Debat: Har minimalstaten nedbrudt den menneskelige trivsel?

Det der i dag har ødelagt vores social- og sundhedsvæsen er, at løsninger, forslag og reformer bliver lavet på baggrund af politiske ideologier. Ideologier er ønsker om et samfund. De tager ikke udgangspunkt i det, som er og skal forbedres.

Alle reformer, der er blevet lavet de seneste 15-20 år, er lavet med henblik på at opnå noget helt andet, end hvordan det enkelte område vil fungere bedst.

Da man fx lavede skolereformen, der blev ændringerne ikke lavet ud fra hvilken påvirkning, det ville have på børnene – hvilke reaktioner ville det udløse. Reformen indtænkte heller ikke lærernes arbejdsmiljø, eller hvordan det ville påvirke arbejdsgangen. Det samme kan siges om ældreområdet.

Privatisering uden menneskelige hensyn

Effektiviseringerne i starten af 00’erne blev lavet med udgangspunkt i – hvordan kan vi mere for færre penge. Tankegangen fra optimeringer af arbejdsgange i industrien ses som en løsning på besparelser i offentlige opgaver, hvor det handler om at skabe gode livsbetingelser, nærvær og omsorg. Altså opgaver der tager den tid, det tager.

“Effektiviseringerne er ikke lavet for de mennesker, der burde være i centrum. Børnene, unge, de arbejdsløse, den handicappede, de ældre osv. De er heller ikke lavet med den ansatte i centrum.”

Ingen tænkte på hvordan de afledte effekter kom til at påvirke den ældres hverdag. Ingen tænkte på, hvordan det ville påvirke de ansattes arbejdsmiljø. Et sted som jobcentret – der er bygget op på baggrund af, at alle skal hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet – det er ikke bygget op om, hvad der er bedst og realistisk for mennesket, der lander i jobcentret.

Det er heller ikke bygget op om, hvilke arbejdsforhold der burde være, hvad det gør ved en ansat at skulle effektuere andre menneskers skæbne imod al sund fornuft og faglig viden. Hele grundlaget for alle reformer de seneste 20 år har været at spare penge på den menneskelige del af de enkelte områder.

Metoden har været at indføre mere privatisering af ideologiske grunde, ikke om det gav mening eller var skadeligt menneskeligt. Det er ud fra tanken om, at ”de skal bare tage sig sammen” og at pres giver motivation.

De er lavet med det hovedformål, at ‘Danmark’ skal kunne øge væksten. De er lavet med det formål at afkræve mest mulig arbejdskraft i længst mulig tid fra borgerne. Det er lavet, for at flere skal have penge til mere, så man kan øge væksten endnu mere og dermed også øge forbruget for den enkelte.

Effektiviseringerne er ikke lavet for de mennesker, der burde være i centrum. Børnene, unge, de arbejdsløse, den handicappede, de ældre osv. De er heller ikke lavet med den ansatte i centrum. Sosu’er, sygeplejersker, pædagoger, fængselsbetjente osv.

Effektiviseringskravene glemmer mennesket

Vi har nogle fantastiske uddannelser på omsorgsområderne. Vi lærer i hvert fag, ud fra teorier, undersøgelser og erfaring, hvordan vi bedst kan hjælpe de enkelte borgergrupper. Vi lærer om mennesket, hvor forskellige behov vi har, og hvordan vi imødekommer disse. Men når vi kommer ud og skal udføre jobbet, så er det ikke mennesket, der er i fokus. Det er ikke vores faglighed, der er i fokus.

De krav, vi bliver mødt med, handler om alt andet end de værdier og teorier, vi har med fra uddannelsen. For kravene er, at der skal effektiviseres hele tiden. Kravene er, at jobbet skal udføres så billigt som muligt. Kravene er, at det skal udføres så hurtigt som muligt.

Kravene er, at alt skal dokumenteres, for at det kan gøres mere effektivt, endnu hurtigere og endnu billigere. Og alt dette er opbygget med en konstant mistillid til, at de mennesker, der udfører arbejdet, grundlæggende ikke gør – hvad forventningerne ifølge ideologien sigter mod.

Men hvor blev mennesket af i alt det her?

Hvorfor bliver mennesker der arbejder i de fag, mere syge, mere stressede og flygter fra fagene. Kunne det have noget at gøre med, at alt hvad man har lært fagligt, alt hvad man har uddannet sig til – fuldstændig strider imod alt det, ideologien ønsker og tvinger folk til?

Det svarer til, at mureren får besked på at bruge mindre mørtel, selvom han godt ved, at det skaber et usikkert fundament. Det svarer til, at tømreren får besked på at nøjes med søm i stedet for skruer, selvom han ved, det ikke holder lige så godt i længden. Det svarer til, at ingeniøren får besked på at konstruere en bro uden de ekstra støttepiller, selvom han godt ved, at den på sigt vil falde sammen.

Trygge og glade borgere er god økonomisk fornuft

Ting kan bygges op igen, det kræver blot nye materialer. Det gør man ikke bare lige med mennesker, men man kan nå et godt stykke,  hvis man vil brug tiden og den faglighed, som mange har gennem deres uddannelse.

Den faglige stolthed ligger dybt forankret i os alle. Manglen på at kunne udføre sin faglighed korrekt, er ganske enkelt nedbrydende. Forskellen er, at når man arbejder med mennesker, især de syge og sårbare, så kan man ikke bare gemme den faglighed væk i længden, fordi politiske ideologier beslutter det.

Man kan ikke bare ignorere, at fundamentet ikke holder, at det man laver ikke holder i længden, når man ved, at det hele ender med at brase sammen. Og med alt ære og respekt til det hårdt arbejdende erhverv – vi har brug for, at der bliver produceret ting og materialer. Vi har brug for, at der bliver produceret mad. Og vi har desværre alle brug for at have penge nok til at leve.

Men at overproducere og overforbruge fører kun til, at der skabes krav og systemer, som påvirker menneskene negativt. Bør politiske, ideologiske prioriteringer være på bekostning af menneskelig trivsel?

I Alternativet mener vi, at der er god økonomi i at skabe livsduelige, trygge og glade medarbejdere og borgere.