Illustration: Pat Bagley / Salt Lake Tribune
5 min. læsetid

Det er ikke første gang, vi ser en modreaktion på ligestillingsdebatten. Igen er svaret præget af spin, udokumenterede påstande og forsøg på at forskyde debatten.


Af Jakob Lindell Ruggaard

Modtrykket imod #metoo er over os igen. Som så mange gange før består det af reaktionære automatreaktioner og bevidst spin.

Når ligestillingsdebatten ruller, så er det kun et spørgsmål om tid, før vi får et strategisk modtryk fra dele af højrefløjen. Det gør sig også gældende de seneste uger, hvor en række borgerlige stemmer() er ude for at undsige “sexismedebatten” på hver deres måde.

Deres værktøjer er hverken opfindsomme, sympatiske eller forholder sig til fakta. De er forudsigelige, og vi har set dem i hvert eneste moment, hvor ligestilling kom lidt nærmere vores umiddelbare politiske rækkevidde. Men det betyder ikke, at det ikke er effektivt.

Forskyd fokus

Det spintrick, vi ser for tiden, kan man kalde for “strategisk vaghed”. Det vil sige en bevidst forvrængning af debatten ved at forskyde fokus fra de konkrete historier og fakta – der peger på vigtige ligestillingsproblemer, i dette tilfælde uligheder som manglende ligeløn, chikane, klamme kommentarer, overgreb og krænkelser – til vage fornemmelser og udokumenterede påstande om et generelt angreb på mænd, frisind og flirteri.

Målet for dele af højrefløjen er at tale direkte til de (mænd), der har en vag frygt for at metoo er gået for langt. Udtalelserne, der systematisk forskyder fokus fra fakta til fornemmelser, er fra mange i den borgerlige lejr. Venstres næstformand, Inger Støjberg udtaler til DR: “Det er ved at gå helt over gevind med al den MeToo og sexisme-snak”. Dansk Folkepartis ligestillingsordfører Liselotte Blixts mener, at vores “sexismedebat er blevet for skinger”. Karen Ellemann, medlem af ligestillingsudvalget for Venstre, frygter, at talen om en ’rådden’ kultur på Christiansborg ”sætter samtlige mænd på anklagebænken”: og Mai Marcado fra de konservative siger ”Det må jo heller ikke kamme over, således at vi ikke kan give hinanden en kompliment”. Og de udtalelser stammer fra en eneste artikel på DR.

Andre tricks i samme boldgade ser vi, når Birthe Rønn Hornbech i Jyllands-Posten reducerer debatten til proportionsløse skræmmebilleder om en ”kønskrig” og udtaler: ” Hvem er det egentlig, der udnytter hvem, når ukvalificerede, men mere villige kvinder kommer foran kolleger, der besidder de faglige kvalifikationer.” og Pia Kjærsgaard, tidligere partileder for Dansk Folkeparti, vælger direkte at gå efter budbringeren , når hun anklager Sofie Linde for at gøre sig selv til ”offer” i Debatten på DR2.

Sexisme-snakken er gået over gevind, hvis man spørger Inger Støjberg og en lang række andre politikere og meningsdannere på højrefløjen. Det er den sædvanlige automatreaktion, som fordrejer debatten, skriver Jakob Lindell Ruggaard. Billede fra Facebook.

Skræmmebilleder uden bund i virkeligheden

Der er en stærk, borgerlig front, som undsiger og fordrejer metoo-debatten for at fiske efter de samme vælgere på et decideret fejlagtigt grundlag. Vi ved fra forskning og undersøgelser, at kvinder er hårdt ramt af nedvurdering af deres faglighed på baggrund af deres køn, manglende ligeløn og seksuel chikane på de danske arbejdspladser. Det er konkrete, dokumenterbare uligheder, som kvinder og feminister adresserer – og som det er en bunden opgave at komme til livs. Alene på it-arbejdsmarkedet er 44,5 % af de kvindelige ansatte udsat for chikane eller krænkelser i deres arbejdsliv, ifølge en undersøgelse fra PROSA og Kvinfo. Det er alarmerende.

Modkampagnen imod #metoo er “vag”, fordi dens skræmmebilleder ikke har rod i virkeligheden. Mænd er ikke under angreb. Vi kan godt flirte og være glade. Der er bare en bevægelse i gang med at sikre, at det sker uden overgreb og med samtykke på et nogenlunde ligestillet arbejdsmarked. Det bør ingen frygte.

Alligevel er oplevelsen derude – blandt nogle – at der er en rasende gruppe kvinder, som vil tage noget fra dem. Noget vagt og udefineret. Det ved kampagnefolkene i den blå lejr godt.

“Lad os håbe, den kyniske strategi forregner sig i denne omgang. Lad os håbe, den bevægelse vi ser nu, som vil fremme ligestilling og forandring er for stærk til at blive stoppet af de rutinemæssige, useriøse fordrejninger af debatten”

+

“Strategisk vaghed” er kernen i at ramme dén målgruppe. I stedet for at tale om de konkrete uligheder, som samtalen drejer sig om, slås de i hartkorn med en generel følelse. En følelse af ‘hvad må man overhovedet sige nu til dags’.

Hver gang samtalen drejer sig om ulige lønforhold eller konkrete krænkelser, så er reaktionen, at det er fint nok, men at “alle mænd bliver udråbt som sexhungrende og krænkende monstre”, som Støjberg udtrykte det for nyligt. Eller() at vi risikerer at miste hele ”spillet mellem mand og kvinde”, som Peter Aalbæk sagde, da jeg debatterede med ham på P1 for nylig.

Begge dele er entydigt forkerte. Idéen er at afspore debatten, latterliggøre feministernes argumenter som ekstreme og mandehadende – og flytte samtalen fra konkrete, dokumenterbare uligheder til vage fornemmelser og følelser.

Det er forudsigeligt, dybt reaktionært, og det bringer os længere væk fra en reel samtale om de uligheder, som det – dokumenteret og oplevet – vrimler med i vores samfund.

Lad os håbe, den kyniske strategi forregner sig i denne omgang. Lad os håbe, den bevægelse – vi ser nu, som vil fremme ligestilling og forandring – er for stærk til at blive stoppet af de rutinemæssige, useriøse fordrejninger af debatten, som vi har vadet igennem bunkevis af på det sidste.


Jakob Ruggaard

Kulturredaktør på Solidaritet.dk. Jakob er litteratur- og kommunikationsuddannet fra Aarhus Universitet og Copenhagen Business School, og arbejder som konsulent i fagbevægelsen. Han skriver om de utopiske huller, den konkrete politik og ideologien i kultur- og medieverdenen.

Læs mere af Jakob Ruggaard