Debat: Klimaaktivisterne i Extinction Rebellion skal ikke have fængselsstraf. De skal have en stemme
Klimaaktivister kæmper for planetens overlevelse. Giv de unge en stemme, i stedet for at behandle dem som farlige forbrydere, skriver Sikandar Siddique fra Frie Grønne.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.
Anklagemyndigheden hos Københavns Politi har for første gang siden COP15 sigtet en række unge klimaaktivister fra gruppen Extinction Rebellion for brud på straffelovens §193, der har en strafferamme på op til 6 års fængsel.
Det betyder, at to unge klimaaktivister på 19 og 22 år lige nu sidder og frygter at blive idømt fængselsstraf, når de skal i byretten i København på torsdag, fordi de har demonstreret mod politikernes manglende klimahandling, som går direkte ud over de unges fremtid. Har de ødelagt noget? Skadet nogen? Nej. De har blokeret trafikken kortvarigt under en aktion i København.
“I mere end 30 år er magthaverne blevet advaret mod konsekvenserne af ikke at handle. Ikke at omstille vores samfund til at eksistere bæredygtigt med vores planet. Men intet er sket.”
I sidste ende er det selvfølgelig op til retten at vurdere, men jeg synes ærligt talt, at det er fuldstændigt ude af proportioner, hvis klimaaktivisterne risikerer fængselsstraf for at blokere trafikken. Hvis lovgivningen virkelig er indrettet, så de unge reelt risikerer at komme i fængsel for en fredelig klimaaktion, er det på tide, at vi ændrer lovgivningen.
Det kan ikke komme bag på nogen, at de mest radikale unge klimaaktivister i grupper som f.eks. Extinction Rebellion har svært ved at se nogen som helst løsninger inden for det demokrati, de knapt har fået lov til at deltage i endnu. I mere end 30 år er magthaverne blevet advaret mod konsekvenserne af ikke at handle. Ikke at omstille vores samfund til at eksistere bæredygtigt med vores planet. Men intet er sket. Først de seneste 5 år er de sådan for alvor begyndt at snakke om at være grønne, men udsigten til at de etablerede politiske partier rent faktisk handler i harmoni med de grønne ambitioner, de påstår at have, ser desværre utroligt lange ud.
Så naturligvis er de unge desperate. Selvfølgelig forsøger de at give sagen opmærksomhed på utraditionel vis. Hvad skulle de ellers gøre? Sætte sig ned og vente endnu 30 år på, at politikerne begynder at gøre det, der var nødvendigt for 10 år siden? Til den tid er det for sent. Hvis vi fortsætter som i dag, har vi opbrugt Danmarks andel af de resterende globale CO2-budget i Parisaftalen allerede i 2026. Altså om mindre end 4 år.
Vi – og her taler jeg i særdeleshed til mine kolleger på Christiansborg, men i virkeligheden også til de mange borgere, der lige om lidt skal til stemmeboksene og vise tillid til os politikere – er nødt til at se i øjnene, at de unge klimaaktivister har ret i deres desperation. Tiden er ufatteligt knap, hvis vi skal undgå den værste klimakatastrofe i en alt for nær fremtid.
I stedet for at skræmme dem til stilhed, mens magthaverne berøver dem deres frihed, burde vi udvise respekt for klimaaktivisterne i Extinction Rebellion og andre grupper, der kæmper for en levedygtig fremtid for os alle sammen og lytte til deres gentagne opråb. Det er sgu ikke for sjov, at de bliver ved og ved, selvom ingen magthavere lytter.
I 1993 blev miljøaktivister fra Greenpeace frikendt i Københavns Byret for at have blokeret en spildevandsledning til en kemifabrik. Hvorfor blev de frikendt? Fordi retten vurderede, at aktionen var nødret på miljøets vegne. Det er i allerhøjeste grad dét, aktivisterne i Extinction Rebellion står for. Nødret på planetens vegne.
Jeg siger ikke, at al ikke-voldelig civil ulydighed skal være straffrit, og jeg opfordrer heller ikke nogen til at deltage i det, men jeg siger i hvert fald, at unge mennesker i vores samfund ikke skal frygte at blive smidt i fængsel for at blokere trafikken under en fredelig demonstration for klimaet.
Giv de unge en stemme og lyt til dem, i stedet for at behandle dem som farlige forbrydere. Det er deres fremtid vi ødelægger, når vi holder fast i status quo.