Debat: Hvor længe endnu kan velfærdssamfundets kernetropper slides ned?

Hvad enten man kigger på hospitalerne, børnehaverne eller folkeskolerne, er der gået svamp i velfærdens fundament, mener Jørgen Alfastsen.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere om Solidaritets principper for debat her, og kontakt os hvis du selv har noget på hjerte.

Af Jørgen Alfastsen

”Jeg kommer ikke til at arbejde som sygeplejerske, til jeg bliver 75 år, men jeg bliver en god buschauffør.” Sådan sagde en sygeplejerskeelev i den fremragende DR-Dokumentar Jeg svigter mine patienter, der blev sendt forud for sidste folketingsvalg.

Jeg regnede med, at en politiker ville gribe den bemærkning og bruge den i valgkampen. Det skete ikke. I stedet talte man om at skaffe 1.000 nye sygeplejersker! Men hvad hjælper det, hvis de uddannede ikke vil blive i jobbet? Dansk Sygeplejeråds tal viser, at hver 7. sygeplejerske rammes af stress i deres første arbejdsår. De har dag-, aften-, natte- og weekendvagter. Mon ikke der er en grund til, at de søger deltid? Det har samme politikere også ondt af, hvilket bare viser, at de ikke har fattet en hattenål af sygeplejerskernes fortravlede arbejdsmiljø – for slet ikke at tale om det øvrige sundhedspersonales arbejdsmiljø. Der er ganske enkelt tale om et sygt sygehusvæsen.

Pædagogerne reduceret til garderobedamer og servitricer

Stress, depressioner, dårlig ledelse, ringe normeringer og elendigt arbejdsmiljø. Det er nogle af de vilkår i arbejdslivet, der er med til at lægge så stort et pres på mange pædagoger, at de overvejer at droppe deres fag og søge helt væk. Det viser tal fra BUPL’s omfattende vilkårsundersøgelse, hvor to ud af tre pædagoger på 0-6 års området svarer, at de inden for det seneste år har leget med tanken om at forlade pædagogfaget.

’Jeg overvejer helt at droppe faget. Det er alt for ofte fuldkommen umenneskelige vilkår,’ lyder det fra en pædagog i undersøgelsen, mens en anden svarer: ’Hvis forholdene ikke bliver bedre i daginstitutioner, bliver jeg nødt til at finde job uden for pædagogfaget for at passe på mig selv.’

 I BUPL’s vilkårsundersøgelse 2019 konkluderes det blandt andet, at:

• 68 procent af pædagogerne søger væk eller tænker ofte eller nogle gange på at søge væk fra pædagogfaget
• Pædagoger er nr. 6 på en ny liste over de mest nedslidningsramte jobgrupper – og den eneste gruppe på listen, der ikke har fysisk hårdt arbejde i traditionel forstand.
• 67 procent af pædagoger har følt arbejdsrelateret stress indenfor de seneste 2 uger. 38 procent oplever smerter flere gange ugentligt.

Det fik mig til at tænke på en anden fremragende DR-dokumentar fra sidste år, der hed: ‘Hvem passer vores børn?’

Man følger livet i en daginstitution, og forskellige eksperter udtaler sig. Fx siges det, at skulle vi have samme normering i vore daginstitutioner, som da mine egne børn gik i daginstitution i 1990’erne, så skulle der ansættes 9000 pædagoger. Ikke så underligt, at pædagogerne er ved at opgive ævred.

Det gælder for øvrigt også lederen og pædagogen, som man følger i udsendelsen. De har begge efterfølgende sagt deres job op, og den nye leder oplyser, at institutionen siden udsendelsen er blevet pålagt nye nedskæringer. For nyligt hørte jeg om nogle forældre, der havde deres barn i en daginstitution med røde advarselslamper. De tog deres barn ud og satte det ind i en dagpleje. Personalet bestod af 2 professionelle pædagoger, der havde sagt deres jobs op og lavet et tilbud, de pædagogisk kunne stå inde for. Så trivedes barnet igen, og forældrene var glade.

Børnetallet stiger med ca. 60.000 i de næste 10 år. Vil vi være bekendt at byde dem disse vilkår?

Den kuldslåede folkeskole

En forskergruppe fra UCC har undersøgt, hvorfor lærerne sagde deres stillinger op i perioden 2013-15.  Lærerne angav følgende grunde:

1. Forjagede arbejdsmåder
2. Udefra og ovenfra kommende styring
3. Tidspres og klokkeslæt
4. Dårlig ledelse

En lærer udtaler: “Tiden til det enkelte barn var efterhånden blevet alt for lille. Jeg oplevede at der ikke var den fornødne plads til relations-arbejdet. Det blev for mig mere og mere fremmedgjort og distanceret, idet børnene skulle puttes i skemaer, måles, vejes, og dokumenteres – tid der gik væk fra børnene, så min forberedelse af undervisningen blev ringere, ligesom kontakten til eleverne og forældrene blev ringere. Det kunne jeg til sidst ikke stå inde for. Jeg måtte gå alt for meget på kompromis med mine værdier”.

Antallet af lærere i folkeskolen er faldet med knap 10.000 fra 2009-2019. Det er et fald på 18 %, mens elevtallet kun er faldt med 8 %. Til gengæld er det beløb, som anvendes pr. undervisningstime pr. elev, faldet med 21 % siden skoleåret 2009/2010. Ca. 16 % af stillingerne i folkeskolen er nu besat med ikke-uddannede. Ligesom med sygeplejerskerne er det nu blevet en overlevelsesstrategi for de unge lærere at gå på nedsat tid for at overleve i branchen.

Man gør børn fortræd

I Politiken 7. august gør psykolog Christian Barckmann opmærksom på følgende: ”Fra 2009 til 2018 er antallet af børn og unge, der har været i psykiatrisk behandling, ifølge Sundhedsdatastyrelsen steget fra 27.000 til 41.000.

I en rundspørge foretaget af Dansk Psykolog Forening svarer 60 procent af landets PPR-psykologer, at skolevægring har været et stigende problem de seneste år, og ifølge Landsforeningen for Autisme går hele 35 pct. af børn med autisme på nuværende tidspunkt ikke i skole.” Sådan må det jo gå, når der laves storskalaforsøg med børn, der bydes så ringe vilkår. Man gambler med de børn og unge, som skal være samfundets fremtid.

Appel til de folkevalgte

Da Svend Auken i 1971 som ungt nyvalgt medlem af Folketinget forventningsfuldt trådte ind i forhallen på Christiansborg for første gang, blev han råbt an af en folketingsbetjent, der spurgte:  ”Hvad vil du her?” Mange år efter forekom det spørgsmål ham som det vigtigste, han var blevet stillet i sin tid på Borgen.

Svaret fra vores nuværende politikere kunne være: ”Jeg vil genoprette det velfærdssamfund, som de seneste 2 årtier er blevet nedbrudt, så vi igen kan få et reelt velfærdssamfund og ikke bare et velstandssamfund – hvor velstanden endda i stigende grad bliver ulige fordelt. Men det kræver, at velfærdssamfundets kernegrupper får bedre arbejdsvilkår.