Gør Enhedslistens EU-modstand de højreorienterede en tjeneste? Det mener dagens debattører. Foto: EU Parliament
9 min. læsetid

“Enhedslisten lyder som borgerlige nationalister, og mangler idéer om samfundsforandringer.” Mikkel Warming og Reinout Bosch fra Enhedslisten ønsker et direkte opgør med partiets EU-politik, til fordel for mere EU-samarbejde, kompromisser og reformer af systemet.


Af Mikkel Warming og Reinout Bosch

Den 21. juli blev de europæiske statsledere enige om et budget for EU for de næste 7 år, samt en større såkaldt genopretningspakke – dvs. investeringer i EU-landenes økonomi for at rette op på Corona-krisens effekter. Det konkrete resultat af budget og genopretningspakke kan man mene meget om – det er dog ikke vores ærinde i dette indlæg.

Men det er venstrefløjens – Enhedslistens manglende ønske eller evne til at forholde sig politisk til EU-budgettet – og vel EU i det hele taget. Ude af stand til at indtænke EU, eller vores modstand mod unionen, som et led i en langsigtet strategi.

I stedet fremføres der billige politiske pointer, der kan vække forargelse, men som ikke bidrager til en nuanceret forståelse af, hvilke problemer EU stiller os over for.

Enhedslistens største bidrag til debatten om genopretning, klima og budgettet for EU efter Brexit var en minikampagne på Facebook, hvor MF Søren Søndergaard i ca. to uger hver dag kom med et eksempel på midler, EU bruger dårligt – og så spurgte: “Skal EU virkelig have flere penge?”

Minikampagnen omhandlede store og små beløb. Fra landbrugsstøtten i bred forstand til parlamentets flytteomkostninger. Men budskabet var klart: EU skal ikke have flere penge. Den stillingtagen virkede umiddelbart til også at omhandle genopretningspakken.

Nationalismens slipstrøm

Det største problem ved minikampagnen er ikke bare, at den nogle steder er decideret plat. Hvilken rolle mener man udgiften til tjenestebiler med chauffør spiller i EU’s budget – altså helt ærligt?

Det største problem er snarere, at Enhedslisten med denne minikampagne lægger sig i slipstrømmen af de fornærede nationalister, som ikke vil bidrage til andre lande overhovedet, og som ser internationalt samarbejde som noget, der kun skal gavne en selv. Kampagnen kunne oprigtig talt lige så godt være lavet af en af de borgerlige EU-modstandere.

Men det allerværste er næsten, at Enhedslisten ikke bruger lejligheden til at komme med politiske bud på, hvad der er nødvendigt for at sikre grøn omstilling, genopretning af økonomien, og undgå ny stigning i fattigdom, og nye generationer af unge der får deres fremtid sat på hold især i de sydeuropæiske lande. 

Vi ved godt, at der på en Enhedsliste-hjemmeside om EU ligger et par indlæg om nødvendigheden af en grøn omstilling, men det var altså ikke dét, man prioriterede at komme ud med i dagene op til topmødet. I stedet talte man om dét, der kaldes blyantspenge til parlamentsmedlemmer som argument for, at EU ikke skal have flere penge.

Forholdet til EU

Den nationalistiske EU-modstand viser netop sin begrænsning, når vi står over for grænseoverskridende kriser som de nuværende. Her står det klart for størstedelen af befolkningen, at der må eksistere et alternativ, der ville kunne håndtere klimaudfordringer, pandemier og globale økonomiske kriser, hvorfor ren udmeldelse af EU er udelukket. Den nuværende økonomiske krise, der skyldes kapitalismens krisetendenser og den corona-forårsagede nedlukning, viser som ved alle andre kriser af denne karakter, at den økonomiske politik – der føres i Danmark – på mange måder er underordnet den samme økonomiske udvikling, som dets økonomiske samarbejdspartnere undergår. Det ved folk godt, og før der eksisterer et alternativ til denne meget reelle virkelighed, kan stemningen omkring udmeldelse ikke vendes.

Den nationalistiske EU-modstand viser netop sin begrænsning, når vi står over for grænseoverskridende kriser som de nuværende. Her står det klart for størstedelen af befolkningen, at der må eksistere et alternativ, der ville kunne håndtere klimaudfordringer, pandemier og globale økonomiske kriser, hvorfor ren udmeldelse af EU er udelukket.

+

Den internationalistiske position bør i denne situation være klar og bestå i en solidaritet med de landes befolkninger, der er hårdest ramt af kriserne. De italienske og spanske regeringer har med kravet om EU-bonds (EU-garanterede lån, red.) modsat sig en blind videreførelse af den fattigdomsskabende politik, som EU stod for efter finanskrisen. Og selvom det altid ville være bedre med en solidaritet, der omfavnede også lande uden for Europa, var det ikke denne politik, der var til afstemning.

Pengespild

Budgettet formåede selvfølgelig ikke at ændre på nogle grundlæggende forhold, men holder for en stund hånden under de sydeuropæiske økonomier. Et andet politisk flertal kunne sikkert have gjort det bedre, ligesom at der – som Søren Søndergaards opslag på de sociale medier korrekt fremhæver – spildes penge til højre og venstre. Men sagen må være at diskutere budgettets hovedpunkter og politiske forskydninger – og ikke at fokusere på de dårlige elementer, der går igen fra år til år.

Logikken i minikampagnen ville svare til, at fx Liberal Alliance fandt eksempler på midler, man ikke syntes bruges fornuftigt i finansloven, og derfor kørte en kampagne som sagde, at der ikke skulle bruges flere midler i det offentlige.

Solidaritet

Ligesom den nationalistiske strategi har Corona-pandemien også blotlagt de nationale begrænsninger endnu engang. Den har også udstillet de europæiske regeringers manglende solidaritet, når denne skal række ud over grænsebommene. Mens pandemiens ofre lå i Norditalien og hev efter vejret, valgte de mindre hårdt ramte områder at holde på de respiratorer, som der kunne have reddet menneskeliv. Særligt den danske regering har udgjort et usselt eksempel, der for syns skyld sendte forældede og ubrugelige respiratorer af sted til italienerne, hvor de frem for at gøre gavn lagde en yderligere byrde på det italienske sundhedssystem.

På samme måde er repræsentanter for den danske, svenske, østrigske og hollandske regering på skift blevet anklaget af sydeuropæiske aviser – for ikke at bekymre sig om andre end deres egen befolkning.

Svaret på de grænseoverskridende problemer må åbenlyst være et bedre og mere solidarisk samarbejde, ikke et mindre og dårligere. Som venstrefløj har vi et generelt problem med at forholde os til EU.

Det bliver alt for nemt at se alting fra et nationalt synspunkt, når udmeldelse er målet. Det sker f.eks. når man siger “EU har ikke brug for flere penge.”

Men man melder sig samtidig ud af kampen for at løse de store, grænseoverskridende problemer, vi står overfor.  Og som nævnt lyder vi nogle gange ligesom de mest nationalistiske EU-modstandere. Når Enhedslisten gør det, når partiet appellerer mere til det smålige og snævertsynede, så ender vi med at bakke de nationalistiske kræfter op. De som intet vil på tværs af grænser. Og det er farligt.

De store spørgsmål

Til trods for at Enhedslisten først fik selvstændigt sæde i EU parlamentet sidste år, har partiet beskæftiget sig med EU-spørgsmålet fra vores start. Det til trods kan det virke som om, at diskussionen er gået i stå en gang omkring årtusindskiftet. EU er til gengæld blevet udvidet, både i bredden og i dybden. EU fylder nu mere, økonomisk, politisk og bevidsthedsmæssigt end nogensinde før.

EU er ofte en del af problemet. EU er ikke et demokrati. Det er virkeligheden. Men når det er sagt, så skal vi naturligvis bruge de rammer, der findes, netop fordi de udgør problemet.

+

EU skaber mange af de største problemer, som Europas indbyggere står over for, samtidig med at EU også forsøger at løse en række af disse. Enhedslisten må forholde sig konkret til, hvordan begge kan påvirkes. At melde sig ud af samtalen giver hverken noget svar på, hvordan vi kan fjerne problemernes årsager eller hvordan vi lapper dem.

For os er det indlysende, at vi skal forholde os politisk til EU, og de ting der foregår på europæisk plan.

Efter halvtreds år begynder spørgsmålet om man er for eller imod EU at fortone sig. Skal vi overskride den nuværende produktionsmåde og nå socialisme i enten den ene eller anden form, må vi ikke hæfte en særlig fetich på bestemte institutioner. Få på den danske venstrefløj kan give et ordentligt svar på, hvordan vi får lagt grunden til den socialistiske samfundsorganisering. Er det gennem det danske folketing og i rammerne af den danske nationalstat at dette projekt bygges op, sker det den dag af fagtoppen er blevet udskiftet i fagbevægelsen, eller er det samarbejdet mellem små økologiske landbrug, der bliver revolutionens arnested?

Et grundlæggende anderledes samfund

Sandheden er jo nok, at ikke et enkelt arbejdsområde bliver udslagsgivende, men samspillet i deres udvikling. Det betyder også, at vi må adressere forskellige problemer på forskellige områder, og kritisere når forkerte spørgsmål tages op af andre niveauer. Opbyggelsen af det grundlæggende anderledes samfund kan kun skabes sammen med andre. Selvom vi kan og skal tage vigtige skridt lokalt og nationalt, vil der være områder, hvor vi må se ud over andedammen.

EU er ofte en del af problemet. EU er ikke et demokrati. Det er virkeligheden. Men når det er sagt, så skal vi naturligvis bruge de rammer, der findes, netop fordi de udgør problemet. Vi må arbejde inden for dem, ændre dem, nå kompromisser og reformer – samtidig med at vi vil lave det europæiske samarbejde grundlæggende om.  Vi skal kræve, at EU udvikler sig i demokratisk retning. Og ja – det indebærer at vi skal kræve mere parlamentarisme i EU. Det er bedre end det eksisterende. Ikke hvad vi ønsker, men et skridt på vejen til en mere demokratisk organisering. Vi skal tale mere sammen i Europa, det er det første skridt til en grænseoverskridende og internationalistisk identitet, der stiller sig solidarisk med mennesker overalt i verden uafhængig af farven på deres pas.

Den danske stat er heller ikke noget demokratisk paradis. Ligesom den også er underlagt kapitalismens almene udvikling. Vi er nødt til – på samme måde som vi arbejder i stat, regioner, kommuner og alle mulige andre strukturer i Danmark, at arbejde politisk i og over for EU. Og det vil i den konkrete situation sige: Det vigtige er ikke, hvor mange penge EU får. Det vigtige er – hvordan de bliver brugt!

Den debat burde Enhedslisten have brugt sine kræfter på. Disse debatter bør vi bruge kræfterne på fremover. I stedet for at holde fast i et udmeldelseskrav, der kan føre ned af en nationalistisk glidebane.


Mikkel Warming er medlem af Enhedslisten, og har siddet i partiets hovedbestyrelse 2013-2019. Han har tidligere været socialborgmester i Københavns Kommune.


Reinout Bosch

Gadeplansarbejder og uddannet historiker fra Københavns Universitet, og er bestyrelsesmedlem i Enhedslisten København. Han er medstifter af Institut for Marxistisk Analyse og forfatter til bogen Historisk Materialisme (2020).

Læs mere af Reinout Bosch