Indkøbskurv: 0,00kr. Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Generic filters
Menu
11. juni. 2022

Kronik: Ledelsesretten er ikke hellig – den er til forhandling

I den faglige konflikt mellem SAS og virksomhedens ansatte, synes alle at være i chok over medarbejdernes strejkevarsel. Men historien viser, at der er al mulig grund til at forhandle om ledelsesretten, skriver historiker ved Arbejdermuseet, Jesper Jørgensen.

SAS-medarbejderne har varslet strejke. En god idé, hvis man kigger på historien, mener historiker. Illustration: Solidaritet.

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Sjældent har man set så stor forargelse fra arbejdsgiver, aktieformueforvaltere og kollegaer i fagbevægelsen, som nu under SAS-konflikten. Efter eget udsagn er de alle i chok over piloternes strejkevarsel. Men måske burde det ikke overraske så meget, at Dansk Pilotforening under Dansk Metal varsler strejke netop nu. De kan jo se, at SAS’ strategi er at køre dem ud på et sidespor ved at flytte piloter til datterselskaber, som har tegnet overenskomst med Flyvebranchens Personale Union.

Intet er så godt som en stor krise, kunne en agil leder finde på at mene, men det er åbenbart også en mulighed for en fagforening, der står overfor en presset arbejdsgiver. De vil bare gerne have en garanti for, at SAS ikke fortsætter med at undergrave deres forhandlingsret. Mon ikke også Dansk Politiforbund vil reagere ret kraftigt, hvis Politiet oprettet Politi Link for at slippe ud af overenskomsterne. SAS mener til gengæld kravet er nærmest syndigt. Det er et indgreb i deres ledelsesret. Man fornemmer alvoren. Mange tænker tilbage på arbejdsmarkedets grundlov, Septemberforliget af 1899, hvor det blev knæsat, at arbejdsgiveren har ledelsesretten.

Strejker skaber resultater – historisk set

I virkelighedens verden er selv ledelsesret imidlertid til forhandling. Et historisk eksempel er bryggeribranchen. Her var der især i 1980’erne store strejker af flere omgange. Mest kendt er nok de københavnske bryggeriarbejderes 8-uger lange strejke i 1985. Arbejdsgiveren dengang, De Forenede Bryggerier, havde på mange måder samme strategi som SAS og mange, mange andre. Produktionen skulle flyttes til et andet sted med billigere arbejdskraft. I det her tilfælde var det Fredericia, hvor en ny stor fabrik stod klar i 1979.

“Under bryggeriarbejdernes strejke havde De Forenede Bryggerier på mange måder samme strategi som SAS og mange, mange andre. Produktionen skulle flyttes til et andet sted med billigere arbejdskraft.”

De københavnske bryggeriarbejdere, der i 1975 talte ca. 5.500, var kort og godt blevet for dyre og for besværlige. I 1977 lykkedes det dem sågar at presse en toårig beskæftigelsesgaranti ind i overenskomsten. Selvom virksomheden gennem investeringer i ny teknologi, altså bedre produktionsanlæg, skabte rum for at rationalisere bryggeriarbejderne væk, aftaltes det med fagforeningerne, at den ikke ville gøre det. Der måtte simpelthen ikke fyres folk, medmindre de stjal af kassen. Det kan man da kalde et indgreb i ledelsesretten.

Og det blev kun værre for bryggeriledelsen. Da beskæftigelsesgarantien udløb i 1979, krævede arbejderne endnu mere. De vil ville have københavnervilkår på Fredericia Bryggeri. De ville have produktionsgarantier. Der måtte ikke produceres mindre øl og vand i København end året før. De vil have anlægsgarantier. Der skulle også investeres i nye anlæg på de københavnske bryggerier, Tuborg og Carlsberg, så de ikke sakkede bagud i forhold til både bryggeriet i Fredericia og andre bryggerier i ind- og udland.

Endelig ville de have videreført beskæftigelsesgarantien, der skulle udvides med en aftale om erstatningsansættelser, hvis den naturlige afgang oversteg 1.100. Det blev endda udspecificeret, at det drejede sig om 800 mænd og 300 kvinder, der havde hver deres fagforening – og løn.

Belønning for at gå på barrikaderne

Kravene kom ikke igennem i overenskomsten, men efter 4 ugers strejke på Tuborg blev der indgået en såkaldt rammeaftale gældende for 5 år, hvor garantierne faktisk blev givet. Et krav om andel i rationaliseringsgevinster blev dog afvist, ligesom en hensigtserklæring om forskellige forbedringer af arbejdsvilkårene viste sig værdiløs.

Men alt i alt fik bryggeriarbejderne presset en række garantier igennem, som reelt lagde bånd på ledelsesretten. De ville ikke frivilligt og uden kamp nedlægge sig selv. Da aftalen udløb i 1985, blev der forventeligt konflikt igen og en lang strejke endte uden håndfaste forbedringer. Senere blev der indgået nye rammeaftaler, men de gyldne tider var kort fortalt forbi, og i 2016 var det slut med Carlsbergs produktion i København.

Ikke desto mindre udskød den faglige kamp udflytningen og minimere skaderne for de ansatte. Hvis ikke de fagligt aktive havde været på barrikaderne, var det gået meget hurtigere og med mange flere personlige omkostninger. Samtidig viser konflikterne i bryggeribranchen, at grænserne for ledelsesretten er til forhandling.

Redaktionel bemærkning: Af artiklen fremgik det, at Flyvebranchens Personale Union er en afdeling under Dansk Jernbaneforbund. FPU er et selvstændigt forbund. Solidaritet beklager fejlen, som er rettet.


Om skribenten

Jesper Jørgensen

Jesper Jørgensen

Jesper Jørgensen er historiker og ansat som arkivar på Arbejdermuseet.   Læs mere