Indkøbskurv: 0,00DKK Se indkøbskurv
Venstrefløjens stemme i debatten
Search
Generic filters
Menu
1. juni. 2021

Debat: Regeringens plan for udflytning af uddannelser er slet ikke ambitiøs nok!

Udflytning af studiepladser er positivt både for provinsen og for det overfyldte boligmarked i de store byer. Men skal der faktisk laves bæredygtige uddannelser i provinsen, kræver det politisk handlekraft, planlægning og økonomiske ressourcer.

Syddansk Universitet i Kolding. Universitetet har med stor succes bredt sig ud til flere mellemstore provinsbyer, og bør være et forbillede for regeringens udflytningsplaner, skriver Søren Nørgaard. Foto: S. Juhl / Wiki Commons
8 min. læsetid

Da Socialdemokraterne fremlagde deres længe varslede plan om at flytte uddannelser fra de 4 store byer til provinsen, blev jeg skuffet. Jeg havde håbet på en plan, der skulle skabe reelle muligheder for uddannelse uden for de 4 store byer. I stedet har Socialdemokraterne lagt en plan ud, hvor der skal skæres 10 % af studiepladser på universiteterne i byerne, men ikke er konkret når det handler om, hvor og hvornår de skal genetableres i provinsen.

“Arbejde, som en udlært kontorelev for 50 år siden havde kunnet få, kræver i dag en universitetsuddannelse. Der er kort sagt flere og flere gode jobs med høj selvstændighed, løn og gode arbejdsvilkår, som man i dag ikke kan få adgang til uden at være forbi universitetet”

Den del af planen bliver overladt til universiteterne selv, og der er en alt for stor fare for, at det ender i en sjusket, halvhjertet udflytning af et par studiepladser hist og her – og i et vist omfang er nogle nok også mere indstillet på at lukke butikken, frem for at flytte uden for cykelafstand af Rådhuspladsen. Det er bydende nødvendigt, at venstrefløjen i Folketinget, i provinskommunerne – og ja, også i studenterbevægelsen – får fremført krav om at sikre midler, planlægning og politisk opbakning til en reel plan for at etablere nye studiepladser. Alternativet er, at kritikerne får ret i, at pakken blot er en reduktion i antallet af pladser på universiteterne.

En masseuddannelse der halter efter udviklingen

Før jeg bliver konkret med løsningerne, vil jeg dog lige kort skitsere, hvorfor det er nødvendigt at oprette universitetsuddannelser i provinsen, men også hvorfor det er nødvendigt at lukke dem i de store byer.

I løbet af de seneste 100 år har flere og flere fået en universitetsuddannelse. Både fordi det er blevet en mulighed for flere, men også fordi det er blevet en større forudsætning for at kunne klare sig på arbejdsmarkedet. Arbejde, som en udlært kontorelev for 50 år siden havde kunnet få, kræver i dag en universitetsuddannelse. Der er kort sagt flere og flere gode jobs med høj selvstændighed, løn og gode arbejdsvilkår, som man i dag ikke kan få adgang til uden at være forbi universitetet.

I takt med den udvikling er vi gået fra for 100 år siden at have haft én universitetsby (København), henover oprettelsen af Aarhus Universitet i 1928, og frem mod 1960’erne og 1970’erne, hvor man oprettede universiteter i Aalborg, Odense og Roskilde. Men der er sket meget siden da. I 1990, hvor jeg blev født, var det kun hver tiende afgangselev fra grundskolen, der tog på universitetet. I dag er det hver tredje. Det giver simpelthen ikke mening, at dét, der i dag er en af de mest normale uddannelsesveje, kun findes i de fire største byer.

Universitetet er nu om dage en masseuddannelse, ikke en eliteuddannelse. Det bør afspejles ved, at det også geografisk er muligt at læse på universitetet i hele landet. Ligesom venstrefløjen og elev- og studenterbevægelsen hurtigt kan blive enige om, at det ikke er rimeligt, at en elev på erhvervsskolerne skal flytte fra Ringkøbing til Aalborg for at få en læreplads, bør det heller ikke være en nødvendighed at flytte flere 100 kilometer efter en universitetsuddannelse og de muligheder, en sådan giver.

At skulle flytte kræver økonomiske ressourcer og evnen til at få genopbygget sin sociale kapital hurtigt et nyt sted – og for nogle er det bare svært. Men hvorfor lukke pladser i byerne? Fordi vi ikke kan sammenstuve en tredjedel af en ungdomsårgang i 4 byer. I København er der de seneste 10 år kommet over 30.000 SU-modtagere ekstra til byen – og indtil videre har man evnet at bygge ungdomsboliger til lidt mere end 2.000 af dem. Den udvikling, hvor alle studerende skal samles i 4 byer, er ikke bæredygtig for vores samfund. I København har man reelt en boligkrise, og den er fuldstændig umulig at løse uden enten at smadre kulturarv, bymiljø eller natur. Lignende problemer får man også andre steder. Samtidig er det med til at skabe en polarisering mellem akademikere/studerende og andre grupper, at gruppen bor så adskilt. Det er med til at skabe en kunstig modsætning, som tager opmærksomheden væk fra den reelle klassekonflikt i samfundet.

Der mangler billige studieboliger i København, hvor huslejepriserne er stukket af. Også af den grund er der god fornuft i at få spredt uddannelserne mere ud i landet, mener dagens kronikør. Foto: Shutterstock.

Uambitiøst og utilstrækkeligt

Selvfølgelig er det muligt at drive universitetsstudier uden for de fire store byer. Man kan blot se på f.eks. Syddansk Universitet, der med afdelinger i Kolding, Esbjerg, Sønderborg og Slagelse allerede har langt over 10% af sine studiepladser udenfor storbyen. Desværre er Socialdemokraternes plan for uddannelser i provinsen uigennemtænkt og uambitiøs.

Socialdemokraterne lægger op til, at universiteterne selv skal bestemme, om man vil genoprette pladserne i provinsen. Umiddelbart lyder det positivt med et armslængde-princip, men i dette tilfælde er det at bede om fiasko. For universiteterne vil der starte et ubehageligt internt rivegilde om, hvem der skal flyttes eller lukkes. Den løsning, der skaber mindst ballade, ville være at bede alle institutter bidrage ligeligt, og at de selv må finde ud af, om de vil lukke pladser eller flytte. Det vil ende med en masse små reduktioner af pladser i byen. I det omfang, der så kommer nye uddannelser i provinsen, vil det tilsvarende blive små, sporadiske uddannelser. Det er en håbløs tilgang, som er prøvet før. Da den forrige regering forsøgte sig med at åbne små ”uddannelsesstationer” viste det sig, at mindre end 10 % af de oprettede pladser blev søgt.

I stedet for at tænke over, hvorvidt vi skal åbne 50 pladser i Køge eller Holbæk, skal man spørge: Hvilke 2-3 byer skal være de næste store uddannelsesbyer? Man kan skæve til Syddansk Universitet for at se, hvad der virker: Fire byer, som i forvejen er store byer og lokale hovedbyer med tilhørende opland, får hver 500-1000 pladser, der er 5-10 forskellige uddannelser, og man har tænkt det faglige indhold sammen. For eksempel har man 4 forskellige ingeniør-uddannelser i Sønderborg, og man har Idræt, Folkesundhed og (planlagt) Medicin i Esbjerg. Der er med andre ord tænkt over den faglige sammenhæng. Men der er også skabt et miljø, hvor det er forholdsvis attraktive byer for unge at være i, og hvor de unge véd, at andre unge også kommer til at bo der.

Tag ansvar for planlægningen

Hvis man vil have succes med udflytningsplanerne, kræver det, at man tager politisk styring og ansvar. Nogen skal træffe en beslutning om, hvilke byer der skal være uddannelsesbyer, og det kræver politisk beslutningskraft – ikke intern universitetspolitik. Samtidig kræver det forpligtende samarbejde mellem regioner og kommuner, investeringer i lokal infrastruktur, transport, boliger og mange andre ting, hvis man skal lave plads til 1000 nye studerende i en stor provinsby. Den slags kan ikke bare være forhold, man improviserer henad vejen. Samtidig er det dyrt at flytte en uddannelse, og der burde derfor være sat penge af til flytteudgifter, ligesom man gjorde med udflytningen af statslige arbejdspladser.

“I stedet for at tænke over, hvorvidt vi skal åbne 50 pladser i Køge eller Holbæk, skal man spørge: Hvilke 2-3 byer skal være de næste store uddannelsesbyer?”

Ved at tage politisk ansvar for flytningerne sikrer man også, at de uddannelser – der flyttes – ikke kommer til at stå tomme. Der skal nok være folk, som vil læse jura eller statskundskab, selvom uddannelsen ligger i Næstved. Mange ytrer en berettiget bekymring for, at færre pladser i byerne bare vil medføre tilsvarende højere adgangskrav til uddannelserne – og dermed øge uligheden i uddannelsessystemet. Venstrefløjen og studenterbevægelsen bør derfor kræve, at det først og fremmest bliver uddannelser med ekstremt høje optagelsessnit, som bliver flyttet. Samtidig vil det sandsynligvis sænke kravene til mere opnåelige niveauer, hvor et karaktergennemsnit på 8 eller 9 også kan give adgang til drømmestudiet. Det er derfor også en gylden mulighed for at reducere karakterernes indflydelse på unges muligheder.

Efter regeringens udspil kommer der til at starte en politisk proces. Hvis udflytningen skal være en succes – og både skabe fagligt bæredygtige uddannelser i provinsen, lette presset på boligmarkedet i de store byer og reducere uligheden i karaktersystemet – så kræver det handling. Det kræver en fagbevægelse, studenterbevægelse og venstrefløj, som er villig til at presse på for løsninger, der får planen til at virke. Alternativet er, at de studerende fortsat bliver nødt til at kæmpe for at sove på hinandens sofaer.


Om skribenten

Søren Nørgaard Graven

Søren Nørgaard Graven

Analysekonsulent i en kommunal beskæftigelsesforvaltning. Medvært på podcasten ”Den Faglige Klub” i Radioaktiv, om arbejdsmarkedspolitik og faglig kamp.
Læs mere

Nyeste artikler