Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
23. november. 2020

Debat: Lad arbejdsløse studerende få arbejdsløshedsunderstøttelse

Venstrefløjen og bevægelsen må tænke i andre løsninger for at forbedre studerendes vilkår. En løsning kunne være et arbejdsløshedstillæg.

Uddannelsesområdet er blevet kraftigt beskåret i årevis. Men der er brug for flere, ikke færre penge til de studerende, også når det handler om at sikre dem anstændige økonomiske vilkår, skriver Søren Nørgaard Graven. Foto: Klaus Berdiin Jensen.
Artiklen tager cirka 5 minutter at læse.

Det seneste årti har afsløret en modstand mod at hæve SU’en, langt inde i rød blok. Venstrefløjen og bevægelsen må tænke i andre løsninger for at forbedre studerendes vilkår, og en løsning kunne være et arbejdsløshedstillæg til studerende.


Af Søren Nørgaard Graven

Coronakrisen har ramt hårdt. Ungdommen er som altid en særligt udsat gruppe; det er den, som er nemmest at fyre og sætte ned i tid. Derfor mister mange unge deres arbejde, når krisen kradser. Studerende er her særligt hårdt ramt. De har nemlig – i modsætning til alle andre – ingen mulighed for at få kompenseret den tabte indkomst. Der er hverken kontanthjælp eller dagpenge at hente. Det betyder, at den tabte indkomst for studerende, som mister deltidsjobbet, i praksis er ligeså stor som de økonomiske konsekvenser af et mistet fuldtidsjob.

Samtidig er studerende tit ansat som timelønnede, og de har derfor ingen opsigelsesvarsel. Hvis jeg mister mit middelklassejob, vil jeg få et par måneder til at finde noget andet, og fællesskabet dækker over halvdelen af den tabte indkomst med dagpenge efter de par måneder. For en studerende er der intet fællesskab der dækker, og jobbet kan ryge med dags varsel. Arbejdsløshed er et reelt problem for studerende. Ideelt set burde man løse dette med en højere SU, gerne op omkring fattigdomsgrænsen.

Cafépenge-fortællingen

Der er imidlertid ingen politisk vilje til at gøre noget ved SU’en. Fortællingen om de forkælede studerende og magtfulde akademikere er for stærk. Selv i en coronakrise, hvor vinduet er blevet åbnet for radikale politiske skift, har SF og Enhedslisten ikke turdet kræve andet end en mulighed for ekstra lån. Jeg tror ikke, det kommer til at ændre sig inden for de næste 10-20 år.

Så længe ufaglærte og faglærte tilsammen udgør det store flertal af vælgerne, og samtidig oplever, at deres position på arbejdsmarkedet og i velfærdsstaten er truet af dem med videregående uddannelser, kommer der ikke til at ske noget. Og selvom det flertal før eller senere forsvinder, så er det ikke ligefrem noget, vi kan sætte os ned og vente på.

Derfor foreslår jeg en anden løsning: Lav en supplerende ydelse, der gives til studerende uden lønindkomst, på betingelse, af at de søger arbejde. Ikke med møder på jobcenteret, aktivering og andre krav, men giv dem en ydelse svarende til SU-lånet efter skat, hvor de bare skal dokumentere, at de søger et job om ugen.

Mange studerende er afhængige af usikre jobs uden faste timetal, og kan blive ramt ekstra hårdt på jobsituationen i krisetider. Foto: School og Bartendning / Brockton.

Mere retfærdig handicap-SU

Samtidig bør adgangen til handicap-SU lempes, så dem, som ikke har mulighed for at arbejde får adgang til denne. I stedet for udelukkende at handle om handicap, bør der være mulighed for at få satsen på baggrund af længerevarende sygdomme samt sociale forhold. På flere punkter er SU-lovens vurdering af, om man er ”jobparat” langt mere restriktiv, end hvad man kender fra jobcenteret.

Langt de fleste studerende har allerede et arbejde, og vil ikke være påvirket, men for den fjerdel af studerende, som ikke har noget arbejde, vil det løfte deres levestandard. Der vil selvfølgelig være nogle, som falder igennem. Nogle vil prioritere studier eller frivilligt arbejde, og der vil sikkert også være nogle, som fortjener en handicap-SU, men ikke kan få den. Overordnet vil man dog løfte manges indkomst og forebygge, at generationer af unge forgælder sig. Samtidig vil vi også sikre økonomisk tryghed, og folk vil ikke længere fra den ene dag til den anden kunne miste langt over halvdelen af deres indkomst. Den tryghed fortjener studerende i arbejde at få, nøjagtig ligesom andre lønmodtagere.

Rimeligt krav til en finanslov

En oplagt indvending vil være: ”Hvorfor i alverden skulle der være opbakning til det?”. For det første fordi det er markant billigere. For hver 100.000 studerende, der er tale om, ville det koste godt 1 milliard kr. for hver 1.000 kr., man hævede SU’en med. Men eftersom 3 ud af 4 studerende har et arbejde, og 5-6% allerede modtager handicap-SU, er et worst case scenario en udgift på 200 mio. per 1000 kr.

“folk vil ikke længere fra den ene dag til den anden kunne miste langt over halvdelen af deres indkomst. Den tryghed fortjener studerende i arbejde at få, nøjagtig ligesom andre lønmodtagere.”

Et tillæg på nogle tusind kroner om måneden er i en størrelsesorden, hvor det kan være et krav, som kan blive gennemført på en almindelig finanslov uden at ramme mange andre. Andre modeller, som eksempelvis at hæve boligstøtten, ville til gengæld koste kassen. Men der er også andre andre argumenter end de finansieringsmæssige. Det appellerer nemlig til den tankegang om ret og pligt, der gennemsyrer Socialdemokratiet og fagbevægelsens opfattelse af, hvem der bør få ydelser, og som også mange vælgere deler. For arbejdsgiverne ville det have den fordel, at det ville øge antallet af jobsøgende studerende markant. Det ville desuden kunne ligges administrativt over til A-kasserne, så man på den måde kunne sikre opbakning til forslaget fra fagbevægelsen.

Jeg er med på, at forslaget ikke er en ideel løsning. Jeg er med på, at der er rigtig mange gode argumenter imod. Men når selv coronakrisen ikke kan få skabt opbakning til bedre vilkår for studerende, så må man prøve at gå nye veje, og undersøge alternative måder at øge levestandarden på.


Om skribenten

Søren Nørgaard Graven

Søren Nørgaard Graven

Analysekonsulent i en kommunal beskæftigelsesforvaltning. Medvært på podcasten ”Den Faglige Klub” i Radioaktiv, om arbejdsmarkedspolitik og faglig kamp.
Læs mere