Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
EU
13. maj. 2022

Debat: Enhedslisten risikerer at skyde sig selv i foden på EU-spørgsmålet

Enhedslisten risikerer at begå et kæmpe selvmål, hvis man vælger at nedtone – eller helt fjerne – sit krav om udmeldelse, mener tidligere medlem af partiet Jakob Lindblom.

Illustration: KLE-art.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

På årsmødet i denne weekend skal Enhedslisten stemme om sin EU-politik. Som Ø-vælger må man undres, ikke mindst efter at have læst Pelle Dragsted’s bog Nordisk Socialisme.

En af de centrale pointer i Pelle Dragsteds bog er, at hele opvæksten af velfærdssamfundet og den store reformudbygning efter 2. Verdenskrig er betinget af truslen om ekspropriation. Et studie, han henviser til fra økonomerne André Alberquerque og Anna og Leonardo Weller, har vist, at tilstedeværelsen af en kommunistisk trussel fra østblokken, og stærke venstrefløjsbevægelser i Vesteuropa, kunne presse forbedringer igennem over for kapitalen.

Dette er tydeligt i enhver politisk kamp. Har man ikke noget, som de andre enten vil have eller frygter, så har man svært ved at få sin politik igennem. Hvorfor pokker skulle kapitalen dele ud af sine overskud til velfærd, hvis de risikofrit kunne beholde overskuddet selv? Nøjagtigt det samme gælder EU!

EU: Nyliberalismens modtræk til velfærdsstaten

Hvis Enhedslisten fjerner sit udmeldelsesperspektiv fra EU, eller blot nedtoner det, så skyder man sig i så alvorlig grad i foden, at de reformer af EU, som nogle af forslagsstillerne drømmer om, forsvinder i det fjerne.

“Grundbegrebet i parlamentarisk demokrati er i EU sat ud af kraft. Ifølge dette er det nemlig ikke kun vigtigt, at de folkevalgte er lovgivere; men også at disse kan erstattes, og at lovene kan laves om igen.”

EU er ikke bare en politisk arena, hvor rød og blå kæmper om magten. EU er et særligt system, som er designet til at flytte politikområder væk fra de nationale politiske arenaer. EU – og ikke mindst det indre marked – har i alvorlig grad været nyliberalismens modsvar til dén velfærdsstat, som er beskrevet i Dragsteds bog. Har man kunnet flytte magten fra parlamenter og Folketing, som har været nemme at presse til sociale indrømmelser, så har det været godt – i EU-perspektiv!

Det er derfor vi har så mange nyliberale politikområder skrevet direkte ind i traktaterne, så de ikke kan ændres uden enstemmighed landene imellem. Det er også derfor, at de dagsaktuelle politiske emner kan være næsten umulige at ændre igen ad demokratisk vej.

Det er alene Kommissionen, som kan stille forslag, som EU-parlamentet og Ministerrådet vedtager bagefter; men hvis vi har en blå regering, som stemmer for noget virkelig upopulært nede i EU, kan vi ved næste valg godt vælge nogle nye politikere. De kan bare ikke ændre det igen, da det stadig kun er Kommissionen, som kan stille forslag. På den måde er grundbegrebet i parlamentarisk demokrati sat ud af kraft. Her er det nemlig ikke kun vigtigt, at de folkevalgte er lovgivere; men også at de folkevalgte lovgivere  kan erstattes, og at lovene kan laves om igen.

SF-sporet skræmmer

EU er i sin grundessens udemokratisk. Vi har ikke en gang fået lov at stemme om de seneste to traktater, som har givet voldsomt meget mere magt til EU. Ser man på de to årsmøde-forslag om enten helt at fjerne udmeldelsesperspektivet, eller at nedtone det til måske at kunne bruges en gang, afskærer man i alvorlig grad sig selv fra muligheden for rent faktisk at få reformer igennem, hvis det skulle være ønsket.

Se på JuniBevægelsen, som trods en plads til Jens Peter Bonde i det konvent, som sammenskrev EU-forfatningen, aldrig var i nærheden af at vinde opbakning for noget som helst. De havde ikke noget at true med.

Se SF, som gik fra et klart NEJ til et nej til noget og ja til andet, og som efter 10 års opslidende interne debatter om, hvad der var hvad til sidst opgav ævred, og sagde ja og amen til det hele. En intern kamp, som man må forvente finder plads i Enhedslisten også, hvis der bliver åbnet op for en masse tjaaeh-politik.

Hvis man ønsker store reformer af EU, så skal man da netop fremme alternativer og søge den eneste trussel, som EU kender til – nemlig udmeldelse. Det er nøjagtig samme pointe, som den Pelle bringer i sin bog om velfærdsstatens fremkomst. Se hvordan Syriza og grækerne blev hældt ned ad brættet på røv og albuer. De truede ikke med udmeldelse, og havde intet at komme med.

SF har gennem de seneste 30 år ændret markant holdning til EU-medlemsskab. Foto: SF

Brexit kan males rød

Jeg tror personligt ikke på en masse reformer af EU til det bedre. Derfor er min plan A naturligvis, at Danmark forlader EU. Jeg ser gerne et større fokus på nordisk samarbejde, da de andre nordiske lande har et arbejdsmarkedssystem og velfærdsstater ligesom vores, som i disse år også er under pres fra EU. Der er 100 gange større sandsynlighed for gradvist at indføre en Nordisk Socialisme i Norden end via EU.

“Det er som om, at frygten for at blive sat i bås med højrekræfter som i Brexit gør, at man finder på en masse undskyldninger for ikke at turde tage debatten.”

Der har på venstrefløjen herhjemme bredt sig en frygt for Brexit, selvom der ingen grund er til dette. Ja, højrekræfterne overtog debatten derovre, men det skyldtes først og fremmest et fravær af venstrefløjen.

Selve Brexit-stemmerne faldt mestendels i det nordvestlige England som en social protest fra arbejderklassen. Det kunne og burde venstrefløjen have samlet op, og stærke Leave-kampagner i Labour bidrog da også til det. Den dag flertallet skifter, kan venstrefløjen i Storbritannien tillige nyde godt af væsentligt større politisk handlerum end inden for EU. Og Brexit kan tones rød.

Men vi skal ikke nødvendigvis kopiere Brexit. Jeg har set Ø-debattører på Facebook skrive om, at vi ikke kan melde os ud uden at have et bud på valutakurspolitik og alt muligt. Det er noget vrøvl. Takket være Euro-nejet har vi jo vores egen nationalbank og en fastkurspolitik. Det er som om, at frygten for at blive sat i bås med højrekræfter som i Brexit gør, at man finder på en masse undskyldninger for ikke at turde tage debatten. Sandheden er dog, at vi kan melde os ud i morgen og ind i EØS ligesom Norge, eller gå skridtet videre og søge EFTA-samarbejde, hvilket dog kræver flere forhandlinger.

Udsigt til kæmpe selvmål

Hvad så med reformer? Problemet med at fjerne eller nedtone udmeldelse er, at traktat-ændringer kræver enstemmighed, og at man derfor sætter hele sin politiske kapital på folk som Victor Orban eller Emmanuel Macron. Hvorfor skulle disse dog opgive deres privilegier uden kamp?

Uanset om man dybest set håber på reformer, og er tilhænger af EU som samlet institution (men kritisk over for politikområder og traktaternes ordlyd), eller om man er fuldtonet modstander, er man så meget i samme båd, at det kun er den totale modstand, som måske – måske ikke – kan presse reformer igennem. Alene baseret på frygten for, at EU bryder sammen gennem udmeldelser.

Det værste ved at nedtone denne modstand og kravet om udmeldelse er, at man forsømmer at tage debatten med sine vælgergrupper om, hvorfor det er en god ide. Hvis Enhedslisten aldrig snakker om EU-modstand og udmeldelse, hvordan pokker skal en ung vælger så orientere sig efter sit parti?

Det tegner til et kæmpe selvmål, hvis ikke årsmødet beholder udmeldelse som et klart venstreorienteret perspektiv – både for EU-modstanderne og de reformivrige!


Om skribenten

Jakob Lindblom

Jakob Lindblom

Medlem af Folkebevægelsen mod EU, og tidligere medlem af Enhedslisten. Læs mere