Kronik: Hvis vi bliver ved med at skændes om ‘fornuft eller følelse’, ender vi alle i Damaskus

“Hjerteløst” er ordet, som venstrefløjen bruger om Udlændingestyrelsens tilbagekaldelse af syriske flygtninges opholdstilladelser. Dermed udviser de moralsk overlegenhed. Højrefløjen svarer igen ved at kalde venstrefløjens fokus på enkelte velfungerende unge kvinder for “følelsesporno”, og udviser fornuftsmæssig overlegenhed. På den måde bliver diskussionen om syrernes skæbne et spørgsmål om følelse eller fornuft. Der er to tabere i det spil: Syrerne og demokratiet. Det påvirker både den danske integrations- og flygtningepolitik – og demokratiet.

Socialdemokraterne – og før dem Venstre og andre regeringer – har i deres hunger efter magt glemt, at det at beskytte flygtninge mod fascistiske overgreb i Syrien også er, at forsvare det danske demokrati mod vores egen iboende fascisme

Socialdemokraterne synes at mene, at en hvilken som helst stramning på flygtningeområdet er værd at betale for. Det er nemlig prisen for magten. Men med overtagelsen af den yderste højrefløjs nationalkonservative mareridt om det truede, mono-etniske Danmark, har vores politiske ledere skabt en kløft mellem os medborgere. Vi bliver opdelt i majoriteten, som er de “rigtige” danskere, og minoriteten – overvejende folk med ikke-vestlig baggrund – som konstant via retorik og lovgivning bliver gjort opmærksomme på, at de ikke er fuldgyldige medlemmer af fællesskabet.

Den form for grøftegravning udgør i sig selv et problem for demokratiet fordi dem-os retorikken er udemokratisk. Der er tre klassiske ledesnore for enhver demokratisk samtale. For det første, at parterne i udgangspunktet udviser gensidig respekt. For det andet, at flertallet i en konflikt altid har til opgave at beskytte mindretallet.For det tredje, ytringsfriheden, som skal sikre at de svage i samfundet bliver hørt. De tre principper kan lovfæstes, men det er ikke gennem lovgivning, de fungerer. De fungerer i kraft af at være en del af en daglig praksis. Det ligger i de rutiner, vi bruger, når vi omgås med hinanden. I måden vi bruger sproget på. Det er samlet set demokratiets kultur, som er en forudsætning for – at vi ved, hvordan vi skal lovgive og efterleve lovene.

Politisk narcissisme

Socialdemokraterne, og før dem Venstre og andre regeringer gennem de seneste 20 år, har i deres hunger efter magt glemt, at det at beskytte flygtninge mod fascistiske overgreb i Syrien også er, at forsvare det danske demokrati mod vores egen iboende fascisme. Vi spilder tiden med at skændes om, hvorvidt fornuft er vigtigere end følelser, og overser at vi ikke løse en konflikt, ved at flertallet beslutter sig for at fratage mindretallet retten til at deltage i samfundet. Det er et selvcentreret og narcissistisk slagsmål, som kun fører til mere splittelse. I stedet burde vi fokusere på, hvad der sker imellem os. Hvordan taler vi sammen?

I Danmark tog vi sådan en diskussion med Mohammed-krisen i 2004. Det blev desværre en milepæl i den demokratiske kulturs forfald, fordi diskussionen blev gennemført af politiske narcissister. Resultatet blev, at gensidig respekt, nysgerrighed og tolerance blev erstattet med håneret og pligten til at ydmyge minoriteter. Her 15 år senere er fascisme er ikke et ord, man benytter om dansk politik, men de hvide, danske kommentatorer mærker heller ikke selv, hvordan det er at leve som flygtning her. Det har jo vist sig, at man sagtens kan gennemføre diskriminerende lovgivning i et parlamentarisk demokrati med en syg demokratisk kultur.

Gråzonen og salamien

Set fra minoritetens synspunkt: I 2021 gennemføres segregerings-politik over for medborgere med syrisk baggrund. De fratages opholdstilladelse og placeres i deportationscentre på ubestemt tid for at sikre, at de ikke forbliver i samfundet. Samtidig diskuterer regeringen at landsforvise borgere uden rettergang eller hjemmel i straffeloven, og ghettoloven – som giver dobbelt straf for kriminalitet i områder med høj etnisk diversitet – strammes. Disse tiltag stemmes igennem i Folketinget, samtidig med at 1/8 af befolkningen, som følge af løbende ændringer af Indfødsretsloven, ikke kan stemme til folketingsvalg (Danmarks Statistik). Det smager, lyder og lugter ikke af demokrati, selvom lovgivningen er stemt igennem Folketinget, og politikerne blot følger flertallets vilje.

Grænsen mellem demokrati og fascisme er en gråzone, som Socialdemokraterne arbejder sig igennem med salami-metoden. Vores fælles kultur, demokratiets rutiner, nedbrydes af politisk narcissisme. Hvis vi formåede at vende tilbage til demokratiets kultur, at lytte til hinanden og fokusere på rummet mellem os frem for os selv og “den anden”, så kunne vores løsninger blive fælles. Inklusive og socialt bæredygtige. De ville nok også blive mere humanistiske, men kun fordi humanisme er en del af demokratiets kultur. Uden denne besindelse vågner vi en dag op til solsortens sang, kigger på Dannebrog – der vajer i solen – og opdager, at vi alle er havnet i Damaskus.