Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens medie
Search
Generic filters
Menu
30. april. 2022

Debat: MeToo-bølgen har taget overhånd, når lumre jokes bliver gjort til overgreb

Begrebers som krænkelse og overgreb bliver udvandet, hvis man gør en hånd på låret eller en dum bemærkning til det samme som overgreb, mener arkitekt Hanne Schmidt.

Illustration: Theatre of the Oppressed / Solidaritet

Debatindlæg er udtryk for skribentens egne holdninger. Kontakt os her, hvis du selv vil bidrage til debatten.

Nu hvor Politiken og diverse medier har sørget for, at Pigekorets tidligere dirigent Michael Bojesen er blevet fyret – og formodentlig aldrig kan komme til at udøve sit erhverv mere – må vi håbe, han har betalt til sin A-kasse, eller han kan få arbejde i Netto sammen med andre arbejdsløse musikere og sangere fra konservatoriet.

Det er fascinerende at se, hvordan gamle minder vælter frem, og hvordan Bojesen og nogle andre kendte personligheder får kappet hovederne af – mens det overvældende flertal af ukendte gamle grise lades i fred og roligt kan beholde deres arbejde eller finde et nyt. Men hvem interesser sig for alle de mange almindelige kvinder der forsat udsætte for chikanerier af den skuffe og det der er meget værre. Også i den her sammenhæng slår klasseforskelle og ulighed  igennem.

Tiden var en anden

Jeg har også været udsat for sjofle ubehageligheder, som jeg umuligt kan huske hverken dag eller år efter. Måske havde vi større problemer at slås med i det daglige end et klap i røven? Alt andet lige bidrager anklager om en hånd på låret og sexistiske bemærkninger til at devaluere begreberne krænkelser og overgreb af alvorlig karakter. Så er vi vel nødt til at finde på nye ord for det så vi kan skelne.

“Alt andet lige bidrager anklager om en hånd på låret og sexistiske bemærkninger til at devaluere begreberne krænkelser og overgreb af alvorlig karakter.”

MeToo-bølgen er vigtig med sit fokus på en chauvinistisk kultur på mange arbejdspladser. Men jeg synes det tager overhånd, når folk skal fældes på dårlige vittigheder og uønskede berøringer for 20 – 30 år siden. Som traumatiseret offer for voldtægt, fysisk og psykisk vold eller pædofile overgreb, ville jeg føle mig ægte krænket over al den opmærksomhed, den slags småchikane får – især i betragtning den manglende hjælp til ofrene.

Men der var altså andre sociale og kulturelle normer for 20 – 30 år siden, og man kan jo ikke ændre på forgangne historiske sociale og kulturelle realiteter, men kun efterfølgende forsøge at ændre forkerte kulturelle normer. Ingen af de ældre herrer, der er blevet anklaget, er vel født ”krænkere”, men kom som unge ind i arbejdsmiljø, hvor de tilpassende sig de gængse normer, og om det var i et sangkor, Danmarks Radio eller på en byggeplads kommer vel ud på et. Det gjorde man bare, og man måtte sig tilpasse sig sin arbejdsplads for at fastholde sit arbejde.

Noget andet er, at der i dag sker meget i samfundet i høj grad ud fra middelklassens småborgerlige præmisser. Det gælder alt fra frække vittigheder til fagligt kritik eller ophedede politiske diskussioner, og især yngre kvinder tager den sidste slags meget ilde op. Kommer kritikken fra mænd kaldes det ofte sexistisk.

Borgerlige pænhedsidealer

Set i et klasseperspektiv har middelklassens pænhedsidealer trumfet den tidligere arbejderklasses bramfri tilgang til tilværelsen, som også gjaldt for mange arbejderkvinder. Kvinderne på de store arbejdspladser i gamle dage holdt sig ikke tilbage for mændene med grove, sjofle tilråb og vittigheder, hvilket jeg som pæn pige opdagede, da jeg arbejdede på Carlsberg i 1966.

“Efterhånden er det kun folketingspolitikere der lovligt kan tillade sig at være vrede og ubehagelige, og ovenikøbet fyre velovervejede ondskabsfulde racistiske udsagn af i tide og utide, uden at komme i fedtefadet.”

Det var en del af datidens arbejderklasse, og den folkelige kultur, som også fik sine middelklasse-tilhængere på diverse industriarbejder-pladser og i diverse folkemusik-klubber, hvor gamle frække viser blev modtaget med begejstring. Disse viser får i dag en ny ungdom til at væmmes, for de forstår ikke den dybe ironi, hvormed de rent faktisk formidler indsigt i fortidens kønsroller – og som for mig bidrog til indsigt i seksuel ligestilling for kvinder.

Ligesom man i de pæne hjem aldrig måtte diskutere politik for ikke at ødelægge den gode stemning, er denne småborgerlige norm nu også nået frem til diverse foreninger, hvor der skal lægges låg på enhver form for uenighed, som kan bryde ud i indigneret vrede eller forkerte ord, der flyver som finker af panden og risikerer at blive defineret som et sexistiske overgreb, uden at være ment som sådan.

Det forekommer mig, at der er fremkommet en ny form for intolerance i visse kredse uden forståelse for vores forskellige kulturelle baggrunde, der kommer af det miljø og den aldersgruppe, man måtte tilhøre. Vi skal alle være så satans velopdragne.

Efterhånden er det kun folketingspolitikere der lovligt kan tillade sig at være vrede og ubehagelige, og ovenikøbet fyre velovervejede ondskabsfulde racistiske udsagn af i tide og utide, uden at komme i fedtefadet.

De gamle, de frigide og de grimme

Mediestormen her i landet har været båret af kønne, veluddannede kvinder fra den højere middelklasse, hvorfor klasseaspektet ikke kan ignoreres. Uanset at de påstår, de står frem for alverdens kvinder, er det først og fremmest dem selv, det handler om. De virker, som om de er blevet overrasket over, at krænkelserne fra mænd også er overgået dem – måske i uvidenhed om uden at vide at det foregår dagligt overalt for kvinder i lavere samfundsmæssige positioner end dem selv, og som må tackle det hver især ud fra nogle helt andre præmisser end de mere privilegerede.

“Mediestormen her i landet har været båret af kønne, veluddannede kvinder fra den højere middelklasse, hvorfor klasseaspektet ikke kan ignoreres.”

Man ignorerer også både kvinder og mænd i underordnede positioner, som er dem, den franske punkforfatter Virginie Daget beskæftiger sig med, når hun skriver fra de grimmes verden, ”for de gamle, de frigide, de grimme og dem, som ingen vil kneppe og er ekskluderet fra det store kødmarked for kvinders kroppe”. Hun siger: ”Jeg er forbandet rasende over, at jeg som en kvinde – mænd ikke finder tiltrækkende – hele tiden får fornemmelsen af, at jeg ikke eksisterer”. Det har i hvert fald ikke været et problem for de markante kvinder, der har profileret sig i debatten og trukket magtfulde mænd igennem mediemøllen.

Men Daget skriver også for de mænd, som ikke kan slås, som har let til tårer og hverken er ambitiøse eller konkurrencemindede. Alt sammen i håbet om en samfundsutopi og nye måder for mennesker at være sammen på – for at genfinde den tabte solidaritet, og det forsvundne nærvær. Med andre ord en kommunistisk utopi.


Om skribenten

Hanne Schmidt

Hanne Schmidt

Arkitekt uddannet fra den marxistiske "Afdeling M" på Akademiets Arkitektskole i København. Har tidligere arbejdet med tilgængelighed og byplanlægning bl.a. i Københavns kommune. Læs mere