Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
1. december. 2022

Debat: Klimakampen er polariseret. Romanen “Fædre og Sønner” viser, hvordan vi kan løse problemet

Næsten alle er enige om, at klimakampen er vigtig. Så hvorfor sker der ikke mere? For at forstå svaret på den gåde, kan man med fordel læse Ivan Turgenevs klassiske roman Fædre og Sønner, der også anviser en løsning.

Ivan Turgenev (1818 – 1883). Maleri: Vladimir Cezanne / Solidaritet ©

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

I forsøget på forstå, hvorfor et så væsentligt emne som klimaet synes at producere mere uenighed og polarisering end konsensus, kan det være en idé at vende sig mod en af russisk litteraturs helt store klassikere: Ivan Turgenjevs Fædre og Sønner.

Dikotomien er tydeligere end nogensinde før; unge idealister, ført an af aktivister som Greta Thunberg, har de seneste år forsøgt at råbe den gamle, konservative generation op. De kræver klimahandling. Men hvorfor sker der ikke mere?

Klimakrisen er kompromisløs

kompromisløs Op til det netop afsluttede folketingsvalg svarede 20 % af de 18-31-årige, at det vigtigste tema ved valget var klimaet. 50.000 mennesker deltog for et par uger siden i ’Folkets Klimamarch’, der er en af de større demonstrationer i Danmark nogensinde. På samme måde blev folketingsvalget i 2019 betegnet som et ’klimavalg’. Alligevel synes dette tema nu at vige for andre, måske mere presserende emner såsom inflation og krig i Europa.

Det synes nemt at vende sig mod de nære og nemt tilgængelige grunde: Inflationen buldrer derudaf, hvilket påvirker alle menneskers hverdag på en indgribende måde. Ligeledes har krig i Europa næppe været en realitet i over et halvt århundrede, og truslen fra øst opleves tættere på end før. Begge problematikker, der har direkte indflydelse på og påvirker almindelige menneskers nære hverdag. Men måske skal en anden faktor til den unge generations – indtil videre – fejlslagne klimakamp, findes endnu tættere på os selv.

Klimakampen har naturligvis ikke slået helt fejl; venstrefløjen har internaliseret hele politikken og flere partier har klimaet som mærkesag. Den danske CO₂-udledning er blevet markant reduceret og det ser ud til, at Danmark rent faktisk når i mål med 2030-planen. Men spørgsmålet er, hvorfor klimakampen ikke formår at fange flere mennesker – det drejer sig trods alt om menneskets overlevelse på jorden.

Og lige netop i den formulering skal problemet findes. I selve formuleringen af klimakampens universelle nødvendighed – at det handler om menneskets fortsatte overlevelse på jorden – er der indlejret en kompromisløshed, som i sidste ende risikerer at undergrave sig selv. Den frastøder flere mennesker end den tiltrækker.

En abstrakt kamp

At jorden går under, at mennesket risikerer at udslette sig selv, er nærmest sci-fi utænkelige forestillinger, der er helt ude af proportioner med den verden de fleste mennesker lever i. Klimakampen kræver en for kompromisløs negation af den almindelige hverdag, hvilket, meget simpelt, gør projektet svært at forholde sig til. Den tillader ikke andre politiske mål end dens eget – det handler jo om menneskets fortsatte overlevelse på jorden.

Kravet om ’Handling nu!’ monopoliserer den politiske aktivitet og umuliggør på den måde en løsning af andre problematikker. Eksempelvis stigende inflation og militærkonflikter i nærområdet. Det får ikke folk til at indse klimakampens nødvendighed, men vender tværtimod folk væk fra den.

Desuden er klimakampen endnu sværere at identificere sig med, når vi husker på, at kampen i bund og grund handler om fremtidige mennesker. Klimakampen bliver på den måde en fjern, abstrakt kamp, der skal kæmpes af alle andre end en selv. For det er netop, hvis man selv accepterer dens præmisser og nødvendighed, at den tvinger én til at handle.

Klimakampen kan være svær at identificere sig med, fordi den handler om fremtidige mennesker. Foto: Christine Vassaux Noe – CVN Photography

To idealer for samfundsforandring

For at illustrere hvorfor radikale og ekstreme krav kan være årsagen til klimakampens stagnerende tilslutning, skal vi hive fat i Turgenjevs roman Fædre og Sønner fra 1862. Her lader han Bazarov og Arkadij, de to sønner, repræsentere den idealistiske og progressive ungdom, som vil gøre op med den verden af herskende normer og værdier som deres fædre er et symbol på. Men de gør det på to forskellige måder.

På samme måde som nutidens unge klimageneration er fortalere for en radikal omlægning af samfundet, er Bazarov også fast besluttet på en totalomvæltning af det samfund, han selv er vokset op i. Men det går hurtigt op for Bazarov, at det ikke kan lade sig gøre, fordi hans ’nye verden’ selv er et produkt af den verden, han vil afvikle. Den åbenbaring sker i mødet med det mest ultimative symbol på fædrenes generation: Den romantiske kærlighed. Her bliver han klar over, at han selv indeholder aspekter af det, han så inderligt forkaster. Hvis han ikke tror på kærligheden, hvordan kan han så blive forelsket?

Lad os vende os mod klimamarchen for et par uger siden: En sådan demonstration vil altid være konstitueret af noget, der ikke er en del af den selv, noget der står udenfor demonstrationen selv. Demonstranterne råber nogen op, nogen, der ikke er enige, men denne faktor betinger samtidig realiseringen af demonstranternes krav. Den eksterne faktor er således forudsætningen for selve demonstrationens essens: Politikerne, som de demonstrerende råber op, er selve grunden til demonstrationen. Imødekommes deres krav, ophører demonstrationen med at eksistere.  

På samme måde skal klimakampen forstås. Det giver ikke nogen mening at kræve en radikal, total omlægning af den almindelige hverdag, fordi klimakampen selv udspringer af den. Det er den ubevidste logik, der er på spil i klimakampens manglende gennemslagskraft. En efterlevelse af klimakampens krav vil betyde, at hverdagen vendes på hovedet, at folks almindelige livsverden negeres. Og det offer er for stort, og derfor for svært at forholde sig til.

Gør klimakampen realistisk

Hos Turgenjev skal vi i stedet lære noget af Arkadij. Han går på kompromis med sin idealisme – og får på den måde ændret levevilkårene for bønderne, der i Turgenjevs samtid stadig var livegne. På samme måde overtaler han sin far til at modernisere maskinerne på godset.

Det kan godt være, at Arkadijs anti-radikale, reformistiske løsninger i sidste ende ikke eliminerer klimaproblemerne, men det er det bedste bud. For klimakampen glemmer, at vi er på vej i en mere klimapositiv og klimaneutral retning, men presses denne yderligere, risikerer vi at miste hele den grønne retning.

Klimakampen risikerer således at slå over i sin modsætning; ved at kræve radikale samfundsændringer, som hvis de realiseres, ikke kan forenes med almindelige menneskers hverdag, forbliver præmissen for klimahandling uattraktiv og frastødende. Og så løses problemerne slet ikke.


Om skribenten

Kristian Paris

Kristian Paris

Kristian er 23 år gammel, bor i København og læser filosofi på Københavns Universitet. Læs mere