er en af de vigtigste dele af vores samfund, her fordeles indkomster og magt, og her bruger vi de fleste af vores vågne timer. Tager man et kritisk blik på det danske arbejdsmarked og de institutioner, der omgiver det, er det svært at nå en anden konklusion end – at det ikke bare er racistisk, men at det står værre til end selv i USA. Det lyder som en hård påstand for de fleste danskere. Men ser man på den fordeling af magt, indkomst og muligheder, som bliver skabt i USA og i Danmark, så er Danmark enten ligeså ringe som USA – eller endda værre. 

Danmark overhalet af USA på lønforskelle

Lad os starte med den mest grundlæggende sortering på arbejdsmarkedet: Har du et job, eller er du arbejdsløs? I USA var arbejdsløsheden for hvide ifølge de amerikanske myndigheder på 3,1 % i 2019, for sorte var den 7,1 % og for latinoer 5,1 %. De hvide har en fordel på henholdsvis 4 og 2 %. I Danmark viser de seneste, etnisk opdelte arbejdsløshedstal fra Danmarks Statistik, at i 2018 havde en person med ”dansk oprindelse” præcis samme arbejdsløshed som den hvide amerikaner, 3,1 %. Men danskere af ”ikke-vestlig herkomst” har 10,5 % i arbejdsløshed. En forskel på 7,4 % – og altså næsten det dobbelte af forskellen i USA.

På det danske arbejdsmarked er dine rettigheder primært bundet op på overenskomster og fagforeningsmedlemskab. Er du uden overenskomst, er du uden rettigheder, og her er ikke-hvide voldsomt overrepræsenteret. Den danske fagbevægelse har desværre ikke været god nok til at organisere minoritetsdanskere.

+

På lønninger kan man se en lidt mindre forskel, en hvid amerikaner tjener 126 % af en sorts løn, en hvid dansker tjener 127 % af en ikke-hvid danskers løn. I USA skal du kun fordoble andelen af sorte topledere, før at det afspejler andelen af lønmodtagerne – i Danmark skal du femdoble antallet af ikke-hvide topledere for at opnå det samme. Så på de mest grundlæggende kriterier for lighed bliver Danmark konsekvent overhalet af USA. Både om man kan få et job, hvad man får i løn, og om man er menig eller leder.

Farveblindheden er en myte

Mit argument vil være, at vi i Danmark har et langt mere etnisk opdelt arbejdsmarked, fordi vores rettigheder ligger i institutioner, som absolut ikke er farveblinde. Den institution, hvor det står værst til, er vores aktive beskæftigelsespolitik og det sociale sikkerhedsnet. Her bygger meget lovgivning og den konkrete indsats på en antagelse om, at personer – der ikke er hvide – bare er mere glade for at være på overførselsindkomst og mindre motiverede for at komme i job. De skal motiveres med pisken, de får flere sanktioner, mere nyttejob og til gengæld mindre uddannelse og opkvalificering. Samtidig er ydelserne lavere, og årtiers fokus på at lægge forhindringer ind for ”flygtninge og indvandrere” med forskellige opholdskrav gør, at beskæftigelsesindsatsen og overførselsindkomster i høj grad er opdelt efter etnicitet.

Det er dokumenteret over flere omgange, at denne indsats ikke virker – tværtimod mindsker de særligt lave ydelser på lang sigt sandsynligheden for at komme i job. De skaber fattigdom, og de skaber en desperation efter at komme ud af systemet, der gør, at man er villig til at acceptere lønninger og arbejdsvilkår, som hvide danskere aldrig ville finde sig i – og som ingen burde være tvunget til at acceptere. Denne ulighed er ikke en tilfældighed, men er skabt med fuldt overlæg. Ser man på de borgerliges argumenter imod regeringens midlertidige ydelse til fattige børnefamilier, så står det klart – at det for de borgerlige er et selvstændigt mål, at ikke-etniske danskere skal have et parallelt og dårligere system end hvide danskere.

Den danske model opdeler arbejdsmarkedet etnisk

Den anden kilde til det etnisk opdelte arbejdsmarked er desværre den danske model. I modsætning til sikkerhedsnettet er det ikke en ulighed, som er skabt overlagt, men mere ud af manglende handling. På det danske arbejdsmarked er dine rettigheder primært bundet op på overenskomster og fagforeningsmedlemskab. Er du uden overenskomst, er du uden rettigheder, og her er ikke-hvide voldsomt overrepræsenteret. Den danske fagbevægelse har desværre ikke været god nok til at organisere minoritetsdanskere.

Det bliver udnyttet af kyniske arbejdsgivere til at tjene penge og presse lønnen ned. Der ligger ingen ond vilje fra fagbevægelsen, det er jeg sikker på, og der har også sporadisk været initiativer til at fremme organiseringen af minoritetsdanskere. Men det kræver noget mere end blot enkelte projekter. Det tog årtier, før 3F fik knækket koden til, hvordan man kunne organisere migrantarbejdere fra Østeuropa, og det kommer til at kræve en lignende, vedholdende indsats med mange ressourcer at løse denne udfordring med organiseringen af alle minoritetsdanskere. Her er udfordringen blot meget større, da det ikke kun er byggebranchen, der er truet, men hele arbejdsmarkedet. Hvis ikke den danske model er for alle danskere, så bryder den sammen. 

Dansk arbejdsmarkedspolitik kan blive bedre af at kopiere USA

Endelig er der også ting, vi faktisk kan lære af USA. Ja, du læste rigtigt, du er på et venstreorienteret medie – og jeg vil nu forklare, hvordan dansk arbejdsmarkedspolitik kan blive bedre af at kopiere USA. Racismen er mindre udtalt på det amerikanske arbejdsmarked, fordi den bliver italesat. Den danske venstrefløj og fagbevægelsen ignorerer det alt for tit, og vi er ikke nær så gode til at tale om et etnisk opdelt arbejdsmarked, som vi er til at tale om et kønsopdelt arbejdsmarked. Det betyder, at vi i modsætning til USA grundlæggende har ekstremt få regler, der skal bekæmpe det problem. I USA har man f.eks. føderale, sociale klausuler med krav om – at man aktivt arbejder for at give etniske minoriteter flere muligheder. Den danske lovgivning har derimod kun ligebehandlingsloven, som kræver, at der bevises aktiv og bevidst diskrimination. Den bevisbyrde er umulig at løfte, og den definition af ligebehandling der overser, at den meste diskrimination er ubevidst. 

Der er altså meget oplagte forklaringer på, hvorfor det danske arbejdsmarked er så etnisk ulige, at vi overhaler selv det evige fjendebillede USA. Det er en vigtig kamp for fagbevægelsen og venstrefløjen – det er aldrig klassekamp man fører, hvis det kun er for nogle arbejdere.

Det første skridt på vejen er at tage opgøret med fortællingen om, at det danske arbejdsmarked ikke er racistisk. Det næste er de politiske løsninger. Vi skal gøre op med de regler, der skaber et sikkerhedsnet opdelt efter hudfarve. Vi skal prioritere, at minoritetsdanskere bliver dækket af overenskomster og får en plads i fagbevægelsen. Og vi skal indføre langt strengere regler mod diskrimination, som forpligter arbejdsgivere på at opnå lighed.


Søren Nørgaard Graven .